Sand, vand og musik

Så kom dagen, hvor vi skulle afsted til ø nummer 1. Hotellet havde bestilt taxa, så vi var afsted klokken 7. 

Det var rigtig godt, at vi ikke havde kastet os ud i et nyt metro-projekt. Selvom det var gået fint sidst, så var Pireus havn simpelthen så stor, så jeg aldrig har set noget lignende. Færger lå side om side - og det gjorde krydstogtskibene også. Godt at have en taxachauffør, som nogenlunde nemt kunne guide os hen til den rigtige færge. Også færgen var større, end jeg tidligere har set. Der var rulletrapper til at tage os til passagerdækkene, og der var en reception. 

Vi søgte efter vores pladser, indtil vi fandt ud af, at vi bare kunne vælge indenfor er bestemt område. Men vi havde ikke siddet længe, før vi valgte at gå udenfor. Vi fandt en rigtig fin plads, og selvom jeg måtte hente min jakke, og selvom færgen gyngede og vi ind imellem mærkede et skvæt saltvand, så nød vi udsigten bagud. Og vi var vist ikke de eneste.

Færgeturen tog lidt over 3 timer. Indsejlingen til Syros var fantastisk smuk. Den nød vi. Af en eller anden grund forestillede jeg mig, at vi havde god tid til at komme af og at færgen ikke sejlede længere. Selvom jeg over vinteren har nærstuderet færgeruterne. Det er vist godt, at Kasia er med, og får mig på bedre tanker, når jeg bliver lidt for smart. Ellers tror jeg, at vi var endt på den forkerte ø, fordi jeg skulle på toilettet. Tak til Kasia. 

Sikkert i havn fandt vi en restaurant og bagefter et sted at drikke kaffe. Vi havde ikke travlt med at komme til hotellet, for vi kunne først tjekke ind klokken 14. Da vi havde drukket kaffe og hygget under caféens parasol, med udsigt til havneløb og skibsværft, gik vi ud for at finde den bus, som hotellet havde oplyst os om. På vejen hentede jeg færgebilletter til henholdsvis Anafi og Santorini. Bussen fandt vi med lidt hjælp fra en lokal, og snart var vi afsted mod Vari Beach. Checken gik ultrahurtigt. En ældre herre spurgte "Jansen", og jeg svarede "Hansen". Straks efter havde vi nøgler til et lille værelse med havudsigt. Og det ser skønt ud. Men jeg tror, vi begge var trætte - ingen af os var vist i specielt godt humør. Måske var det den høje musik, som væltede ud over hele stranden fra nabobaren. Men ned til stranden kom vi. Og her kæmpede vi vist begge en kamp med os selv. For selvom henholdsvis varm vind og fint sølvglinsende strandsand hver for sig er fantastisk, så er kombinationen af de to lig med sand overalt - det knaser i tænderne og generer i øjnene. Men ingen af os bliver for alvor slået ud. Bedst som vi ville gå, blev to strandsenge ledige, og nærmest straks var oplevelsen en helt anden.

Efter et par timer på stranden var det tid til bad og mad. Vi spiste i hotellets restaurant. Det hele drives af en familie, som meget venligt og imødekommende hjælper os med alt vi har brug for. Og vi er rørende enige om, at selve hotellet er både hyggeligt og charmerende med dets patina og småskavanker. Og da først musikken var stoppet, og stranden så godt som tømt for badegæster, kunne vi stornyde et skønt måltid, bl.a. med turens bedste græske salat. Vi blevhurtigt enige om, at eftermiddagens trælse humør nok skyldtes, at vi var godt og grundigt trætte. For nu var livet igen værd at leve.

Kort efter aftensmaden gik vi en tur op ad vejen. Kasia spurgte, om jeg troede der var slanger. Det kunne jeg hverken svare ja eller nej til, før jeg så, at det var der. Nok bare ikke den slags, vi helst ikke ville møde. Disse var ganske fredelige - måske vandslanger det skal forsyne områdets træer og planter med vand???

Vi nåede et fornemt udsigtspunkt før vi vendte næsen hjemad. Og nu er det slut på en lang og begivenhedsrig dag med op og nedture.