Ermoupolis

Dagen startede igen mef en løbetur. Der er så stille klokken 7. Mennesker i de biler, som kører forbi, må tro vi er tossede. Men det gik fint.

Efter løbeturrn skiftede vi til badetøj. Også stranden havde vi for os selv. Vi nussef op i bad og ned til hotellets taverna, hvor vi fik serveret morgenmad. Mens vi spiste, fulgte vi et ældre ægtepar og deres morgenritual. Han i alt for store badeshorts, hvor benene blev foldet op og skubbet ind under elastikken efter første dyk. Hun i en lidt for lille badedragt. Da de var færdige overrakte han hendes badesandaler til hende, som hun skyllede i vandet før hin kom op og tog dem på. Så over til en bænk til lidt hvile og en cigaret inden de trissede hjemad.

Efter morgenmaden lagde vi os på stranden i hotellets strandsenge. Jeg er nået ret langt i min nye bog. Men inden længe var det meget varmt at ligge i solen, og vi spurgte på hotellet til, hvornår bussen kørte til Ermoupolis. Der var et kvarter til så vi skyndte os på værelset efter tasker og skiftede tøj, inden vi skyndte os op til vejen, hvor vi sad da bussen kom.

Vi startede med at få lidt at spise. Det blev fastfood. Gyros, som er den græske version af dürum, og som minder om pitabrød. Det smagte lækkert.

Jeg havde nævnt, at jeg godt kunne tænke mig at se en af kirkerne. Og da vi ikke havde andre udflugtsmål begav vi os opad. vi fandt vores spejlreflekskameraer frem, for da vi først var kommet væk fra havnemiljøet, vat der mange fine motiver. Der var ældre lokale, som havde vovet sig ud i middagsheden. Der var charmerende smukke huse, både velholdte og faldefærdige. Alle i samme lyse nuancer. Der var små smalle og snoede gader der snoede sig på kryds og tværs. Og der var et væld af trapper, hvor katte strakte sig dovent på de varme trin. Og da Kasia er meget glad for katte, blev det også til en masse fine dyrebilleder.

Vi gik opad og opad for at finde katedralen. Vi sigtede efter den på toppen af bjerget. Men på et tidspunkt stoppe vi op for at finde retningen, og fandt ud af, at det ikke var katedralen. Kadia spottede kirketårnet, og vi bevægede os lidt nedad igen men fandt kirken låst.

Efterhånden fik vi nok af at vandre rundt. Så vi startede nenedstigningen.  Tilbage på havnen fandt vi samme cafe, som vi havde besøgt da vi ankom. Vi fandt den lille sofa, som var helt ud til vandet. Her sad vi længe med vores iskaffe og hyggesnakkede og studerede dagens billeder.

Det var flere gode øjøjeblikke at tænke tilbage på. Min favorit må være,  da jeg havde overtalt Kasia til at tage et billede af mig foran katedralen. Bare som et bevis på, at jeg havde været der. Imens hun forsøgte at finde den rigtige vinkel, fik jeg øje på to helt igennem fantastiske ældre kvinder, som kom spadserende arm i arm. Jeg sagde diskret til Kasia, at hun simpelthen blev nødt til at vende sig om og kigge. Nærmest i bevægelsen greb hun ud efter sit eget kamera, og hun nåede at få at par fine billeder. Jeg nåede også at knipse uden at de registrerede det mindste. De havde travlt med at holde øje med trafikken og. støtte hinahinanden. De havde begge den samme farve stærkt lilla hår og helt mørke solbriller. Begge var klædt i. nærmest ens kjoler og sandaler. Begge havde en taske i den arm, de ikke brugte til at støtte hinanden med. Og så gik de i en meget langsom takt henover katedralens parkeringsplads og videre ud af vores dag. Vi stod ludt og kom os over det ganske magiske syn. Og overvejede et øjeblik at følge efter dem. Jeg er glad for, at vi ikke gjorde, for så bevares oplelsen som det magiske øjeblik det var.

Vi sad længe på cafeen. Jeg nåede også at skype med mor, som virkede glad for mit opkald. Det nærmede sig hastigt aften, og vi brød op for at handle ind til morgendagens lange sejltur, og hæve penge. Vi bliver nødt til at medbringe kontanter til Anafi. Hotellet modtager nemlig ikke kreditkort. Flora fra hotellet, som jeg har skrevet med, berettede nemlig, at nok er der en hæveautomat på øen, men den har ikke altid kontanter. Vi fik klaret vores sidste ærinder, og tog 1,60-euro-bussen tilbage til Vari Beach.

På hotellet tog vi en lur, inden vi gik ned for at spise. Vi var godt sultne. Da vi havde spist afregnede vi for vores ophold, fordi vi skal tidligt af afsted i morgen. Vi blev inviteret på en mojito af Alexander, når vi var færdige med at pakke. Hotellet er familiedrevet gennem 50 år. Det startede som en terverna ved stranden, og senere blev værelserne bygget ovenpå. Vi har talt en del med Alexander, som både stod for receptionen og for serveringen, og hans onkel Lorenzo, som virkede lidt som hotellets alt-mulig-mand, når det kom til hyggesysler. Så selvfølgelig sluttede vi vores ophold med en mojito og mere snak om både Syros, Kykladerne, Grækenland, Danmark, Saltzburg og München. Man skal ikke beskylde os for ikke at komme vidt omkring. Det har været nogle dejlige dage på Syros. I morgen går den lange sejltur til Anafi. Alexander tog sig til hovedet, da vi fortalte, hvilken færge vi skille med. Men var alligevel flink at tjekke vejrudsigten og berolige os med stille vindforhold, da han så hvor nervøs Kasia blev ved udsigt til nærmest garanteret bølgegang. Men vi tror på, at vejrudsigten holder. Så bliverdet en fin tur.