Flyveren mindskede selvfølgelig højden, fordi vi snart skulle lande. Og der, op ad havet, stak en stor samling af de fineste klippetoppe. Hele landskabet var let diset, og hvide candyfloss-skyer svævede okring os. Jeg tror jeg kunne have fløjet rundt sådan, hele ferien, uden at blive træt af det´. Dt var det smukkeste syn. Jeg troede ellers sådan noget kun fandtes på manipulerede billeder. Desværre sad jeg stadig godt klemt, og kunne ikke komme til mit kamera. Til gengæld nød jeg hvert sekund.
Sikkert landet og på vej længere sydpå i en bus måtte jeg indse, at det ikke kun er Bangkok der virker slidt. Også her er der en mærkelig blanding af utrolig flotte og særprægede bygninger, blandet med bygninger der trænger til renovering og den store pensel. Den værste fattigdom er her dog ikke, eller også ser man den bare ikke. Jeg vænner mig nok heller ikke til den hasarderede måde trafikken forløber på. Men jeg skal bare undlade at føre et motoriseret køretøj i Thailand, så går det nok.
På hotellet fik jeg som nævnt ikke værelset ved ankomsten. Det var faktisk til at blive helt ked af, for jeg var så træt, at jeg ikke lige vidste hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne ikke lige overskue swimmingpoolen og mere varme, som de andre 3 i selskabt valgte. Og her kommer jo ikke nogen og fortæller mig hvordan og hvorledes, når jeg rejser alene. Det er jo ligesom meningen. Men jeg fik styr på internetforholdene, skrev et indlæg her til blokke, og valsede ellers mod stranden, for at se vidunderet. Og det VAR noget særligt.
Men på vejen derned bliver man antastet af sælgere fra butikker/boder. Og de er 10 gange mere påtrængende end facerne inde i gågaden i Odense. Det er meget svært at ose rundt og bare kigge.
Tilbage på hotellet kunne jeg blive indkvarteret. Og for Søren da, et fint værelse. Jeg fik tromlet mig selv hen på sengen (efter at have taget billeder af værelset INDEN jeg pakkede ud), og huskede at sætte vækkeuret to timer frem. Og det var en god ide.
Jeg vågnede, lidt ør i hovedet, men besluttede, at det nok var fordi et var langt over frokosttid. Jeg begav mig atter ud i varmen på jagt efter noget at spise. Det blev en lille Hawaii-pizza. Har givet mig selv lov til at vente med de kulinariske udfordringer, til jeg har fundet mig rigtigt til rette.
Hjemme på hotellet skiftede jeg til badetøj, for nu var det ud på eftermiddagen, og selvom det stadig var varmt, skinnede solen ikke fra en skyfri himmel. På med solcremen og ned og ligge ved poolen (som er langt fra firkantet og er temmelig fornem), hvor det første postkort blev skrevet. Gad vide hvem der får det... Det var faktisk over alt forventning at kravle i poolen. Vandet når mig til halsen - en perfekt dybde for Kristine - og jeg svømmede over til dysserne der sender vandbobler afsted. Jeg kan trods alt stadig bevæge mig fra A til B i vand, og næsten uden at få vådt hår. Det var skønt. Og helt sikkert noget jeg skal meget mere.
Et hurtigt bad, og så afsted med den svenske dame til Star Tours informationsmøde på et andet hotel. Endelig en dansk røst. Men desværre havde denne danske guide hang til at hviske ironiske kommentarer til det han skulle fremlægge, og meget mod min vilje, måtte jeg tildele den svenske pige væsentligt flere stjerner for sin indsats. Men nu ved jeg lidt mere om mulighederne på det sted jeg er havnet.
(Jeg hopper lige ind - nu vrimler det med flyvende småkryb)
(Pyh, nu er det ligefrem småkoldt indefor med airconditioningen)
Da mødet var slut efter 3 kvarters tid,var det pludselig blevet bælgravende mørkt. Men det har nu også sin charme, for væk er al snavset og vupti så er alle de kulørte lyst fremme.
Da vi kom tilbage til hotellet undersøgte vi spamulighederne, og jeg har bestilt tid i morgen aften til en 50 minutters "Deep tissue massage". Det skal nok blive godt. Af en eller anden grund tror mange, at jeg rejser med den svenske dame! Vi taler ikke engang samme sprog! Svenskeren blev ved med at snakke til den stakkels pige i spa´en (der forsøgte at forklare, at de ikke tog flere ind i dag) til at tilbyde at give hende massage med det samme.
Imens gjorde jeg brug af min halvpension og blev til min overraskelse gelejdet ud til restauranten foran hotellet. (Den ligger bag hotelskiltet på ovenstående billede) Der var ikke mange mennesker - der er åbenbart kun få, der benytter sig af muligheden for halvpension. Men der sad de sidste to, et dansk par, fra selskabet som også bor på hotellet, og de så forholdsvis par-agtige ud. Så jeg fandt mig en fin plads midt i det hele men udenfor ethvert spotlight. Jeg besluttede mig for mit måltid, men fik vedbestilling at vide, at er skam også hørte forret og dessert med.
Mens jeg sad og ventede på maden blev jeg underholdt af en "suppe, steg og is - kareoke-nasal-thai-stjerne" der sang Elvis-klassikere og "Country roads" klimpende på sin elguitar med kareokeudstyret solidt udblæsende hammond-agtige musikstykker.
Jeg havde mit kamera med, og begyndte at sidde og lege lidt med det, indtil min forret kom. Og jeg var dårligt færdig, så stod hovedretten på bordet og ligeså med desserten.
Jeg skal nok komme til at nyde mine aftenstunder dernede på restauranten. Måske jeg skal have en bog med som back-up for den nasale musik. Så kom svenskeren, og vi tog os en Mojito, inden jeg meddelte, at jeg gerne ville op.
Efter i flyet at have prattet med en meget flink tunesiskfødt svensker forlovet med, og flyttet af, en utrolig sød stewardesse (som jeg skylder meget) der havde haft ondt af mig på grund af min oprindelige sidemand, på flyveren og efterfølgende har fulgtes lidt med en svensk dame, håber jeg lidt på, at jeg også får mulighed for at tale lidt med danskere. Det synger stadig svensk inde i hovedet på mig, ligesom "Kære John" var på harddisken i en 14 dages tid (intern: vi hørte "Kære John" på arbejdet 15.30 hver dag i en længere periode).
Nu vil jeg overveje morgendagens fredagsprogram, inden jeg hopper under dynen. Jeg har kun sovet 2-3 timer siden jeg forlod Nyborgvej.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar