Mit Instagram

onsdag den 13. marts 2013

Kontraster

Dagen i dag har budt på kontraster. Jeg har været på den første udflugt. Men inden jeg begynder at berette om den, skulle jeg måske gå til bekendelse. Jeg er trods stor påpasselighed blevet forbrændt på næse, ryg, skulder og knæ i forskellig grad. Værst er det på skuldrene. Jeg tror ikke der bliver solbadning til mig i morgen. Men så finder jeg andre måder at fordrive tiden på. Jeg kan læse her på altanen, eller i restauranten med hurtig adgang til is, frugt og kølige drikke.

Men inden morgendagen, har jeg denne onsdag at fortælle om først. Jeg startede dagen med at gå til poolområdet for at finde mig en plads. Jeg må alligevel hoppe med på vognen og reservere, selvom det er mig meget imod. Men de røde steder på kroppen skreg efter mulighed for mindst delvis skygge. Jeg fandt det perfekte sted. Og da jeg forlod det, var klokken efter 9 - det tidspunkt, hvor det er tilladt at reservere. Men jeg er åbenbart ikke skabt til den slags. For da jeg kom tilbage var mit håndklæde kastet skødesløst på den næste strandstol, og min udvalgte var nu klædt i nyt håndklæde, taske og andre småting spredt udover. Ejermanden var intet sted at se. Nogle ville måske give igen af samme skuffe, men det kunne jeg ikke få mig selv til. Så jeg lagde mig pænt til rette ved siden af.

Jeg deltog også et kvarters tid i vandgymnastikken i formiddags. Det blev dog ret hurtigt kedeligt, så jeg fortrak. Det var faktisk sjovere at se på udefra.

Jeg smuttede tilbage på værelset for at gøre mig klar til frokost og udflugt lige efter. Nu skete det selvfølgelig, at jeg kludrede i det med safeboxens kode, så jeg ikke kunne få fat i billetten i min pung. Og det skabte en del besvær. Men alt løste sig, og jeg kunne hoppe ind i jeepen. Jeg fik forsædet ved siden af den unge chauffør. Vi kørte i konvoj som nummer 2 ud af en 6-7 jeeps. Og vi var ikke kørt mange meter, før jeg overvejede, om bilen snart faldt fra hinanden. Nu skal det med, at vejene er lavet af små brosten, så det ryster noget, når man kører. Guiden fortalte, at vejene er lagt for flere hundrede år siden med håndkraft af straffefange. Vildt at tænke på, for det var ikke bare lige en kilometer eller 2. Nej, der var næsten hele dagens køretur rundt på øen.



Første stop var en lille by, hvor vi fik fortalt lidt om Kap Verdes historie. At øerne blev opdaget af portugisere, og anvendt som fængsel. Senere blev slaver som ikke var stærke nok til en sørejse til Amerika sat i land. Og fanger og slaver miksede, og ud af det kom creolerne, som i dag er "de indfødte". Vi nussede lidt rundt og tog billeder i hovedgaden. Under et haltag sneg jeg mig til at tage et billede af et gammelt og slidt, men meget charmerende, bordfodboldspil. Jeg er sikker på, at det bringer mange sjove timer til de lokale.



Hvorfor vi skulle stoppe i netop den by, er jeg ikke helt klar over. Andet interessant var der ikke, udover en souvenirshop, hvor en lille pige spillede kalaha med guiden, som aldrig havde prøvet det før. Den næste by skulle blive mere interessant.



Vi kørte videre gennem landet. Det er ret trist og tørt det hele. Umiddelbart tænkte jeg, at der ikke var meget at få øje på, og heller ikke skidt. Men jeg tog fejl på begge områder. Der var masser af geder rundt omkring. Man skulle bare se efter, for deres farver faldt nøje sammen med det rød-gule stenland og det brunlige småbuskads. Og langs hele vejen glimtede i ny og næ brune glasflasker. Senere fandt jeg ud af, at det selvfølgelig er ølflasker (uden etikketter). Også flaskerne skulle man se efter - undtagen indimellem, hvor man kunne fange et glimt af solens genskær.

I den næste by stoppede vi ude foran byens kirke. Indenfor fortalte guiden, at selvom landet var katolsk, og de fleste da også gik i kirke om søndagen, så var det nok så som så med, hvor religiøse folk er. Det er i vert fald ikke alle, der f.eks. holder sig til sin eneste ene. Selvom kirken er anderledes end dem jeg kender fra Europa, så var det mærkeligste nu alligevel den dobbeltdør, som var placeret bagerst i kirkerummet. Jeg kommer til at spekulere meget over, hvorfor man bygger en dobbeltdør midt inde i et rum. Man kan bare gå udenom den!



Vi gik lidt længere ind i byen, så svenskerne også kunne få en tur ind i kirken. Vi blev ledt ind i byens vaskeri. Her fik vi lidt at vide om Boa Vistas vandforsyning. Her ved hotellet RIU Karamboa er et renseanlæg, som forsyner hele øen med vand. Vandet er havvand, som renses. 25 liter vand koster ca. en halv euro, og vandet skal hentes ved vaskeriet i medbragte beholdere. Hvis jeg husker ret, er det ganske almindeligt, at det er nok til en hel familie med op til 10 børn i en uge. Og det er til alt hvad man kan finde på at bruge vand til. Dagens bad blev ret hurtigt overstået. Byen har kun elektricitet imellem 12 frokost og midnat. (Så er der et billede med mig på - jo, jeg ER her skam)



På en eller anden vis, er det ikke helt rart at blive konfronteret med hvordan lokalbefolkningen lever. Den samme lokalbefolkning, som arbejder på hotellet og sørger for, at jeg intet behøver at foretage mig. Jeg tjener op til 10 gange mere end den bedst lønnede - hvis min hovedregning stadig dur. Så vælder den dårlige samvittighed op i mig. Omvendt, så vil deres levebrød jo forsvinde, hvis ikke folk som jeg køber rejser hertil. Men hvor må det være mærkeligt for hotellets almindelige medarbejdere at bo i de små byer, og om dagen se på, hvordan vi dovner og smovser den herinde i det fine sandslot.

Tilbage til byen. Vi gik videre, og kom til restauranten. Jeg ville nok nærmere kalde det en bar. Og så alligevel. Vi kom jo ikke til spisetid. Det lille sted have byens eneste toiletter. Jeg har en lille mistanke om (og det er en mistanke), at de er installeret af TUI (StarTours moderselskab), så vi fine turister kan få ladet vandet midt på udflugten. I restauranten fik vi præsenteret de lokale drikkevarer. Jeg brugte mine første penge siden jeg kom, og smagte et glas af den lokal hvidvin. Vin fra Fogo, en af de øer, jeg ikke kunne komme til. Udenfor sad nogle mænd og sørgede for hyggelig stemning med guitarmusik og sang. Og der var selvfølgelig også et par souvenirsælgere, som havde bredt deres varer ud på et tæppe til lejligheden.



Landskabet ændrer sig ikke rigtigt. Vi var faktisk ude at køre på en rigtig vej, men vi var også ude at køre, hvor der ingen vej var overhovedet. Et sted var der endda vejskilte, som viste ud i ingenting.



Sidste stop på vejen var en sandstrand, hvor skildpadderne lægger deres æg. De klækker i august, og her er stranden lukket for besøgene. Men grunden til, at vi kørte derud, var for at se et skibsvrag. Skibet var sejlet på grund for 40 år siden, og guiden fortalte forskellige teorier om hvorfor. Jeg syntes bedst om den version, hvor de lokale en aften havde bundet lys på halerne af byens æsler, og sluppet dem løs på stranden. Kaptajnen bev forvirret, og styrede skibet lige mod land - og så kunne øens lokale nemt plyndre skibet.



Billedet er taget af den pige, som jeg sad ved siden af i flyet herned. Jeg har egentlig ikke rigtig snakket med dem, men de smiler og venlige - når de altså ikke har travlt med hinanden. De er simpelthen søde. Det er selvfølgelig skibet i skal se på billedet herunder. Jeg kan jo ikke gøre for, at de vandrede lige ind foran, da jeg skulle fotografere...



På stranden bed jeg mærke i, at bølgerne var langt mere vesterhaws-agtige end her på hotellet. Jeg har ikke rigtig kunne sætte ord på det før nu, men på stranden med skibet sørgede bølgerne for en jævn brusende lyd. Her på hotellet er det mere konstante men adskilte tordenbrøl/gigapjask.

I morgen står dagen som sagt ikke på solbadning. Jeg skal på bytur til Sal Rei. Øens hovedby. En af de udflugter jeg fluks bestilte, da jeg ikke kunne komme på en af de "store" øhop. Men mine tre udflugter koster også kun halvdele tilsammen. Så noget positivt kan jeg da godt finde. Dagen i dag har været rigtig god. Jeg hygger mig med min tykke bog. Men det er også rigtig godt, at jeg har booket de tre ture. Jeg glæder mig allerede til i morgen.

Og sidst... jeg beklager, hvis noget af indlægget ikke giver mening, eller der er sneget sig slåfejl ind. Jeg er simpelthen for træt og sulten til at læse korrektur. Klokken er kvart over 8 lokal tid, og nu vil jeg spise. Bagefter uploader jeg billeder og tekst - ja, det bliver senere og senere for jer hjemme i Danmark, hvis I håber at nå at læse med, inden I skal under dynerne.

Ingen kommentarer: