Alene på Kreta

Nu har jeg afleveret Katrin i lufthavnen. Hun har været syg og skidt i en uge nu, og gider bare ikke hotelværelset mere. Det er godt for hende, for nu kan hun komme hjem og slappe af. På en måde er det også godt for mig. For nu kan jeg bruge hele dagen på hvad jeg vil uden at tjekke om hun er ok i ny og næ. Og jeg behøver heller ikke dårlig samvittighed over, at jeg føjter rundt, og hun bare ligger og ligger hjemme på hotellet.

Jeg ved endnu ikke, hvad jeg vil med i dag.  Men i morgen tager jeg med TUI ( Star Tour) på heldagsudflugt til Elafonisi. Det skulle være en fantastisk smuk strand. Jeg er både overrasket og glad over, at jeg uden at rejse med selskabet, kunne købe mig ind på udflugten. Så hermed er der reklameret lidt for TUI og masser af goodwill fra mig.

Jeg har også en drøm om at komme til Knossos - jeg skal bare lige hitte ud af hvordan. Måske jeg alligevel lejer en lille bil. For det er endnu ikke lykkes mig at hitte en tur. Men mere om det senere hen.

Der går nu helt ged i bloggens kronologi. For jeg regner med at smide indlæg fra de sidste dage ind i løbet af dagen. Men lige nu er de kun halvt færdige.

Aftentur på gåben opad

Jeg er ude på en lille gåtur for mig selv efter nogle timer i poolen. Her er så smukt, efter jeg er gået opad, og er kommet forbi alle hoteller og restauranter. Her er ikke stille. For insekter synger højlydt. Duerne siger det duerne nu siger. Og indimellem gør hundene, og så svarer de hinanden. Jeg synes jeg ville vise lidt stemningsbilleder. Har siddet og valgt dem ud her på toppen. Og så lægger jeg indlægget på Blogger,  når jeg kommer ned og fanger noget internet.

Moonlight tur uden måne

Endnu en dag er gået i absolut skygge ved poolen. Jeg har læst i Dan Browns Inferno - og den er så spændende, at jeg glæder mig til mere.

Katrin er stadig ikke på toppen, og jeg tog derfor endnu en "togtur". Denne gang en Moonlight Express. En noget kortere tue - men ikke uden overraskelser.

Jeg lagde mærke til, at vi kørte samme vej som i går. Så jeg holdt kameraet klar. Igen kørte vi forbi bilen, der ligesom er vokset sammen med vejkanten. Og jeg nåede lige præcis at tage et billede.

Toget kørte igen over den noget alternative bro. Den nærmest hoppede henover træplankerne. Men den havde sin helt egen charme. 

Landskabet var ikke mindre smukt end i går. Vi kørte igennem plantager af oliventræer. Det var en næsten perfekt aftentur.

Da toget var tilbage på strandvejen, og jeg troede, at turen var ved at være slut, drejede det opad, da vi var nået til Platanias. Vi skulle se et monument for frihedskæmperne under 2. verdenskrig. Vi gik ned og ind!

Det viste sig at være et større tunnelsystem med masser af båse lavet af tyskerne under byens kirke. Her blev ammunition opbevaret. 

Hvis jeg har forstået ret, blev systemet brugt af de lokale efter krigen til opbevaring af madvarer, fordi der altid er mellem 20 og 24 grader. Nu har frivillige lokale restaureret stedet, og kører det som museum og mindesmærke.

Tilbage på hotellet sluttede aftenen med middag i restauranten sammen med Katrin.

Chania, fyrtårn og tasker

Katrin er træt af at være syg. Så hun tog chancen og ville med ud og opleve noget. Så efter morgenmaden gik vi over for at tage den offentlige bus lige ovre på den anden side af gaden. Jeg tog et billede af hotellet. Det er et rigtig fint hotel - gaden er bare mere turistet end hyggelig.

Imens vi ventede fangede jeg endelig et billede af et Little Fun Train, som jeg har været ude i de sidste par aftener.

I Chania gik vi fra busstationen ned mod havnen, som skulle være meget hyggelig. På vejen passerede vi den kendte lædergade. Den ville jeg gerne gå en tur i.

Nede på havnen tog vi en kort pause i skyggen af en gammel moske, som nu fungerer som kunsthal. Jeg tog selvfølgelig billeder af havnefronten. Men den er så stor, kringlet og kroget, at der kun kan være en lille del af den på billedet.

Der er en meget lang mole med et fyrtårn for enden. Der ville jeg gerne ud, og da  Katrin spurgte, var jeg ikke sen til at sige ja. Det var møgvarmt, fordi vi desværre gik i læ for den kølende vind. og jeg tog en let skjorte på som lidt ekstra beskyttelse. Men der var også en fantastisk udsigt i stort set alle retninger.

Vi holdt et stop et sted med skygge. Der var også mulighed for at gå op ad fine trapper til nogle platforme. Det skulle jeg  selvfølgelig. Her oplevede jeg det klammeste på rejsen. I et hjørne lå en kæmpestor lort. Og jeg er sikker på, at det var fra et menneske, for der lå papir ved siden af den. Yak! Så da jeg kom ned til Katrin igen var det småting, at jeg så en rotte pilke ind ad et hul i væggen. Det var nærmest sjovt. 

Man kunne ikke komme op i fyrtårnet. Men jeg kunne komme op ad trappen til i dagen og få endnu et billede. Denne gang af molen vi var gået på.

Tilbage på havnefronten havde Katrin (og jeg ) brug for noget læskende. Vi havde set et sted med friskpresset appelsinjuice. Men Katrin var ikke mere tørstig, end hun skulle klappe en sød lille kretensisk vovse. Hjemme har hun jo selv en, der er importeret herfra. 

Jeg fik mit ønske opfyldt. Hvis du har læst indlægget, kan du selv gætte, hvor dette vidunder er fra. I løbet af dagen er jeg bare blevet mere og mere sikker på købet af denne oilskindstaske, som er produceret på en fabrik her på Kreta. Det kan godt være, at den senere får selskab af en mindre taske. Jeg kan ikke udelukke det.

Det blev det sidste i Chania for denne gang. Tilbage til Agia Marina med bussen. Og så endte jeg med min bog ved poolen. 

Med Little Fun Train på bjergtur

Klokken blev hurtigt 17, og så startede min tur på det lille sjove tog. Først troede jeg, at jeg var så heldig, at få hele toget for mig selv. Men der gik ikke ret længe, så blev det fyldt, efterhånden som det stoppede ved de forskellige stoppesteder.

Efterhånden som vi kom væk fra vejen langs havet, og dermed turistområderne, begyndte jeg at få en fornemmelse af, hvordan Kreta egentlig ser ud. Det er bjerge, appelsinplantager, tomatmarker, gamle bilvrag, der er groet sammen med grøftekanten, herreløse hunde og meget mere.

Første stop var på en vingård, hvor vi kunne smage en hvid- og en rødvin, imens vi hørte om vingården historie. Jeg sagde ikke noget - så ingen vidste jeg var dansker. Det var jeg også næsten flov over, fordi der var et mindre selskab af danske turister, der ikke ligefrem opførte sig respektfuldt. De blev bedst om at gå, hvis de skulle snakke, imens der blev fortalt. Hvilket de fortjente - for det er åbenbart i orden at tale dårligt og højlydt om stedet, når man regner med, at ingen forstår. Rødvinen var noget sprøjt ifølge den ene - jeg tænker, at han også lignede en, der vidste hvad han talte om. Så kom jeg af med det.
Der var ingen vinplanter på stedet. Men vi fik at vide, at det skyldtes, at der på det sted var for varmt og fugtigt at dyrke druer. De ville nå at springe, inden de var modne. Druerne blev derfor dyrket højere oppe i bjergene.
Når alt kommer til alt, så var jeg heller ikke specielt vild med vinen. Men det var et rigtig smukt sted.

Vi kørte videre i toget. Længere op i bjergene. Der blev smukkere og smukkere. Næste stop var et kloster. Vi kom tættere på - og efter utallige hårnålesving kunne jeg kun nyde den smukkeste udsigt. 

Og pludselig blev klosteret afsløret. Det var smukt og nyt. Man plejer ellers altid at skulle besøge gamle klostre. Men det her var ganske nyt - kan ikke huske hvor nyt - men det er bygget i min levetid. Inde i kirken fortalte en nonne om klosterets historie, som var ret fascinerende. Nonnen gjorde indtryk med sit rolige, søde og enormt velafbalanceret væsen. "You come as tourists, but you will lave as pilgrims" (I kommer som turister, men I går som pilgrimme). Uden at virke påtrængende eller prædikende bad hun os bede for at området vil blive fredet, så det kan bevare sin skønhed, dyreliv og fauna. Og for Grækenland, som går en svær tid i møde. Og så bad hun os skrive vores navne i gæstebogen,  så de kunne huske os i deres bønner.

Herefter gik vi rundt om kirken, til et sted hvor hun udpegede naturlige grotter, der var lavet om til kapeller. Nogle af dem selv, andre for hundredvis af år siden.

Hun fortalte også, at de samarbejder med en fugleorganisation. De indlevere syge fugle de finder. Når fuglene er raske, inviterer de skolebørn op for at sætte fuglene ud. Bl.a. ugler og ørne.

Sidst blev vi vist om til en lille butik, hvor de sælger deres egenproduktion af varer som olivenolie og sæber lavet af olivenolien. Da jeg kom ud fra butikken var der ingen at se. Jeg anede ikke, hvilken vej jeg skulle gå. Men jeg fik øje på nonnen, vi havde hørt fortælle. Jeg spurgte hvad vej jeg skulle gå. Hun svarede med det største glimt i øjet: "it depends on wether you want to stay or to go" (det kommer an på, om du vil blive eller gå). 

Tilbage i toget kunne jeg høre en dansk kvinde bag mig fortælle, at hun måtte fælle tårer inde i kirken -simpelthen af den ene grund, at den her nonne havde været så sød. Hun var blevet meget rørt. Det besøg havde været hele turen værd. Og jeg tænkte, at det havde hun helt ret i.

Og så startede nedstigningen. Jeg nød det i fulde drag. Indtil vi kom ned til vandet. For man kan ikke se vandet fra vejen pga. hoteller, restauranter, barer og butikker. Så på det tidspunkt glædede jeg mig til turen var slut for mig. Men det var en god oplevelse.

Da jeg kom hjem havde Katrin det stadig skidt. Hun ville heller ikke have aftensmad. Hvis hun heller ikke kan spise i morgen, bliver jeg bekymret. Men jeg gik op i hotellets restaurant, og spiste sen aftensmad. Jeg fik en kæmpe tallerken med en græsk kyllinger.  Det smagte godt, men jeg kunne ikke spise op. Tjeneren kom over til mig i ny og næ og stillede nysgerrige spørgsmål. Det virkede ikke påtrængende - snarere som om han syntes, at jeg trængte til selskab. Jeg spurgte den kvindelige tjener, da hun kom efter min tallerken, om der nogensinde var nogen, der spiste op. Hun smilede og sagde "no, not yet".

Bølge eller blå

Til morgenmaden fik vi selskab af et småstort firben. Vi fik at vide, at den havde været der de sidste par år. Og hun mente, at der nok var en mere. Firben er så langt at foretrække om fødderne end fugle.

Vi gik ned til stranden for at lægge os på solsengene. Vi var ret enige om, at det ikke var dagen for at bade ved stranden. Bølgerne  var ret voldsomme i dag. Og jeg har stadig mén efter gårsdagens sidste vandtur. Min tå er både blå, rød, lilla og øm (læs: den gør herre-avs). Så vi os ned for at ligge og læse. Der gik ikke længe før Katrin gerne  ville op på værelset. Hun havde det skidt. Jeg tror ikke, at den ekstreme varme hjalp noget. Jeg blev liggende lidt, men ikke længe, for gårsdagens solbadning gjorde, at jeg bestemt ikke behøvede at ligge på ryggen. Jeg havde ligget i skygge hele dagen, og alligevel har min mave farve som en krebs. Så da manden fra poolbaren så ud til at komme rundt efter betaling for solsengene, besluttede jeg mig for, at jeg ikke behøvede at ligge mere i den ekstreme varme.

Tilbage på hotelværelset fandt jeg et tæppe, der kunne agere madras ude på altanen. Her var en dejlig temperatur, for solen havde endnu ikke vist sig på denne side. Jeg fik læst Kragerne rige færdig. Jeg tror jeg har været igang siden sidste sommer. Så er jeg klar til at gå i gang med næste bog, som bare er endnu tykkere.

Så gik jeg ud og handlede til sen frokost. Desværre var Katrin så skidt, at hun ikke skulle have noget. Hun ville gerne blive liggende, så jeg begyndte at spekulere over, om jeg skulle gå en tur op i Agia Marina by, eller måske prøve en af turene med Lotte Fun Train. Jeg valgte det sidste, og købte mig en billet til en tilfældig tur - den der passede bedst med tidspunktet.

Inden afgang kunne jeg lige nå feriens første dyp i poolen. Den er lækker.

Dasedagen fortsatte

Og dasedagen fortsatte. Jeg fik læst og badet. Og snakket. Jeg har ikke gjort dagens gode gerning.
Til frokost spiste vi i hotellets strandbred til bølgernes brusen. Og så var vi tilbage på vores pladser under parasollen.
Jeg var i vandet tre gange i dag. Det er fantastisk dejligt vand. Men det er lidt en udfordring at komme ud over knæene. Det er nemlig klippegrund de første meter. Og det er meget glat og der er niveauforskelle på måske 20 cm. Jeg sagde tidligere på dagen til Katrin, at jeg nok skulle komme galt afstedkommer i løbet af ferien. Længe behøvede jeg ikke at vente. Sidste gang jeg skulle op skubbede en bølge til mig. Jeg var nok i vand til knæene. Min tå ved siden af storetå på højre fod kom i vejen da den baldrede ind i en stenforhøjning.  Tåen er nu helt blå. Og av. Håber det bare er slaget. Så længe jeg går i sandaler går det fint.
Katrin var gået op på værelset lidt før mig. Og da hun sov så fint gik jeg i bad og derefter ud for at inspicere området. Vejen er fyldt med butikker, hoteller og restauranter. Så spændende er det ikke. Men engang ø opdager jeg noget spøjst. F.eks at der også er Coop i Agia Marina. Kan I finde det på billedet?På min lillegåtur, så jeg en hyggelig restaurant, som jeg skrev bag øret, og det var også œ vi endte med at spise. På restauranten med vindruer hængende i store klaser fra overdækningen. På stedet blev vi budt velkommen, og vi bestilte dagens ret. Tjeneren sagde "My Mother made it". Og det kunne vi ikke rigtig stå for.

Dagen sluttede med en kold øl på altanen. Men nu er jeg også klar til at se dyner. En ny dag venter i morgen.

Dasedag

I formiddags gik vi efter morgenmaden ud for at finde pool og strand. Det hele hænger sammen, så man går igennem poolområdet og direkte ud på stranden. Her har vi fundet plads under en parasol. Vandet er dejligt og kalder på mig.

Alexia beach hotel - stadig uden strand

Så er vi fremme på hotellet, og det er snart sengetid. Turen herned er gået godt og uden bump. Da vi landede, blev vi hentet af en taxa, som hotellet havde fikset.
Hotellet er rigtig fint. Har endnu engang været heldig. Vi har en lejlighed med en hems. Så det er næsten som at have sit eget værelse. Jeg bor på hemsen.
Vi gik lidt op ad vejen og købte lidt ind til køleskabet. Vand, cola, juice og kaffe. Hjemme på hotellet sad vi og hyggede lidt på vores altan med udsigt til både hav og by, inden vi fandt hotellets restaurant. Tzatziki, mousaka og græsk salat. Vi spiste os kun igennem halvdelen.  Og det smagte dejligt. Vi har stadig ikke været på stranden. Den skal vi se i morgen. Det glæder jeg mig til.
Fordi vi er en time foran, så er klokken lige pludselig mange. Det er tid til at teste sovefaciliteterne. Men første dag lover godt for ferien.

Det er lidt sjovt. Wifi i restauranten og ved poolen, hvis jeg husker ret. Men umiddelbart er den nemmeste måde at fange netværket på, at gå ud fra hotellet og ud på vejen og stå - lige nedenfor restauranten. Spøjst. Godnat.

Next stop Kreta

Så er rejsen til Kreta startet. Selvom det bliver en anden ferie end jeg troede, da den blev købt/booket, så glæder jeg mig rigtig meget nu. Først nu føles det som ferien er startet.
Katrin, som jeg rejser sammen med, og jeg, sidder nu ved gaten og har lige spist. Togturen gik godt, check in gik godt - og nu venter altså flyveturen inden mit første besøg på Kreta.