Mit Instagram

torsdag den 14. marts 2013

Sal Rei - Boa Vistas hovedby

Så har jeg været en tur i Sal Rei. Det var en lidt blandet oplevelse, mest fordi jeg er allergisk over for påtrængende souvenirsælgere. Men turen startede et helt andet sted. Efter en kort bustur steg vi ud midt i byen. Første stop på byvandringen var et lille etablissement, hvor vi blev trakteret med lokale kager og drikkevarer. På billedet har jeg en lille shot af grogue. Jeg tænker, at det er den lokale brændevin. Og for dælen, den bed hele vejen igennem systemet. Som det ses på biledet, har jeg fået et hårbånd på - ikke for at holde håret væk fra øjnene, heller ikke for at se smart ud. Jeg er blevet tyndhåret i fronten, og selvom "alle" siger, at det ikke ses, så tror jeg ikke solen er enig. For den har brændt igennem, så der kan føjes endnu et sted på listen. Jeg vil dog sige, at det kun er i hårbunden og på skuldrenen, jeg er øm i dag (derfor har jeg alligevel været kort ved poolen, selvom jeg i går hårdnakket påstod, at det skulle jeg ikke).



Turen gik videre til havnen. Og her lægger både de store skibe til (ét ad gangen) og de små fiskebåde. Det er lidt af et blandet syn. Smukt på en vis, i nogle retninger, og faldefærdigt i andre.



På havnen lå fiskemarkedet selvfølgelig, og det skulle vi se. Det er åbenbart lidt af et lotteri, om man får noget spændende at se. Nogle dage kan man se hajer, tun og sværdfisk, andre dge ingenting. Det kommer selvfølgelig an på, om der er fanget noget.



I Sal Rei er der ingen tvivl om, at man lever af turismen. Man bliver kontaktet af kap verdianere overalt, hvor man går. Nogle mere raffinerede end andre. Jeg kan bedst lide dem, som yder andet, end "kom ind i min butik". Så længe vi gik med guiderne, var vi nogenlunde i fred, men ind imellem stødte der en dame til, som havde småting i en kurv på hovedet. De lod også gerne turisterne tage billeder, og ville gerne have lidt for at posere. Jeg kom til at snige mig til at tage et billede alligevel.



Det er også tydeligt, at livet leves på gader og stræder. Der hænges ud rundt omkring. Foran skolen stod en gruppe mænd og var ved at tænde en grill. Oppe på et lille torv løb tre små børn og spillede fodbold. Ovre i en dør stod en enorm højtaler, hvorfra musikken drønede ud i det fri.



Vi fik lov at besøge en skole. Vi måtte gå ind og kigge os omkring. Vi kunne se ind gennem de åbne vinduer, hvordan de små børn blev undervist. Jeg gik ud igen efter en hurtig rundtur. Jeg synes det var lidt underligt, at gå rundt og stirre på børnene, som om det var en zoo. Det er det jo ikke. Og så køber man sig lidt god samvittighed, ved at lægge et par euro i en grøn sparrebøsse, hvor pengene bliver brugt til at købe blyanter og papir.



Videre på turen kom vi forbi "den store" kirke. Vi fik historien om katolikker og præster endnu engang (den fik jeg også i går), men det var ikke meningen, at vi skulle ind, men jeg sneg mig alligevel til et hurtigt kig indenfor. Gruppen af danske turister bevægede sig alligevel ikke ret hurtigt ned ad gaden, så det kunne jeg sagtens nå.



Byerne på Boa Vista er bygget op omkring rektangulære hævede torvepladser. Det er ret bemærkelsesværdigt. Selv nogle af de mindre byer har sådan et torv, som fungerer som samleplads. I Sal Rei var det første torv dedikeret de små, og var indrettet med en legeplads. Det midterste torv er samlingsplads for de lidt ældre, og festplads, når der er noget at fejre. F.eks. Kap Verdes første og eneste sejr i African Nation Cup (tror jeg nok, det hedder). Det sidste torv var indrettet med lidt udskænkningssteder. Så jeg gætter på, at det er de "voksnes" torv.



Så snart byvandringen var afsluttet, blev vi overfaldet af en gruppe sælgere fra souvenirboderne. Jeg kunne slet ikke have det. Jeg styrede direkte over til den kinesiske butik (kineserne hjalp kap verdianerne financielt, da de rev sig løs fra Portugal - og har derfor privilegier her i landet). Det var en ganske almindelig købmandsbutik, hvor jeg købte en pose saltchips og et par ruller smarties. Det er altså ikke det samme som M&Ms.

Men de 3 kvarter kunne jeg ikke slå ihjel i købmandsbutikken, så gode råd var dyre. Jeg vandrede lidt ned ad gaden, og tænkte, at jeg godt kunne bruge et par minutter mere i kirken. Så den retning tog jeg. Jeg blev passet op ad en mand, som blev ved at spørge om hvor jeg var fra. Endnu en sælger, går jeg ud fra. Jeg sagde ikke en hat, og var egentlig temmelig generet af, at han fulgte mig så tæt på. Og måske var det fordi jeg havde direkte retning mod kirken, at jeg slap af med ham.

Det var fint at sidde lidt roligt i kirken og studere forskelligheden med dem hjemmefra. Jeg har også læst i går, at den nye pave er valgt, så det virkede passende, lige at runde kirken. Men heller ikke her kunne jeg få det sidste kvarter til at gå, så jeg fandt en del af danskergruppen på de voksnes torv, og købte mig en cola. Serveret i de gammeldags klassiske coca cola glasflasker. Det var faktisk lidt sjovt at drikke af sådan en igen.

Så steg vi om bord i bussen. Jeg kunne huske at jeg havde nøjagtigt den samme fornemmelse af lettelse, da jeg tjekkede ind i havnen i Qusidasi i Tyrkiet i sommers. I "sikkerhed" for markedets sælgere. Jeg mener, at jeg lagde et lignende billede på bloggen dengang. Så her er et mere.



På vej hjem kørte vi endnu engang forbi den sammenbraste bro. Den overlevede ikke sidste regntid. Og den er heller ikke genopbygget. Der betales ikke skat i landet, så måske er der ikke penge til det. I stedet er asfaltvejen spærret, og en ny bro/dæmning vedligeholdes med nogle ugers mellemrum. Jeg elsker disse kap verdianske vejspærringer. Gad vide hvor mange steder i verden sådan afspærringer ville kunne holde folk væk?



Jeg vekslede mine euro. Det er slet ikke nødvendigt, for jeg kan betale med euro alle vegne. Men jeg ville nu alligevel gerne prøve at have nogle escudos i hænderne. Jeg fandt 55 euro fra min tur til Samos i sommers, lige inden jeg tog afsted. Så jeg vekslede de 50. Nu må vi se, om jeg overhovedet når at bruge dem, når jeg nu flygter i samme øjeblik, jeg aner en sælger i øjenkrogen. Jeg har en tur mere lørdag, og hvis jeg husker ret, skal vi se det sted, hvor de fine træfigurer laves. Sådan én kunne jeg nok godt tænke mig. En slank afrikansk kvinde med en kurv på hovedet - eller noget i den stil.



Jeg har også købt postkort. Jeg håber, at jeg får dem allesammen skrevet denne gang. Første prioritet er farmor og farfar. Men da vi gjorde stop ved Sal Reis posthus i eftermiddags, fortalte guiden, at kort er 3 uger om at nå hjem. Så jeg når hjem først. Pakker er 3 måneder om at komme frem. Hvis de overhovedet når fra øerne. Postpakker er åbenbart ikke sikre i det kap verdianske postvæsen. Guiderne sender deres pakker med flyene hjem i stedet. Jeg sender nu alligevel postkortene - de er jo sjove nok at få. Og så krydser jeg fingre for, at de når frem før eller siden.



Igen er det tid til aftenmad. Den sene mad i går passede perfekt. Så det gentager jeg i dag. Da jeg var færdig med at spise, og havde siddet lidt med min bog  og spist is til dessert, passede det med, at hotellets show var startet. Det var musik og dans. Det var playback, men dansen var rigtig nok - og udemærket underholdende. Så jeg tror jeg gør det samme igen i dag. Det betyder så nok endnu engang et sent upload af indlægget her, men så er der noget at læse til morgenmaden (mor og far) i stedet for morgenavisen. (Tilføjelse: Jeg blev ædt op af myg under maden. Så selvom maden var god, strøg jeg ret hurtig fra restauranten. Ikke noget med hyggelæsning til desserten i aften. Det er lidt ærgeligt at skynde sig sådan med maden, men jeg kunne mærke myg alle vegne, efter første stik. Øv.)

I morgen er det kun slapaf-tid. Jeg har en lille plan om, at jeg vil gå en tur langs stranden. Hvor kort eller langt ved jeg ikke, men jeg var dernede i dag og stå med fødderne i vandkanten og mærke bølgerne dø ud om fødderne på mig. Det var dejligt, og bølger er lidt ligesom ild. Man kan se på dem længe, uden at det bliver kedeligt. Så en lille gåtur vil nok blive hyggeligt. Nu må vi se. Ikke for mange planer...

3 kommentarer:

bente_th sagde ...

Hvor er vi glade for at kunne følge dine ferieoplevelser nede i varmen. Det er OK med det sene tidspunkt for beretningen. Din mor kan jo bare sove længe næste dag. Skal hilse fra farmor og farfar. De får hver formiddag leveret et print af dagens indlæg fra din blog. Og de er mægtig glade og synes det er spændende at følge dig. Når din ferieberetning slutter, må jeg overbevise Quinto om, at det er slut med at gå forbi farmors postkasse med breve. Hi-hi.

bente_th sagde ...

Hjælp til dem, som måtte savne Kristines indlæg fra fredag den 15.marts. Indlægget er på mystisk vis landet på mors blog http://stjernestund.blogspot.dk/

Kristine MV Hansen sagde ...

God idé med print til farmor og farfar.
Indlægget var havnet hos dig, fordi det skulle gå stærkt. Og jeg har også rettigheder til din blog, og da du lige havde postet et fint indlæg, så lagde jeg ikke mærke til, at det var din blog der stod øverst på listen, fordi du lige havde skrevet på den.
Nu er billederne kommet på, og jeg har flyttet det hele rundt. Så ser jeg, om jeg kan ramme bedre i aften. Nu vil jeg ned til poolen :)