Mit Instagram

søndag den 24. oktober 2010

Snorkle, ikke snorke

Tidlig morgen. Det var, hvad jeg måtte se i øjnene i dag. Jeg havde aftalt at mødes med svenskeren og det nordjyske par, for vi havde booken en tur til Raya Island. Meningen var, at der skulle snorkles forskellige steder rundt om øen. Jeg var nu ikke sikker på, at jeg ville komme i vandet, for jeg har aldrig rigtig brudt mig om dybt vand eller for den sags skyld at røre ved fisk.

Vi blev hentet på hotellet af en minibus, som den der kørte mig til Big Buddha i går. Denne gang var bussen helt fyldt op. Vi blev kørt til en strand, hvor vi blev bedt om at tage plads på nogle meget tynde røde plasticstole og i noget der mindede mest om et skur bestående af et bliktag og nogle gamle brædder til vægge. Her fik vi informationer om turen. Vi skulle lægge ud med en halv time med speedbåd, før vi nåede øen.

Det var den første prøvelse. Men efter de første bump over bølgerne begyndte jeg at nyde turen. Det var en mellemting mellem en rolig færgetur og en tur i Tivolis rutschebane. Svenskeren, som er ivrig snorkler, var dog ikke helt glad. Hun havde dog ikke taget en af de udleverede søsygepiller.

Første stop var en ved en lang flydende bådebro. Her blev læsset enorme mængder af mad over i noget der lignede fars gamle gamle træ-cykeltrailer let ombygget. Der var alt fra fisk over æg, ris, frugt og grønt. De der ikke skulle snorkle steg af, for at følge personalet og maden om til den lækre strand, vi skulle spise ved. Jeg blev om bord og ville i hvert fald se, hvad det der snorkleri var for noget.

Båden sejlede lidt igen. Da den stoppede blev vi udstyret med redningsveste (og jeg sendte et stille tak mod himlen) og snorkel. Det var ikke helt lækkert at stoppe en snorkel brugt af hundredevis før mig, men jeg satte min lid til, at de nok skulle være rengjort efter foreskrifterne (jeg har bare ikke lyst til at se disse foreskrifter)! De andre 3 havde selvfølgelig eget udstyr med. De to nordjyder sprang lystigt i mens svenskeren forklarede mig hvordan jeg skulle tage snorklen på. Hun slog over i engelsk, så vi var sikre på, at jeg forstod.

Jeg var den sidste tilbage på båden og tog mig god tid. Hvis jeg skulle det her, så var jeg enig med mig selv om, at tage det i et ganske langsomt tempo, hvor både mit hovede og mine evner kunne følge med. Inden jeg sprang i prøvede jeg at trække vejret gennem sorklen. Det var noget sært. Jeg havde været bange for, om jeg ville komme til at trække vejret gennem næsen, som jo er inde i masken. Det kan man simpelthen ikke, så var den sag løst.

Jeg er ikke med på billedet, så I behøver ikke spejde efter hende der panisk basker med arme og sprutter saltvand ud af munden

Så langsomt i vandet et trin ad gangen. Så slippe med fødderne og efter jeg havde følt mig lidt til rette, så slap jeg endelig også med hænderne. Hvis ikke jeg havde haft en redningsvest på, som holdt mig flydende, er jeg hundrede procent sikker på, at jeg aldrig var kommet i. Jeg kunne jo ikke bunde! Så ind i munden med snorklen. Jeg prøvede at kigge ned, og blev helt forskrækket. Både over synet og at jeg skulle huske, jeg ikke kunne trække vejret med næsen. Det var to skridt frem, og så tog jeg et tilbage. Munden under vand, så jeg lige kunne øve videre i min vejrtrækning. Men så var jeg ligesom også klar til at tage et par skridt frem igen.

Så der lå jeg og flød på maven med hovedet ned mod bunden og spejdede efter fisk. Og de var både med prikker og striber. Jeg vil indrømme, at jeg svømmede væk fra de steder, hvor fiskene blev fodret. Der var lige mange nok til fiskforskrækkede Kristine. Selvom jeg ved, at de er længere væk end det virker som om, så ville jeg nødig kildes på maven af 200 stribede småfisk lidt endnu.

De stribede fisk kan med god vilje ses under parret fra nordjylland.

Jeg blev hurtigt træt, jeg tror jeg spændte i hele kroppen, som jeg lå der og forsøgte at kontrollere situationen og holde mig i nærheden af båden og trække vejret rigtigt og spejde efter farverige fisk samtidig. Da jeg kom op, blev jeg budt på frisk ananas og vandmelon. Der gik ikke ret længe, så begyndte resten af selskabet at komme op. Der var allerede gået 45 minutter. Men jeg indrømmer gerne, at mine indledende øvelser nok også har ædt en del tid op.

Båden sejlede videre til et nyt sted, hvor der også skulle være koraller. Igen var jeg den sidste ud af båden, og igen tog jeg mig god tid. Vi havde 40 minutter, og jeg kom ret hurtigt igennem de førnævnte øvelser. Og så lå jeg ligesom alle andre og spejdede nedad. Jeg vil ikke sige, at det var fantastisk flot. Jeg fjernede mig jo fra de store stimer fisk, og korallerne virkede stenede og døde. Men i virkeligheden er det ganske lige meget, for før i dag har jeg end ikke været i den dybe ende af svømmehallen på Klosterbakken inde i Odense! Det er faktisk en meget vild ting i min verden, som jeg udsatte mig selv for i dag. Hvis ikke det havde været for svenskeren og de to nordjyder, så var det aldrig sket.


Næste stop var den flydende bådebro. Her skulle vi i land og fragtes til en strand på den anden side af øen. Her skulle vi indtage vores frokostmåltid. Igen mødtes jeg af et syn, som jeg kun har set på film. En rigtig bountystrand med palmer, det fineste gyldne sand jeg nogensinde har set, og vand der glimtede i grønne og blå nuancer.


Vi blev ledt hen til enden af stranden, hvor vi skulle gå på en gangsti etableret i klippevæggen af gamle brædder. Det lignede noget Robinson, den rigtige Robinson Crusoe, kunne have fundet på.


Da maden blev serveret blev der disket op med diverse thaimad. Ris, grønsagsblandinger, blæksprutte, kyllingeret og så en stor ond fisk. Og det var en rigtig fisk, og den lå og kiggede på mig med spidse tænder stikkende ud af munden. Nu kan jeg selvfølgelig ikke huske hvad den hed. Rød et eller andet. Jeg smagte det hele, undtaget det friturestegte og blæksprutte-gummi-dutterne, der flød rundt imellem skønne ting. Jeg gravede undenom (og det var der heldigvis også andre der gjorde).

Man kan måske se fiskens spidse tænder i bagerst.

Efter måltidet og en tur op på øens udkigspunkt slog vi os ned ved et par liggestole på stranden. Denne fantastiske bounty-strand, som egentlig var, hvad jeg kom til Thailand efter. Nordjyderne strøg i vandet med det samme, og svenskeren fulgte efter. Daa hun kom ind igen smuttede jeg i vandet. Selvom det siges, at der ikke bliver rapset noget, var jeg alligevel noget beskyttende overfor mit fine kamera. Der var store bølger, men mellem dem, kunne man sagtens bunde. Vandet var dejligt varmt. Man skal ikke tage sig sammen inden man hopper i ligesom i Danmark. Vi var vist længe i vandet, hvor vi stod og snakkede mellem bølgerne. Det var super dejligt.


Men alt godt har en ende, og vi måtte tilbage over øen til bådebroen. Herefter fik den fuld gas hjemad. Selvom der var planlagt endnu et snorkelsted, så fik vi at vide, at der var for meget understrøm til, at det var sikkert. Faktisk meget betryggende. Jeg nød turen hjem i speedbåd.

Hjemme blev vi enige om at mødes hos nordjyderne til en kop kaffe. Der er den finte, at de har været heldige at få værelse lige ud til poolen, som ikke er den traditionelle firkant, men går i en bane rundt mellem alt det grønne. Den har de fineste blå/grønne kvadratiske klinker. Så svenskeren og jeg ankom med sko og håndklæde over hovedet vadende igennem poolen. Jeg sad længe i vandet i skyggen på et af deres trappetrin. Og så kom kaffen med Bailey. Så er Kristine på ferie.
Efterfølgende gik norjyderne og jeg ned i byen. Jakkesættet skulle passes til i dag, og hun skulle finde en ny bikini. De gik med mig, og det var faktisk både rart og hyggeligt, og jeg tror, at de syntes, det var sjovt at se. Jeg tror det bliver verdens flotteste jakkesæt. Bare vent.

Vi havde aftalt at mødes med svenskeren og spise italiensk. Hun og jeg havde set en hyggelig restaurant på vores aftentur efter maden i går. Vi gik op og ned ad gaden flere gange, indtil det gik op for os, at der var søndagslukket. Vi blev enige om at vente til på tirsdag (hvor vi har endnu en fælles udflugt til bl.a James Bond-øen) og så gå tilbage og spise på hotellet. Vi er 3 ud af 4, der har halvpension. Vi bestilte det samme, som jeg fik i går (det havde de to damer også fået). Thai-manden med guitarrekvisitten var tilbage på scenen, menhan var ikke i kridthuset,for der var skuet forfærdeligt højt op for ham, og vi flyttede bord for at komme længere væk.

Nu sidder jeg igen på altanen og ser på de lejlighedsvise raketter, der skydes op nede ved stranden. I morgen skal jeg på shopping i et rigtigt center med rigtige butikker, hvor der ikke kan pruttes om priserne. Bagefter førsøger vi at finde et marked, svenskeren har talt om. Jeg tror nu hun mener weekendmarkedet, og i morgen er det ikke længere weekend. Så det bliver spændende, hvad vi finder. Svenskeren og jeg tager en taxa eller tuktuk til Patong. Jeg er ikke på jagt efter noget særligt, men måske en souvenir eller to.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Vi glæder os til at se jakkesættet. Det er godt, at du har fundet nogle, som du kan snakke og tage på ture med. Farmor og farfar kom forbi og fik god mad sammen med os. Vi har læst alle dine indlæg og set billederne. Vi blev meget betaget af dem med elefanterne. Og du ved at farmor er bange for skrænter. Tror nok, at hun kunne mærke suset i maven bare ved tanken om de stejle skrænter. Din far er ved at servere kaffen for os - med brunsviger til. Quinto står på tæppet og gør. Han tror ikke, at vi kan se ham. Kristine, vi er meget glade for at kunne følge dine oplevelser og er klar ved computeren hver dag kl. 18 lokal tid for at se nyt. Fortsat god ferie: Farmor, farfar, far og mor