Dovnedag

Dagen i dag er hurtigt fortalt. Den har stået på morgenmad, læsning ved poolen, kort tur på stranden, læsning ved poolen, frokost, læsning ved poolen, og nu har jeg været på værelset og ordnet dagens billeder. Og selvom jeg ikke har lavet det helt store, er der alligevel nok til et lille indlæg her på bloggen.

Jeg springer lige tilbage til i går aftes. Når jeg uploader indlægget, er aftenen som regel ikke helt slut for mig. Her er nogle billeder med aftenstemning her på hotellet.

På Kap Verde ser månen ikke helt ud som derhjemme. Den er vendt en kvart omgang. Det var det samme i Thailand. Men himlen er helt sort, og har været fyldt med stjerner de foregående aftener. I dag kan jeg have mine tvivl, for det har været overskyet fra jeg stod op.



Jeg blev ædt op af myg i går på restauranten. Jeg kan bedst lide at finde et hjørne udenfor, som på billedet - her er dejligt roligt. Men jeg slugte nærmest maden i går, fordi det kløede lige pludselig alle vegne. Jeg tror, jeg tiltrækker myg. Og stikkene resulterer ofte i store røde buler, som jeg næsten ikke kan lade være i fred. Så jeg panikkede lidt. Jeg tror ikke, at jeg var 10 minutter om min mad, efter de første stik. Og desserten spiste jeg indefor ved et nyt bord, men hyggen af den middag var forsvundet. Og hvis jeg skal være ærlig, så gentog det sig her til morgen. Denne gang tog jeg konsekvensen, og gik ind og fandt et nyt bord. En god beslutning. Jeg ved ikke, om personalet synes jeg er lidt mærkelig, for jeg tager mig en ordentlig portion på tallerkene, slår mig ned og hiver min 8-900 siders bog frem. Og så sidder jeg der, indtil jeg synes jeg skal finde et nyt sted at læse. Myggene lod mig heller ikke være ved poolen. Så jeg tog en antihistamin (høfeberpillerne) - de plejer at klare kløen hurtigt - så levede jeg med de småsvulmende røde pletter i armhule, på albue, bryst, mave og ben. Mærkeligt, at de først bliver en plage nu.



Da jeg i går aftes var ret hurtigt færdig med maden, blev indlægget også lagt på hurtigere end planlagt. Jeg sad oppe i lobbyen med min bog, mens den lille og langsomme pc fik uploadet alle billederne. Jeg udgiver teksten først, og så tilføjer jeg billederne efterfølgende. Jeg synes selv, jeg har fundet en nogenlunde smart måde at gøre det på. Men computeren arbejder kun så hurtigt, som computeren vil. Det kan selvfølgelig også være netværket, som bidrager. Men så får jeg læst et kapitel mere.

Efter det var ordnet fandt jeg en rigtig fin plads ved hotellets store scene. Jeg kunne se alt, og ingen irriterende hoveder foran mig. Nogle gange er det en fordel, bare at være alene. Underholdningen består af musik og dans. Det er ret hyggeligt. Det slår i hvert fald de kanaler tv´et har på værelset med mange mange længder. Også selvom dansen ikke altid er helt synkron, så er det ret utroligt at se, hvordan de optrædende kan ryste med alt på hele kroppen. Og de får skabt en god og festlig stemning, som kulminerede med, at alle hotellets faggrupper blev repræsenteret på scenen, hvor de hver især fik æren af en lille solodans, til stor hujen fra hotellets gæster. I forgårs aftes var temaet afrikansk, i går kap verdiansk, i aften er temaet bare underholdning. Denne gang tror jeg, at jeg vil have en fadøl til showet. Man udvikler vel sit turistgen hele tiden!



Så er vi tilbge ved poolen i dag. Igen kan jeg ikke andet end forarges, når nogle vælger t smugle brød med fra restauranten til at fodre gråspurvene ved poolen. Jeg ved godt, at jeg er sur gammel dame nu, og at det er ganske harmløst og rigtig sødt for mange. Det er det bare ikke, når man lider af fuglefobi. Problemet er faktisk heller ikke, at de hopper rundt på fliserne - det har jeg efterhånden vænnet mig til - problemet er, at de hele tiden flyver vildt frem og tilbage tæt henover hovedet på mig. Og hvorfor lige mig. Det er ligesom med myggene - jeg må være magnetisk over for væsner med vinger.



Nå, men når det blev for slemt, valgte jeg at gå en tur til havet, i poolen eller til frokost. Så var de som regel forduftet, når jeg kom retur.

Ved vandet var der en del mennesker i dag. Det var der også i går. Der er relativt mange modige sjæle, som kaster sig ud i bølgerne, til trods for de røde flag. Når man går et par skridt ud i vandet, kan man også mærke, hvor meget kraft, der er i bølgerne- både når vandet slår ind på stranden, og når det trækker sig ud igen. Jeg ville da gerne tage en dukkert, men jeg har altså stadig respekt for havet. Bare når jeg sidder her på altanen og skriver, så hører jeg ind imellem et ordentligt tordenskrald af en bølge. Men jeg har vænnet mig til lyden. For da jeg kom i mandags, da syntes jeg bare det var larm. Nu er det der bare - i baggrunden.



Men som jeg skrev i går, så er det småhypnotisk at stå på stranden og kigge bølgerne. Hvornår kommer den næste store bølge rullende? De store af slagsen kan man følge hen langs stranden, når toppen bryder til skum. Nogle bølger rammer på en måde, så der skabes et enormt plask af et springvand, og andre igen ruller bare relativt fredeligt afsted.



Jeg havde tænkt, at jeg ville gå mig en tur langs stranden i dag. Jeg vil indrømme, at jeg kom ikke meget længere, end til udkanten af hotellet. Vel en 500 meter, hvis det kan gøre det. Man synker ned i sandet for hvert skridt. Hvis jeg skal gå en tur, bliver det i hvert fald ikke i vandkanten. Men min lille tur var også hyggelig. Jeg fik set en masse bølger, og fik spottet Sal Rei (billedets øverste venstre hjørne). Det var nok lidt naivt at tro, at jeg bare lige sådan, kunne tilbagelægge den tur. Der er vist 7-8 kilometer, så helt urealistisk ville det ikke være , hvis der var en sti, der var nogenlunde nem at gå på. Jeg kunne også forsøge at gå midt på stranden - jeg tror nu ikke det bliver... Jeg har hørt dem, som har gået til byen og taget en taxa hjem. Historien meldte dog ikke noget om, om det gik langs vandet.

Fodsporerne på billedet er mine.



Strand og bølger bliver taget meget alvorligt her. Der er livreddere på stranden. Og et fint livreddertårn. Og et skilt, som forklarer flagenes betydning. En ulykke ville heller ikke være særlig godt for hotellet, men herudover synes jeg det giver en generel tryghed når man færdes på stranden. Der er masser af liggestole, og man må gerne medbringe de drinks, som man kan hente i pool-baren. Der er også aktiviteter på stranden, som fodbold og volley - alt i alt er det super godt, at der er nogen til også at holde øje med gæsternes velbefindende.



Dagen har som nævnt været overskyet. Først var det en smule skuffende, men jeg fandt det ret hurtigt rart, at solen ikke bagte fra en skyfri himmel. Når dagen nu udelukkende skulle bruges til afslapning, ville det være ærgeligt, hvis jeg skulle jages indenfor, fordi solen havde brændt mig for hårdt. Jeg er jo typen der optager en rød og forbrændt farve, i stedet for den lækre solbrune. Men jeg vil gerne berolige mine måske bekymrede forældre - i dag er det ikke brændt skulder og hovedbund der har plaget - plage er begrænset til flyvende væsener. Så her serveres dagens billede, som endnu engang besviser: Kristine was here.

Sal Rei - Boa Vistas hovedby

Så har jeg været en tur i Sal Rei. Det var en lidt blandet oplevelse, mest fordi jeg er allergisk over for påtrængende souvenirsælgere. Men turen startede et helt andet sted. Efter en kort bustur steg vi ud midt i byen. Første stop på byvandringen var et lille etablissement, hvor vi blev trakteret med lokale kager og drikkevarer. På billedet har jeg en lille shot af grogue. Jeg tænker, at det er den lokale brændevin. Og for dælen, den bed hele vejen igennem systemet. Som det ses på biledet, har jeg fået et hårbånd på - ikke for at holde håret væk fra øjnene, heller ikke for at se smart ud. Jeg er blevet tyndhåret i fronten, og selvom "alle" siger, at det ikke ses, så tror jeg ikke solen er enig. For den har brændt igennem, så der kan føjes endnu et sted på listen. Jeg vil dog sige, at det kun er i hårbunden og på skuldrenen, jeg er øm i dag (derfor har jeg alligevel været kort ved poolen, selvom jeg i går hårdnakket påstod, at det skulle jeg ikke).

Turen gik videre til havnen. Og her lægger både de store skibe til (ét ad gangen) og de små fiskebåde. Det er lidt af et blandet syn. Smukt på en vis, i nogle retninger, og faldefærdigt i andre.



På havnen lå fiskemarkedet selvfølgelig, og det skulle vi se. Det er åbenbart lidt af et lotteri, om man får noget spændende at se. Nogle dage kan man se hajer, tun og sværdfisk, andre dge ingenting. Det kommer selvfølgelig an på, om der er fanget noget.



I Sal Rei er der ingen tvivl om, at man lever af turismen. Man bliver kontaktet af kap verdianere overalt, hvor man går. Nogle mere raffinerede end andre. Jeg kan bedst lide dem, som yder andet, end "kom ind i min butik". Så længe vi gik med guiderne, var vi nogenlunde i fred, men ind imellem stødte der en dame til, som havde småting i en kurv på hovedet. De lod også gerne turisterne tage billeder, og ville gerne have lidt for at posere. Jeg kom til at snige mig til at tage et billede alligevel.



Det er også tydeligt, at livet leves på gader og stræder. Der hænges ud rundt omkring. Foran skolen stod en gruppe mænd og var ved at tænde en grill. Oppe på et lille torv løb tre små børn og spillede fodbold. Ovre i en dør stod en enorm højtaler, hvorfra musikken drønede ud i det fri.



Vi fik lov at besøge en skole. Vi måtte gå ind og kigge os omkring. Vi kunne se ind gennem de åbne vinduer, hvordan de små børn blev undervist. Jeg gik ud igen efter en hurtig rundtur. Jeg synes det var lidt underligt, at gå rundt og stirre på børnene, som om det var en zoo. Det er det jo ikke. Og så køber man sig lidt god samvittighed, ved at lægge et par euro i en grøn sparrebøsse, hvor pengene bliver brugt til at købe blyanter og papir.



Videre på turen kom vi forbi "den store" kirke. Vi fik historien om katolikker og præster endnu engang (den fik jeg også i går), men det var ikke meningen, at vi skulle ind, men jeg sneg mig alligevel til et hurtigt kig indenfor. Gruppen af danske turister bevægede sig alligevel ikke ret hurtigt ned ad gaden, så det kunne jeg sagtens nå.



Byerne på Boa Vista er bygget op omkring rektangulære hævede torvepladser. Det er ret bemærkelsesværdigt. Selv nogle af de mindre byer har sådan et torv, som fungerer som samleplads. I Sal Rei var det første torv dedikeret de små, og var indrettet med en legeplads. Det midterste torv er samlingsplads for de lidt ældre, og festplads, når der er noget at fejre. F.eks. Kap Verdes første og eneste sejr i African Nation Cup (tror jeg nok, det hedder). Det sidste torv var indrettet med lidt udskænkningssteder. Så jeg gætter på, at det er de "voksnes" torv.



Så snart byvandringen var afsluttet, blev vi overfaldet af en gruppe sælgere fra souvenirboderne. Jeg kunne slet ikke have det. Jeg styrede direkte over til den kinesiske butik (kineserne hjalp kap verdianerne financielt, da de rev sig løs fra Portugal - og har derfor privilegier her i landet). Det var en ganske almindelig købmandsbutik, hvor jeg købte en pose saltchips og et par ruller smarties. Det er altså ikke det samme som M&Ms.

Men de 3 kvarter kunne jeg ikke slå ihjel i købmandsbutikken, så gode råd var dyre. Jeg vandrede lidt ned ad gaden, og tænkte, at jeg godt kunne bruge et par minutter mere i kirken. Så den retning tog jeg. Jeg blev passet op ad en mand, som blev ved at spørge om hvor jeg var fra. Endnu en sælger, går jeg ud fra. Jeg sagde ikke en hat, og var egentlig temmelig generet af, at han fulgte mig så tæt på. Og måske var det fordi jeg havde direkte retning mod kirken, at jeg slap af med ham.

Det var fint at sidde lidt roligt i kirken og studere forskelligheden med dem hjemmefra. Jeg har også læst i går, at den nye pave er valgt, så det virkede passende, lige at runde kirken. Men heller ikke her kunne jeg få det sidste kvarter til at gå, så jeg fandt en del af danskergruppen på de voksnes torv, og købte mig en cola. Serveret i de gammeldags klassiske coca cola glasflasker. Det var faktisk lidt sjovt at drikke af sådan en igen.

Så steg vi om bord i bussen. Jeg kunne huske at jeg havde nøjagtigt den samme fornemmelse af lettelse, da jeg tjekkede ind i havnen i Qusidasi i Tyrkiet i sommers. I "sikkerhed" for markedets sælgere. Jeg mener, at jeg lagde et lignende billede på bloggen dengang. Så her er et mere.



På vej hjem kørte vi endnu engang forbi den sammenbraste bro. Den overlevede ikke sidste regntid. Og den er heller ikke genopbygget. Der betales ikke skat i landet, så måske er der ikke penge til det. I stedet er asfaltvejen spærret, og en ny bro/dæmning vedligeholdes med nogle ugers mellemrum. Jeg elsker disse kap verdianske vejspærringer. Gad vide hvor mange steder i verden sådan afspærringer ville kunne holde folk væk?



Jeg vekslede mine euro. Det er slet ikke nødvendigt, for jeg kan betale med euro alle vegne. Men jeg ville nu alligevel gerne prøve at have nogle escudos i hænderne. Jeg fandt 55 euro fra min tur til Samos i sommers, lige inden jeg tog afsted. Så jeg vekslede de 50. Nu må vi se, om jeg overhovedet når at bruge dem, når jeg nu flygter i samme øjeblik, jeg aner en sælger i øjenkrogen. Jeg har en tur mere lørdag, og hvis jeg husker ret, skal vi se det sted, hvor de fine træfigurer laves. Sådan én kunne jeg nok godt tænke mig. En slank afrikansk kvinde med en kurv på hovedet - eller noget i den stil.



Jeg har også købt postkort. Jeg håber, at jeg får dem allesammen skrevet denne gang. Første prioritet er farmor og farfar. Men da vi gjorde stop ved Sal Reis posthus i eftermiddags, fortalte guiden, at kort er 3 uger om at nå hjem. Så jeg når hjem først. Pakker er 3 måneder om at komme frem. Hvis de overhovedet når fra øerne. Postpakker er åbenbart ikke sikre i det kap verdianske postvæsen. Guiderne sender deres pakker med flyene hjem i stedet. Jeg sender nu alligevel postkortene - de er jo sjove nok at få. Og så krydser jeg fingre for, at de når frem før eller siden.



Igen er det tid til aftenmad. Den sene mad i går passede perfekt. Så det gentager jeg i dag. Da jeg var færdig med at spise, og havde siddet lidt med min bog  og spist is til dessert, passede det med, at hotellets show var startet. Det var musik og dans. Det var playback, men dansen var rigtig nok - og udemærket underholdende. Så jeg tror jeg gør det samme igen i dag. Det betyder så nok endnu engang et sent upload af indlægget her, men så er der noget at læse til morgenmaden (mor og far) i stedet for morgenavisen. (Tilføjelse: Jeg blev ædt op af myg under maden. Så selvom maden var god, strøg jeg ret hurtig fra restauranten. Ikke noget med hyggelæsning til desserten i aften. Det er lidt ærgeligt at skynde sig sådan med maden, men jeg kunne mærke myg alle vegne, efter første stik. Øv.)

I morgen er det kun slapaf-tid. Jeg har en lille plan om, at jeg vil gå en tur langs stranden. Hvor kort eller langt ved jeg ikke, men jeg var dernede i dag og stå med fødderne i vandkanten og mærke bølgerne dø ud om fødderne på mig. Det var dejligt, og bølger er lidt ligesom ild. Man kan se på dem længe, uden at det bliver kedeligt. Så en lille gåtur vil nok blive hyggeligt. Nu må vi se. Ikke for mange planer...

Kontraster

Dagen i dag har budt på kontraster. Jeg har været på den første udflugt. Men inden jeg begynder at berette om den, skulle jeg måske gå til bekendelse. Jeg er trods stor påpasselighed blevet forbrændt på næse, ryg, skulder og knæ i forskellig grad. Værst er det på skuldrene. Jeg tror ikke der bliver solbadning til mig i morgen. Men så finder jeg andre måder at fordrive tiden på. Jeg kan læse her på altanen, eller i restauranten med hurtig adgang til is, frugt og kølige drikke.

Men inden morgendagen, har jeg denne onsdag at fortælle om først. Jeg startede dagen med at gå til poolområdet for at finde mig en plads. Jeg må alligevel hoppe med på vognen og reservere, selvom det er mig meget imod. Men de røde steder på kroppen skreg efter mulighed for mindst delvis skygge. Jeg fandt det perfekte sted. Og da jeg forlod det, var klokken efter 9 - det tidspunkt, hvor det er tilladt at reservere. Men jeg er åbenbart ikke skabt til den slags. For da jeg kom tilbage var mit håndklæde kastet skødesløst på den næste strandstol, og min udvalgte var nu klædt i nyt håndklæde, taske og andre småting spredt udover. Ejermanden var intet sted at se. Nogle ville måske give igen af samme skuffe, men det kunne jeg ikke få mig selv til. Så jeg lagde mig pænt til rette ved siden af.

Jeg deltog også et kvarters tid i vandgymnastikken i formiddags. Det blev dog ret hurtigt kedeligt, så jeg fortrak. Det var faktisk sjovere at se på udefra.

Jeg smuttede tilbage på værelset for at gøre mig klar til frokost og udflugt lige efter. Nu skete det selvfølgelig, at jeg kludrede i det med safeboxens kode, så jeg ikke kunne få fat i billetten i min pung. Og det skabte en del besvær. Men alt løste sig, og jeg kunne hoppe ind i jeepen. Jeg fik forsædet ved siden af den unge chauffør. Vi kørte i konvoj som nummer 2 ud af en 6-7 jeeps. Og vi var ikke kørt mange meter, før jeg overvejede, om bilen snart faldt fra hinanden. Nu skal det med, at vejene er lavet af små brosten, så det ryster noget, når man kører. Guiden fortalte, at vejene er lagt for flere hundrede år siden med håndkraft af straffefange. Vildt at tænke på, for det var ikke bare lige en kilometer eller 2. Nej, der var næsten hele dagens køretur rundt på øen.



Første stop var en lille by, hvor vi fik fortalt lidt om Kap Verdes historie. At øerne blev opdaget af portugisere, og anvendt som fængsel. Senere blev slaver som ikke var stærke nok til en sørejse til Amerika sat i land. Og fanger og slaver miksede, og ud af det kom creolerne, som i dag er "de indfødte". Vi nussede lidt rundt og tog billeder i hovedgaden. Under et haltag sneg jeg mig til at tage et billede af et gammelt og slidt, men meget charmerende, bordfodboldspil. Jeg er sikker på, at det bringer mange sjove timer til de lokale.



Hvorfor vi skulle stoppe i netop den by, er jeg ikke helt klar over. Andet interessant var der ikke, udover en souvenirshop, hvor en lille pige spillede kalaha med guiden, som aldrig havde prøvet det før. Den næste by skulle blive mere interessant.



Vi kørte videre gennem landet. Det er ret trist og tørt det hele. Umiddelbart tænkte jeg, at der ikke var meget at få øje på, og heller ikke skidt. Men jeg tog fejl på begge områder. Der var masser af geder rundt omkring. Man skulle bare se efter, for deres farver faldt nøje sammen med det rød-gule stenland og det brunlige småbuskads. Og langs hele vejen glimtede i ny og næ brune glasflasker. Senere fandt jeg ud af, at det selvfølgelig er ølflasker (uden etikketter). Også flaskerne skulle man se efter - undtagen indimellem, hvor man kunne fange et glimt af solens genskær.

I den næste by stoppede vi ude foran byens kirke. Indenfor fortalte guiden, at selvom landet var katolsk, og de fleste da også gik i kirke om søndagen, så var det nok så som så med, hvor religiøse folk er. Det er i vert fald ikke alle, der f.eks. holder sig til sin eneste ene. Selvom kirken er anderledes end dem jeg kender fra Europa, så var det mærkeligste nu alligevel den dobbeltdør, som var placeret bagerst i kirkerummet. Jeg kommer til at spekulere meget over, hvorfor man bygger en dobbeltdør midt inde i et rum. Man kan bare gå udenom den!



Vi gik lidt længere ind i byen, så svenskerne også kunne få en tur ind i kirken. Vi blev ledt ind i byens vaskeri. Her fik vi lidt at vide om Boa Vistas vandforsyning. Her ved hotellet RIU Karamboa er et renseanlæg, som forsyner hele øen med vand. Vandet er havvand, som renses. 25 liter vand koster ca. en halv euro, og vandet skal hentes ved vaskeriet i medbragte beholdere. Hvis jeg husker ret, er det ganske almindeligt, at det er nok til en hel familie med op til 10 børn i en uge. Og det er til alt hvad man kan finde på at bruge vand til. Dagens bad blev ret hurtigt overstået. Byen har kun elektricitet imellem 12 frokost og midnat. (Så er der et billede med mig på - jo, jeg ER her skam)



På en eller anden vis, er det ikke helt rart at blive konfronteret med hvordan lokalbefolkningen lever. Den samme lokalbefolkning, som arbejder på hotellet og sørger for, at jeg intet behøver at foretage mig. Jeg tjener op til 10 gange mere end den bedst lønnede - hvis min hovedregning stadig dur. Så vælder den dårlige samvittighed op i mig. Omvendt, så vil deres levebrød jo forsvinde, hvis ikke folk som jeg køber rejser hertil. Men hvor må det være mærkeligt for hotellets almindelige medarbejdere at bo i de små byer, og om dagen se på, hvordan vi dovner og smovser den herinde i det fine sandslot.

Tilbage til byen. Vi gik videre, og kom til restauranten. Jeg ville nok nærmere kalde det en bar. Og så alligevel. Vi kom jo ikke til spisetid. Det lille sted have byens eneste toiletter. Jeg har en lille mistanke om (og det er en mistanke), at de er installeret af TUI (StarTours moderselskab), så vi fine turister kan få ladet vandet midt på udflugten. I restauranten fik vi præsenteret de lokale drikkevarer. Jeg brugte mine første penge siden jeg kom, og smagte et glas af den lokal hvidvin. Vin fra Fogo, en af de øer, jeg ikke kunne komme til. Udenfor sad nogle mænd og sørgede for hyggelig stemning med guitarmusik og sang. Og der var selvfølgelig også et par souvenirsælgere, som havde bredt deres varer ud på et tæppe til lejligheden.



Landskabet ændrer sig ikke rigtigt. Vi var faktisk ude at køre på en rigtig vej, men vi var også ude at køre, hvor der ingen vej var overhovedet. Et sted var der endda vejskilte, som viste ud i ingenting.



Sidste stop på vejen var en sandstrand, hvor skildpadderne lægger deres æg. De klækker i august, og her er stranden lukket for besøgene. Men grunden til, at vi kørte derud, var for at se et skibsvrag. Skibet var sejlet på grund for 40 år siden, og guiden fortalte forskellige teorier om hvorfor. Jeg syntes bedst om den version, hvor de lokale en aften havde bundet lys på halerne af byens æsler, og sluppet dem løs på stranden. Kaptajnen bev forvirret, og styrede skibet lige mod land - og så kunne øens lokale nemt plyndre skibet.



Billedet er taget af den pige, som jeg sad ved siden af i flyet herned. Jeg har egentlig ikke rigtig snakket med dem, men de smiler og venlige - når de altså ikke har travlt med hinanden. De er simpelthen søde. Det er selvfølgelig skibet i skal se på billedet herunder. Jeg kan jo ikke gøre for, at de vandrede lige ind foran, da jeg skulle fotografere...



På stranden bed jeg mærke i, at bølgerne var langt mere vesterhaws-agtige end her på hotellet. Jeg har ikke rigtig kunne sætte ord på det før nu, men på stranden med skibet sørgede bølgerne for en jævn brusende lyd. Her på hotellet er det mere konstante men adskilte tordenbrøl/gigapjask.

I morgen står dagen som sagt ikke på solbadning. Jeg skal på bytur til Sal Rei. Øens hovedby. En af de udflugter jeg fluks bestilte, da jeg ikke kunne komme på en af de "store" øhop. Men mine tre udflugter koster også kun halvdele tilsammen. Så noget positivt kan jeg da godt finde. Dagen i dag har været rigtig god. Jeg hygger mig med min tykke bog. Men det er også rigtig godt, at jeg har booket de tre ture. Jeg glæder mig allerede til i morgen.

Og sidst... jeg beklager, hvis noget af indlægget ikke giver mening, eller der er sneget sig slåfejl ind. Jeg er simpelthen for træt og sulten til at læse korrektur. Klokken er kvart over 8 lokal tid, og nu vil jeg spise. Bagefter uploader jeg billeder og tekst - ja, det bliver senere og senere for jer hjemme i Danmark, hvis I håber at nå at læse med, inden I skal under dynerne.

The all inclusive experience

Det skal nok blive en dejlig uge. Og især nu, hvor jeg har fået styr på tiden.

Aftensmaden i går indtog jeg i buffetrestauranten umiddelbart efter jeg havde brugt en time eller mere på at få postet mit indlæg. Jeg indtog den hurtigt og uden dessert, fordi jeg frøs og ikke orkede at gå hele vejen til værelset og tilbage igen. Der var stadig lige meget at vælge imellem, så meget, at det næsten ikke kan betale sig at starte med at danne sig et overblik, for man kan alligevel ikke huske, hvor man har set det ene eller det andet henne.

Tilbage på værelset tændte jeg fjerneren, men alle kanaler er på sprog jeg ikke forstår. Jeg lagde mig på sengen og faldt ret hurtigt i søvn. I morges vågnede jeg tidligt, kl. 7.30 efter mobilens ur. Og den er jo to timer forud for lokal tid. Restauranten åbner først 7.30 lokal tid, så jeg havde et par timer at slå ihjel. Og jeg følt ikke trang til at sove mere. Så jeg fandt min bog, og læste. Jeg begyndte at blive sulten. Fantastisk følelse, siden jeg de seneste dage har haft ondt i maven og ingen appetit. Så jeg ventede og ventede på tid til morgenmad.

Endelig nussede jeg ned i restauranten. Det lignede ikke, at der lige var åbnet, så jeg begyndte at få mistanke om, at min mobil selv har stillet uret til lokal tid. Senere skulle det vise sig, at det var tilfældet. Så det havde ikke været nødvendigt, at hænge ud på værelset, og bare vente på at kunne få noget at spise. Men når det så er sagt, så var det ventetiden værd. Hvis jeg kommer hjem trillende tyk, så er det fordi morgenmåltiderne er uimodståelige. Pandekager, croissanter, æg i alle tænkelige varianter, boller, franskbrød, ristet brød, bacon, pølser, kartofler, marmelade, nutella...jeg kunne blive ved i en evighed. Og jeg hentede også to gange. Til gengæld blev jeg aldrig rigtig sulten til frokost, selvom jeg først spiste omkring kl. 3.

Jeg trillede ned til havet, for at se, hvad det var for en fisk. Jeg kan høre havets larmende brus oppe fra min altan, og bølgerne får da også vesterhavets skvulp til at ligne en teenage-knægts forsøg på at gro et skæg. I hvert fald de vesterhavsbølger jeg kan mindes at have set. Jeg er ret overbevist om, at det ikke er en strand, hvor jeg skal mærke bølgernes blide puf! Jeg vil indrømme, at jeg har svært ved t fange bølgernes voldsomme fremturen på billede, så måske kan vesterhavets skæg alligevel måle sig.



Jeg fandt dog alligevel en strandseng yderst i hotellets strandområde. Den gav noget efter på midten, så jeg næsten satte mig på sandet. Der var måske en grund til, at den var ledig. Men jeg fik sneglet mig ned at ligge og fundet bogen frem. Der gik dog ikke så længe, før jeg besluttede at flytte. For der var gråspurve alle vegne, og jeg var ikke helt tryg ved de "store" fugle, der helt sikkert kun er ude på at gøre mig fortræd. Nej, de er nu meget søde at se på, men hver gang en af dem hoppede lidt rundt og baskede med vingerne, farer jeg forskrækket sammen. Jeg kommer nu nok helt til at vænne mig til dem, for de er alle vegne.

Efter at have læst et par kapitler besluttede jeg mig for, at det var tid at mærke vandet i swimmingpoolen. Jeg nussede lidt rund, og fandt mig også en solseng i poolområdet. Området er hyggeligt inddelt med små lave hække, så mange mennesker kan ligge forholdsvis ugeneret. Hvis det ikke lige var for gråspurvene.



Jeg har været i poolen temmelig mange gange. Den er stor og ikke dybere, end jeg lige præcis kan bunde overalt. Klasse, for n pivefis som mig. Der er også en del underholdning omkring poolen. Der bliver arrangeret vandgymnastik, vandpolo, og der er koordineret dans rundt om poolen. Jeg er ikke rigtigt fristet til at deltage, men det er nu hyggeligt nok at se på.



Jeg var ikke ved poolen hele dagen. Men næsten. Jeg var dog lige "hjemme" efter endnu et lag solcreme, og benyttede chancen for at skrive første det af indlægget her. Men i morgen, når jeg igen skal finde en plads, vil jeg overveje, hvor jeg lægger mig. Eller rettere: ved siden af hvem. Jeg vil særligt holde øje med fugle damer, som finder på at gemme brød fra frokosten for at fodre de smågråspurve. For bedst som jeg troede, at jeg var ved at vænne mig til deres tilstedeværelse, begyndte hun at fodre dem, så de hoppede rundt om min solseng, og nye "venner" kom flyvende til tæt over mit hoved. Jeg forsøgte at gribe mine ting og fortrak forskræmt hen på den anden side af et rart engelsk ægtepar, som medlidende gjorde plads på til mig på solsengen ved siden af dem.



Jeg skrev i går, at jeg ved ankomst fik udleveret et kort over hotellet. I dag har jeg lagt mærke til de mange skilte med pile, som er spredt ud over området. Og i "rundkørslerne" er der placeret kort, så man kan se, hvor man er. Det er lidt sjovt at tænke på, at det er SÅ stort et sted, at der skal sikres ret vejvisning.



Og alle gangarealer er kantet med forskellige planter og hække. Der er flere slags hække på området. Særligt betaget er jeg af dem, som jeg tror er af hibiscus - hawaii-blomst. De er klippet pænt, så det er kun hist og her, at blomsterne når at titte frem. Men tænk at have en hawaii-hæk. Jeg tror ikke, at det vil gå i kolonihaven.



En anden ting, jeg nok heller ikke kan gro, er kokospalmer. Her står de også overalt og troner. På de palmer, som bærer frugt, er der sat skilte på. Ikkefor at gøre opmærksom på frugten, men for at bede gæsterne om, at lade dem være på træerne.



Jeg har også taget billede af min blok. Ja, den er noget anderledes i stil, end den jeg bor i hjemme. Så jeg syntes også, at den fortjener en plads i indlægget. Så ved i, hvor fyrsteligt jeg bor. Jeg kan desværre ikke sætte en pil, men jeg bor på 1. sal, og hvis man tæller fra højre, bor jeg bag altan nummer 4.



Jeg har været i mit første brusebad, og jeg kan sige, at det er det bedste badeværelse, jeg har oplevet på et hotel. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at jeg, når jeg skal til at kigge efter et lille hus, skal finde et med et badeværelse på nøjagtig samme størrelse, så jeg kan få lavet en kopi. Der er bare den helt rette plads til alt der er brug for. Jeg har taget et billede - så glemmer jeg det forhåbentligt ikke lige med det samme.



I dag lærte jeg af i går. Jeg gør tingene i en lidt anden rækkefølge. Indlægget bliver til i løbet af dagen. Og så poster jeg det i lobbyen efter jeg har spist, med en drink, øl eller sodavand som selskab, når computeren har brug for at tænke. Inden middagen har jeg været på værelset, i bad og taget lange bukser og ærmer på. Og bagefter nusser jeg tilbage på værelset, og slutter med lidt mere læsning. På billedet ses under stråtagende det område i den store lobby, hvor jeg sidder og poster indlægget. Her er nemlig internetadgang, og jeg er ikke den eneste, som ikke kan undvære Wifi.



Det er ret mærkeligt, at jeg ikke skal tænke på andet, end hvad jeg lige har lyst. Lyst til at lave og vad jeg har lyst til at spise og drikke. Især sidstnævnte. Og jeg skal ikke engang lave det selv eller betale for det. Jeg skal bare tage eller bede om det. Det er da nemt. Og det bugner alle vegne, og der bliver ryddet op efter mig. Jeg skal slet ikke tænke på noget. Dejligt.

I morgen tager jeg på udflugt. Jeg kan ikke huske om det er nord-turen eller syd-turen. Men den starter kl. 14, så der bliver lidt pool og læsning først. Men så tror jeg også, at jeg er moden til at se lidt. Det bliver en tur i jeep. Der er en første gang for det hele. Men det kan jeg nok fortælle mere om i morgen. Nu er indlægget vist også vokset sig langt nok. Men jeg tænker også, at i hvert fald mor og far, har ventet på det. Men det bliver jo nok godnatlæsning, hvis ikke de allerede er hoppet i kanen.

Boa Vistas Riu Karamboa

Så er jeg fremme, og har været det lidt. Det er fantastisk, og ikke helt til at forstå, at det er marts måned. Flyturen var som ventet utrolig lang og kedelig. Men problemfri. Der var en del ventetid på Tenerife, hvor flyet skulle tankes op. Der var ikke mulighed for at komme ud, så eneste underholdning var at tælle TUI-flyvere. Der var en parkeret, en lige landet før os, og 2 kom efter. 5 i alt. TUI elsker Tenerife. 

Men vi fløj videre. Og to lange timer efter, lagde flyet an til landing. Lidt bekymrende, eftersom der ikke var land i sigte. Men det kom selvfølgelig. Pludselig kunne man se den flotteste sandstrand, og midt på den tårnede sig en lille by op, som lignede de billeder af hotellet, jeg har kigget på så mange gange derhjemme. Selv fra luften så det enormt ud. 

Lufthavnen var så charmerende. Nok den fineste jeg har været i. Og måske endda mindre end Samos´ pænt kedelige klods med en landingsbane. Boa Vistas lufthavn har ikke rigtig tage. Kun mure og sejl, der skygger for solen. Enkelte halvtage er lavet af italiensk tegl – det stod præget i hver eneste. Varmen da jeg steg ud af flyet var ikke trykkende, som i Thailand. Og der blæste en fin vind som på Samos. Jeg tror vejret vil passe mig godt.



Det tog ikke mere end 5 minutter i bus at ankomme til det imponerende bygningsværk af et hotel. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Men det skal jo også syne af lidt, når der er 750 værelser og en håndfuld buffet- og a la carte restauranter. 



Også her skulle man stå i kø for check in. Og som på Samos var det svært for receptionisten at tro, at jeg var alene. Han spurgte flere gange: "only one?". Så biksede de løs bag computeren, og jeg tænkte "åh nej", bliver jeg nu spist af med et trist værelse igen, som jeg mistænker, at jeg blev på Samos. Og min mistanke bliv bare større, da jeg så, at jeg havde fået værelse i yderkanten af hotellet. Jeg fik et kort over området, hvor ruten til værelset var tegnet på. Jeg forsøgte at finde frem, men kortet passede ikke helt. En ansat med bagagevogn, for den blev bragt til værelset, tog sig venligt tid til at vise mig på rette vej. Da jeg åbnede døren var der bælgmørkt, og jeg var sikker på, at nu havde jeg fået sidstevalget igen. Men nej. Der blev min fornemmelse gjort til skamme. 



Alt på turen har indtil videre gået over forventning. Jeg skulle bare trække mørklægningsgardinerne fra, og så opdagede jeg et fint værelse, med en kæmpe seng, dejlig badeafdeling, indendørs cafébord og kurvestole og en stor dejlig altan, hvor jeg kan ses havet, hvis jeg læner mig lidt ud. Det er bestemt ikke alle på hotellet forundt. Så jeg er mere end tilfreds.



Min bagage var ikke ankommet endnu, så jeg smuttede den lange vej tilbage til receptionen for at undersøge internetmulighederne. De manglede stadig en liste over nyankomne, så det kunne ikke lade sig gøre at få adgang endnu. Jeg trissede videre til den åbne frokostrestaurant, og opdagede en sand overflod af forskellig mad i buffeten. Alt fra fiskesalater til pizza, svindekoteletter til supper, frugt, is, kage, sodvand… jeg kan slet ikke nævne det hele. Alt det er til fri afbenyttelse, så længe jeg beholder det irriterende grønne plastikarmbånd på håndledet. Det kan jeg nok leve med. 



Jeg valgte lidt af hvert, intet imponerede rigtigt. Måske jeg i aften skal gå all in på en type mad, i stedet for en skøn blanding. Nu ser vi. Men der er hyggelige omgivelser at spise sin mad i. Så det skal jeg nok blive begejstret for.



Jeg skiftede til ferietøj og sandaler (guldballerinaerne er fine men gnavne) og tog på rundtur på hotellet med Startours guide. Det er stort, men til at finde ud af. Mange muligheder. Der kom dog den første smule malurt i bægeret, da det efterhånden er ved at gå op for mig, at der er så meget gang i stedet her, at det muligvis bliver svært at finde et roligt sted nær vand. Ved poolen virker det som om, at der er meget musik, og virkelig mnge mennesker (underligt andet, når der er værelser til så mange), og havet larmer enormt med kæmpe bølger. Det bliver nok ikke havet jeg bader i i denne omgang. Nu må vi se, når jeg sniger mig til stranden i morgen.

Lidt yderligere malurt til bægeret blev serveret,da guiden fortalte, at turene til e andre øer bliver udsolgt hurtigt. Jeg skyndte mig derfor på værelset for at hente penge, men der viste sig at være udsolgt. Jeg synes faktisk det er at drille, at reklamere for sådan en tur. Der er 18 pladser på flyet, og turen udbydes også til gæster på andre hoteller. Ikke sært, at der ikke var ledigt. Jeg må indrømme, at det er ret skuffende. I al hast endte jeg så med at booke 3 andre ture, selvom jeg havde sagt, at jeg bare skulle ligge på langs og slappe af. SÅ der er halvdagsture onsdag, torsdag og lørdag. Jeg skal på "Nordlig ø-tur", "Sydlig ø-tur" og tur til Sal Rei, øens hovedby. Jeg tror simpelthen, når alt kommer til alt, jeg bliver nødt til at se lidt andet udover hotellet.

Men i morgen er det afslapning. Jeg må se, om jeg kan finde mig et sted, hvor jeg kan slappe af med min bog. Det er jeg sikker på jeg kan. Jeg har ikke været i vandet endnu, så i morgen hopper jeg i badetøjet fra morgenstunden, og tager et lidt bedre kig på swimmingpool og strandområder. Her er stadig varmt, klokken er 18, to timers forskel på hjemme, hvor klokken er 20. Jeg sidder på en teresse i hotellets lobbyområde, hvor jeg kan komme på internettet. Og jeg sidder stadig i shorts og top og nyder varmen og en lille brise. Tænk, at jeg i morges sad og frøs i lufthavenen.

Snart på vingerne

Så er det nok sidste post inden jeg er godt etableret på et hotel syd for ækvator. Jeg er i gaten, og sidder ud for broen til flyveren. Jeg har fået indkøbt diverse usunde sager. Cocio, cola, M&Ms, Mentos og så en masse vand. Sammen med 3 rugbrødsklemmer og 3 pølsehorn klarer jeg mig nok uden "mad på flyveren". Det er stadig helt mærkeligt at være i god tid. Jeg må hellere gå ombord, så jeg fortsætter med at være "foran".

Ventetiden er begyndt

Så er jeg nået til det tidspunkt jeg vidste ville komme. Jeg er fremme i Kastrup Lufthavn. Toget var 15 forsinket, men det var en god ting. Før det betød et kvarter mindre i lufthavnsterminalen. Nu sidder jeg på en bænk i mellemgangen mellem 2 terminaler og fryser, før det trækker en halv pelikan. Måske jeg alligevel skulle finde en plads på gulvet et andet sted. Nu er der bare ventetid forude de næste 2 timer. Men så er det ellers også på vingerne.

I god god tid - indtil videre

Så er jeg kommet afsted. Jeg har sovet et par timer derhjemme, og ved midnatstid hoppede jeg i bilen, og kørte ud til mor og far. Så kørte far mig til banegården, hvor vi var hele 13 minutter før toget skulle køre. Toget kom lidt før tid, så indtil videre, har der ikke været hastværk. Toget er 2 timer om at nå frem. Så er jeg i Kastrup 1 time og 20 minutter før check in. Heller ikke der vil der være travlhed. Hvad skal jeg lave så længe i en lukket lufthavn? Efter check in er der igen 1 time og 35 minutter tip flyet letter. Mon ikke også jeg når at finde gate? Men det skulle ligne mig dårligt, hvis ikke der sker et eller andet undervejs. Jeg er ellers aldrig i rigeligt tid. Men det er nu meget rart.
Men efter far havde vinker farvel på stationen, korrekt han hjem i 206eren, hvor den vil stå godt og trygt imens jeg er væk. Og jeg begyndte min rejse mod stadig ukendt land. Nu er jeg nået til Korsør, og vil se om jeg kan få en time på øjet som i de gamle pendlerdage.

Kap Verde i sigte

Så er der kun nogle dage, til jeg smutter sydpå. Jeg har denne gang besluttet mig for en uges charterrejse til en lille ø, Boa Vista, i det lille afrikanske ørige, Kap verde, som ligger ud for Gambia.

Indtil i går gik jeg nok mest ud fra, at der ikke rigtig skete noget i landet, andet end turisme. Jeg burde vist have været på wikipedia for længe siden. For landet har en ret spændende historie.

 

Selvom min plan er at slappe af dagen lang med gode bøger, så er jeg sikker på, jeg får en på opleveren. Og jeg vil som sædvanligt forsøge at servere jævnlige indlæg her på bloggen.

Tid til grønt

Ja, bloggen ligger noget stille her i vinter - jeg ved det godt.Men her lige et søndagsindlæg.

Selvom det egentlig var en ting, jeg gerne ville have lavet sammen med mor, så har jeg alligevel været ude at købe grønt. Efter en dejlig kamp med pigerne, hvor jeg også selv havde lavet en gæsteoptræden, så havde jeg bare lyst til et eller andet hygge, inden jeg skulle hjem til arbejdet. Så det blev en tur i Plantorama. Jeg er kommet hjem med 6 planter - de fleste i potter, og det fleste kan tåle lidt tørke. Så er jeg bare spændt på, om mutter kan godkende mine valg, og om vi alligevel skal ud og købe et par mere.