Klokken blev hurtigt 17, og så startede min tur på det lille sjove tog. Først troede jeg, at jeg var så heldig, at få hele toget for mig selv. Men der gik ikke ret længe, så blev det fyldt, efterhånden som det stoppede ved de forskellige stoppesteder.
Efterhånden som vi kom væk fra vejen langs havet, og dermed turistområderne, begyndte jeg at få en fornemmelse af, hvordan Kreta egentlig ser ud. Det er bjerge, appelsinplantager, tomatmarker, gamle bilvrag, der er groet sammen med grøftekanten, herreløse hunde og meget mere.
Første stop var på en vingård, hvor vi kunne smage en hvid- og en rødvin, imens vi hørte om vingården historie. Jeg sagde ikke noget - så ingen vidste jeg var dansker. Det var jeg også næsten flov over, fordi der var et mindre selskab af danske turister, der ikke ligefrem opførte sig respektfuldt. De blev bedst om at gå, hvis de skulle snakke, imens der blev fortalt. Hvilket de fortjente - for det er åbenbart i orden at tale dårligt og højlydt om stedet, når man regner med, at ingen forstår. Rødvinen var noget sprøjt ifølge den ene - jeg tænker, at han også lignede en, der vidste hvad han talte om. Så kom jeg af med det.
Der var ingen vinplanter på stedet. Men vi fik at vide, at det skyldtes, at der på det sted var for varmt og fugtigt at dyrke druer. De ville nå at springe, inden de var modne. Druerne blev derfor dyrket højere oppe i bjergene.
Når alt kommer til alt, så var jeg heller ikke specielt vild med vinen. Men det var et rigtig smukt sted.
Vi kørte videre i toget. Længere op i bjergene. Der blev smukkere og smukkere. Næste stop var et kloster. Vi kom tættere på - og efter utallige hårnålesving kunne jeg kun nyde den smukkeste udsigt.
Og pludselig blev klosteret afsløret. Det var smukt og nyt. Man plejer ellers altid at skulle besøge gamle klostre. Men det her var ganske nyt - kan ikke huske hvor nyt - men det er bygget i min levetid. Inde i kirken fortalte en nonne om klosterets historie, som var ret fascinerende. Nonnen gjorde indtryk med sit rolige, søde og enormt velafbalanceret væsen. "You come as tourists, but you will lave as pilgrims" (I kommer som turister, men I går som pilgrimme). Uden at virke påtrængende eller prædikende bad hun os bede for at området vil blive fredet, så det kan bevare sin skønhed, dyreliv og fauna. Og for Grækenland, som går en svær tid i møde. Og så bad hun os skrive vores navne i gæstebogen, så de kunne huske os i deres bønner.
Herefter gik vi rundt om kirken, til et sted hvor hun udpegede naturlige grotter, der var lavet om til kapeller. Nogle af dem selv, andre for hundredvis af år siden.
Hun fortalte også, at de samarbejder med en fugleorganisation. De indlevere syge fugle de finder. Når fuglene er raske, inviterer de skolebørn op for at sætte fuglene ud. Bl.a. ugler og ørne.
Sidst blev vi vist om til en lille butik, hvor de sælger deres egenproduktion af varer som olivenolie og sæber lavet af olivenolien. Da jeg kom ud fra butikken var der ingen at se. Jeg anede ikke, hvilken vej jeg skulle gå. Men jeg fik øje på nonnen, vi havde hørt fortælle. Jeg spurgte hvad vej jeg skulle gå. Hun svarede med det største glimt i øjet: "it depends on wether you want to stay or to go" (det kommer an på, om du vil blive eller gå).
Tilbage i toget kunne jeg høre en dansk kvinde bag mig fortælle, at hun måtte fælle tårer inde i kirken -simpelthen af den ene grund, at den her nonne havde været så sød. Hun var blevet meget rørt. Det besøg havde været hele turen værd. Og jeg tænkte, at det havde hun helt ret i.
Og så startede nedstigningen. Jeg nød det i fulde drag. Indtil vi kom ned til vandet. For man kan ikke se vandet fra vejen pga. hoteller, restauranter, barer og butikker. Så på det tidspunkt glædede jeg mig til turen var slut for mig. Men det var en god oplevelse.
Da jeg kom hjem havde Katrin det stadig skidt. Hun ville heller ikke have aftensmad. Hvis hun heller ikke kan spise i morgen, bliver jeg bekymret. Men jeg gik op i hotellets restaurant, og spiste sen aftensmad. Jeg fik en kæmpe tallerken med en græsk kyllinger. Det smagte godt, men jeg kunne ikke spise op. Tjeneren kom over til mig i ny og næ og stillede nysgerrige spørgsmål. Det virkede ikke påtrængende - snarere som om han syntes, at jeg trængte til selskab. Jeg spurgte den kvindelige tjener, da hun kom efter min tallerken, om der nogensinde var nogen, der spiste op. Hun smilede og sagde "no, not yet".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar