tirsdag den 30. marts 2010

Roser med forårsfornemmelser


Ja. Der er gået forår og have i bloggen. Jeg går skam stadig på arbejde, men de grønne skønne glæder er sjovere at skrive om.
Jeg har tidligere skrevet om mors og mit projekt med at tage stiklinger af de fineste roser fra Karl Withs vej. De har overvintret glimrende på min lukkede altan. Og nu har de fået forårsfornemmelser. De er begyndt at skyde nedefra. Om det er fra roden, eller fra det sidste afpillede bladsæt der skulle stikkes under jorden, det ved jeg af gode grunde ikke. Men 3-4 af dem har sendt friske skud op, og i de fleste andre potter, der buler jorden sært op, så mon ikke der er flere skud på vej?
Der er heller ikke længe til de skal i jorden. Nok inden for den næste halvanden måneds tid. Skal lige rådføre mig med mutter først.

Ingen kommentarer: