tirsdag den 24. september 2013

Den store bazaar shop amok

Så blev det den sidste dag i Istanbul. Vi havde aftalt at stå relativt tidligt op, så vi kunne nå at se den store bazaar. Vi havde ikke nået det, på den planlagte dag, men vi ville gerne se den. Vi vågnede op til en smuk smuk morgen, og udsigten over vandet bød igen på en masse skibe. Men pludselig stod det ned i stænger, og jeg frygtede lidt for en trist vejr-dag. Jeg kan godt afsløre, at det blev en ganske fin dag med sol.
 

Vi pakkede de sidste småting ned i vores bagage, og gjorde os klar til morgenmad. Inden vi forlod den lille lejlighed, kom 3 mand og hentede vores store tasker, for at rulle dem ned til receptionen, hvor vi havde fået lov at have dem stående indtil vi skulle hentes kl. 17. Vores lejlighed lå i stueetagen i den bagerste lysegule bygning.


Sidste gang i morgenbuffeten blev nydt, og en af mine eneste bekymringer var, at jeg frygtede at have hævet alt for mange tyrkiske lira. Og hvad skulle jeg så gøre med alle de penge?! Men jeg kan godt afsløre, at det havde jeg ikke behøvet at bekymre mig om.


For efter morgenmaden gik vi af sted til bazaaren. Da vi kom ind var der den ene guld-/sølvbutik efter den anden. Jeg har aldrig set så meget guld og sølv på et sted. Dilek fortalte, at der var en James Bond film, hvor James Bond skulle køre på motorcykel oven på bazaarens tag. Det havde skabt kæmpe problemer, da mortorcyklen ved et uheld var havnet midt i en af smykkebutikkerne. Det havde vist ikke været helt billigt for filmproduktionen.

Og vi var ikke nået ret langt, før vi alle stod og trykkede næsen flade, og drømte om det ene og det andet. Vi købte lidt forskelligt, nogle til gaver andre til sig selv. Jeg havde ikke planlagt, at skulle have smykker med hjem, men jeg faldt for en armring, som lå på nederste hylde, og bare kaldte på mig. Dilek spurgte hvad den kostede, og imens jeg overvejede, om jeg skulle springe ud i det, så forhandlede hun prisen ned for mig, og jeg kunne ikke andet end at slå til. Det er et utroligt smukt sølvsmykke, som jeg tror jeg vil se, om jeg kan få brugt også på hverdage. Jeg er i hvert fald sikker på, at jeg nok skal blive glad for det.

 
Basaren var enormt stor. Og enormt smuk. Et slags indkøbscenter, og så alligevel ikke. Og da vi kom mandag morgen, var der ikke fuldstændig sort af mennesker. Og det er sagt, så var der overraskende mange mennesker af en mandag morgen at være, hvis man sammenligner med, hvor mange det vandrer rundt i Odenses gågader ved åbningstid mandag. Der var meget at se på - smykker, tasker, jakker, T-shirts og så meget andet, at det var helt svært at vælge, hvilke butikker, man skulle ofre ekstra opmærksomhed.
 

Dilek skulle købe bryllupsgaver, og gik efter guldarmbånd. Hun fortalte, at et brudepar ville få rigtig meget guld, fordi guld ikke taber i værdi. Så hvis parret engang f.eks. ville købe hus, så havde de mulighed for at sælge guldsmykkerne, og bruge penge på hus i stedet. Guld taber jo ikke i værdi. Hun fandt en guldsmed, som hun havde fået anbefalet. Her kiggede hun på forskellige guldarmbånd, og prisen blev udmålt ved at veje smykket, og regne prisen ud. Hun fik også indleveret nogle af sine egne og sin datters smykker, som havde tabt nogle sten. Så de kunne blive som nye. Smykker er en af de ting, der kan betale sig at købe i Tyrkiet. Den armring jeg havde købt tidligere, var også blevet vejet. Og jeg har svært ved at forestille mig, at jeg kan få en lignende herhjemme til den pris jeg gav.


Jeg skriver jo indlægget her dagen efter vi er kommet hjem. Og jeg kan stadig mærke den lille bule, jeg fik i panden, da jeg ville gå ud af guldsmedens dør for at tage nogle billeder, men bankede hovedet ind i glasset. Han må have meget rene vinduer.


Vi kiggede en del på tasker og punge. Der er rigtig mange flotte tasker, men når det kopier, og alligevel har modehuses logoer på, så bliver jeg en smule ærgerlig. Hvis ikke logoet havde været på tasken, så havde jeg ikke haft noget imod at købe en billig kopi i god kvalitet. Jeg ved ikke hvorfor. Hvis ikke logoet havde været på, ville jeg jo ikke ane, hvem der havde lavet originalen. Men der var masser, som gerne ville sælge os deres varer. De var ikke så aggressive sælgere, som jeg havde frygtet, så indimellem stoppede vi op, og kiggede lidt nærmere.

Det var lidt sjovt, da sælgeren på billedet herover sagde til Dilek, at vi da sagtens kunne købe løs af hans punge og tasker, når vi havde kreditkort med. Dilek pustede sig lidt op, og forklarede manden (i klare vendinger, så det ud til på kropssprog), at det da godt kunne være, at vi havde kreditkort med, men at det var vores egen løn, vi brugte. Så trådte han et skridt tilbage og kiggede på os. Bankede sig let på brystet, og bukkede. Og så var der ligesom ikke mere at sige til den sag. Nu fik han jo trods alt også solgt en enkelt pung og et par bælter.


Da vi var blevet mætte af bazaaren, selvom jeg har stærkt på fornemmelsen, at vi kun fik set en brøkdel, så viste Dilek os frem til en shoppinggade med butikker, hvor lokale fra Istanbul også handler. Nu havde jeg jo fået taget hul på shoppingen med købet af armringen, så nu gik det lidt amok. Jeg kom hjem med nyt sengetæppe, et par sko, 2 tasker, et par bukser og en pose kardemommefrø. Vi var nemlig også et hurtigt smut tilbage i den egyptiske bazaar. Jeg tror, vi alle forelskede os lidt i stedet.


På shoppinggaden fandt vi et sted til en lille kop the. Vi var charmeret af den måde, the bliver serveret på. De går rundt overalt (restauranter og bazaarer) med små bakker, der holdes i en slags hank, hvor der er plads til mange glas the. På bazaaren kan de butiksdrivende få bragt frisk the ud til butikken til medarbejdere eller kunde - næsten på samme måde, som vi ringer efter en pizza.


Til frokost fik vi den sidste tyrkiske specialitet, som Dilek mente, at vi manglede. En gigantstor bagt kartoffel. Indmaden var lavet til en slags kartoffelmos med ost, og hældt tilbage i kartoflen. Ovenpå var der lagt forskellige syltede grønsager, en krydret bulgursalat og kyllingepølse. Det var også meningen, at der skulle have været noget det lignede italiensk salat på, men det fik vi serveret ved siden af. Jeg er ikke kæmpefan af syltede grøntsager, så nogle af dem, må jeg indrømme, blev pillet ud. Men så var jeg til gengæld også begejstret. Dilek sagde, at den ikke var særligt god, og de andre var heller ikke oppe i skyerne. Men vi har snakket en del om, hvordan vi hver især kunne lave vores egne fortolkninger af retten hjemme. Det er lige før jeg er fristet til allerede at give det et forsøg i aften.


Jeg blev nødt til at lægge ovenstående billede på bloggen. Hvor tit traver man ikke rundt og leder efter et toilet? Og man kan aldrig finde et. Her er det i hvert fald ikke noget problem. Et kæmpe skilt viser vej. Jeg var nu ikke så nysgerrig, at jeg skulle tjekke kvaliteten af dette klart promoverede sted, så jeg kan kun sige, at det vist ikke ville være svært at finde.


Vi var færdige med at shoppe, så vi begav os i retning af hotellet. Der var stadig god tid, til vi skulle samles op og køres til lufthavnen, og Dilek kom i tanke om noget andet, vi heller ikke havde fået smagt. Tyrkisk is, så vi fandt en caférestaurant (tilknyttet et stort hotel på hovedgaden), som også serverede is. Jeg tænkte, at der vel ikke kunne være så stor forskel på is hjemme og i Tyrkiet. Men der er faktisk rigtig stor forskel på konsistensen. Isen bliver slået hårdt sammen igen og igen, og den får en karamelagtig konsistens, som gør, at der skal arbejdes lidt, for at få en skefuld. Dilek fortalte, at de portioner vi havde fået var ret bløde, at man nogle steder spiste isen med kniv og gaffel.


Pludselig hørte vi nogle trommer. Dilek spurgte tjeneren om et eller andet, og fortalte os så, at der kom et osmannisk orkester marcherende. Og at det ikke skete ret tit. Så vi var heldige at få det at se. Flere af os drønede ud på gaden og hen til hjørnet for at se det. Og ganske rigtigt, kom et stort orkester gående. Al trafik stoppede imens de gik forbi. I meget gamle dage, var det et lignende osmannisk orkester, som fulgte tropperne i de store slag for at indgyde mod hos soldaterne.


Vi kom tilbage på hotellet i fin tid. De sidste indkøb blev pakket i bagagen og hotellet sørgede for lidt at drikke til os. Så kom bilen. Jeg tror, vi alle var godt brugte. Vi ser også lidt trætte ud på billederne, hvis vi sammenligner med lignende billeder fra turen til hotellet, da vi lige var ankommet. Dilek skulle blive i Istanbul, men hun fulgte os lige så langt hun kunne komme til. Helt til sikkerhedstjekket i lufthavnen. Der var et par stykker, som var meget rørte ved afskeden. Vi skylder også Dilek en kæmpe stor tak for at have vist os så meget spændende af Istanbul. Vi ville aldrig have fået de samme oplevelser uden hende. Nu var det jo heldigvis ikke en afsked for altid - Dilek er tilbage på arbejdet inden længe, så selvom de fældede en tåre, da Dilek sagde farvel, så var de ikke helt utrøstelige.


Og tårer blev inden længe forvandlet til højlydte grin og spontane udbrud. For da vi ville orientere os om, hvor vores gate var, kom vi forbi 4 mønt-massagestole. Det var simpelthen en chance, vi ikke måtte forspilde. Vi havde stadige en del 1-lira-mønter, så vi plantede os alle i en hver, og startede monstrene. Hold nu op, hvor var det godt. Men også meget specielt. Jeg mere end elsker Hannes overraskede blik på billedet herover - der blev vist masseret et uventet sted eller to. Gitte og jeg fik oven i købet en omgang mere. Jeg tror jeg kunne være blevet siddende i en time. De gav massage fra nakken og helt ned til læggene. Fantastisk. Sådan en vil vi gerne have i DoIT (vores afdeling).


Da flyet lettede, var der en fantastisk udsigt over millionbyen, som lever ligeså lystigt efter mørkets frembrud. Det var et smukt syn med alle de lys, så langt øjet rakte.

Hjemme i Danmark var der lidt bøvl med togafgange som ikke passede med flyankomsten. Og så var toget endda forsinket. Så selvom vi landede før kl. 23, var jeg først hjemme i min seng efter kl. 3. Men jeg har haft fri i dag, og behøver jeg at sige, at jeg har sovet rigtig længe?

Tak til Hanne, Helle, Gitte og Dilek for en rigtig god tur. Og tak til jeres familier for lån af jer. Jeg har haft det dejligt sammen med jer. Og jeg håber også, at de herhjemme har nydt at følge vores eventyr her på min blog.

Dette er nok det sidste indlæg for denne gang om vores tur. Og jeg har endnu ingen planer for, hvornår jeg skal rejse igen, eller hvorhen. Lige nu tænker jeg, at det har været et luksus-år med hele tre udenlandsferier. Det sker nok ikke næste år. Men et eller andet sted i verden skal jeg nok få set i 2014.

1 kommentar:

Dilek sagde ...

Hvor jeg glad for at i er kommet hjem i god behold. Helt fint at i har prøvet massagestolene, dem havde jeg glemt:-).
Det var helt underligt at være i Istanbul uden jer idag, følte mig faktisk meget alene selvom jeg var sammen med familien.
Pas godt på jer selv indtol vi ses om en uges tid. Knus og kram.