Vil du med i Zoo

Så. I dag fik jeg købt årskort til Odense Zoo. Jeg var igen i år med på Thorsgaarden (ungdomsboligerne, hvor jeg boede i 5 år) zoo-tur. En meget traditionsbunden tur. Og jeg kunne simpelthen ikke modstå fristelsen til at bytte billetten ud med et årskort. Der var lukket i billetsalget, da vi sluttede vores arrangement, men June og jeg fik lov at komme tilbage en anden dag. Og det blev så i dag. Selvom de fleste billeder herunder blev taget i fredags, så bliver jeg nødt til at vise, hvorfor jeg skal besøg Zoo flere gange i løbet af det næste år.

Fredag: Dejlige små løveunger

Fredag: Pippi-aben - på forskellige tidspunkter kan man komme helt ind til dem.

Fredag: Og så var der også unger hos dem. 

Fredag: Jeg er godt nok ikke til fugle, men de er da flotte. Og bagved er der også en kæmpe lodden unge. Den ser større ud, end de voksne. 

Kamelunge, som tygger i fars pels, og far der forsøger at tygge sig ind til sønnike (jeg ved faktisk ikke om det er en drengekamel, eller om det er ungens far...!)



After Eight kagedag

Jeg har bagt fødselsdagskager til mine kolleger. Og After Eight kagerne er blevet rigtig fine. Det er første forsøg, så jeg håber det er kager, jeg kan være bekendt at servere. Chokoladen blev vist ikke tempereret helt a la Mette Blomsterberg, men det ser okay ud alligevel, trods områder med let hvid overflade. Jeg elsker After Eight, og synes chokoladen fortjener mere, end blot at være mandelgave. Så jeg er ret spændt. Kagen var nem at lave, da jeg først havde fundet ingredienserne og fået et par tip af mor om varmluft mm.

Og det tegner til, at mine kolleger kan lide den. På nær den supporterelev, der svarede mig, at han ikke skulle have kage, fordi det var en rigtig tøsekage. Da han fandt ud af, at det var mig, som havde lavet dem, fik han travlt med at trække i land. Sjovt.



Første dag i haven i år

I torsdags lå en lille seddel fra posten - han ville lægge min pakke i døgnboksen. Jeg hentede den efter arbejde, for mine læggekartofler, som ikke havde været helt nemme at lokalisere, skulle ikke udsættes for eventuel frost. Jeg blev lige urolig et meget kort sekund, for udenpå kassen stor "Hotdogpølser". 

Men kassen indeholdt nu lige præcis det, den skulle. En pose Senna. Det er den fine og gode rødskrællede kartoffel, som jeg blev så glad for sidste år. I dag har jeg lagt kartoflerne til spiring. Og så går der nogle weekender, så er der tid til at lægge dem i haven. Måske i den sidste uge i april, hvor jeg har taget haveorlov (min 6. ferieuge). Det bliver helt godt at få det klaret.

Men jeg var også i haven i dag. Jeg har været derovre et par gange, men uden rigtig lyst til at tage fat. Det har kun været et kvarters tid. Men i dag tog jeg afsted ved 10-tiden, rundede hjemmet til frokost, og tilbage til haven efter en tur i Plantorama. Jeg var i haven lige til kl. 17. Jeg kan kun sige: "Dejligt, endelig noget der ligner et godt forår". Men der er nu stadig lidt sne hist og her, der hvor solen ikke rigtig når.

Dagens første projekt blev at flytte en klump vintergækker fra hækken og ud i det mest fremtrædende bed. Jeg skilte den, og fordelte løgene langs fliserne. Mor har set billedet, og lover, at blomsterne har rejst sig i morgen. Under alle omstændigheder, bliver det rigtig fint næste forår.

Da en af de andre i haveforeningen kom forbi og foreslog at jeg skulle sprede gamle plantesække i haven, og jeg fortalte at min plan var at smide dem på genbrugsstationen, tilbød han at hente dem, så han kunne bruge dem. Hellere end gerne. Det betød, at der pludselig var fri adgang til det, som jeg har planlagt skal være rabarber-smøgen. Jeg har ikke haft succes med de planter jeg har sået på stykket, og jeg har haft rigtig svært ved at holde ukrudtet nede. De tre rabarberplanter, som allerede står der, har det glimrende. Så jeg har i dag vendt jorden i hele stykket, så der er klar til at blive plantet til med flere rabarber.

I Plantorama har jeg allerede købt 2 nye sorter. Jeg er ikke klar over, hvad det er for tre planter, jeg allerede har. Men de 2 nye planter er forskellige, begge tidlige sorter, og uden meget oxalsyre. Rosenhagen og Rød Elmsblitz. Jeg kommer ikke til at trække fra de nye planter i år, så jeg må bevare tålmodigheden og anvende de gamle planter, som er ganske fortrinlige.

Min plan er yderligere, at jeg i morgen graver én af de tre planter op, og deler den i det antal stykker jeg kan nænne. Og så skal den agere fyld, så bedet bliver dækket helt, og de store flotte blade holder ukrudtet stangen. Jeg vil ikke udelukke, at der bliver plads til en sort mere, hvis jeg hører om en særlig god, eller spændende slags. Så sig endelig til!

Indlægget slutter jeg af med et øjebliksbillede af haven, som den så ud i dag. Køkkenhaven ser ikke ud til at kræve den helt store forberedelse. Det tegner godt. Flagstangen har set sin sidste sommer. Den bliver lagt ned og kasseret. Den er ikke spor køn, og for ramponeret til at gøre noget ved. Far kommer i næste uge med udstyr, og hjælper mig med at klippe ris af æbletræerne, i håb om, at jeg snart vil få lidt Ingrid Marie.

Foråret titter frem

Vi er nået til den sidste dag i Påsken, og jeg er kørt til Dalbybugten med mor og far. Sommerhuset er varmet op, men det er skønt at sidde på terrassen og suge varme og sol til sig. Efter vi i så mange måneder at have levet indendørs , så er det en fantastisk følelse at kunne være ude. Ikke kun fordi man har et ærinde eller skal fra A til B, men fordi det bare er dejligt.

Hjerteligt velkommen hjem fra ferie

Så vågnede man op til en hvid udsigt. Nej, Kristine, du skal ikke en tur i havet, eller solbade ved poolen. Og du skal også selv fremtrylle din morgenmad. I nat ca.halv 5 blev jeg hentet af far på banegården, og kørt hjem til ham og mor efter 206eren. Er det ikke bare verdens bedste far? Mor stor klar med mine støvler, som havde ligget i bilen. Hun havde taget dem med ind, for at varme dem. Dejligt. Og vovsen, han reagerede meget mærkeligt. Ikke nogen overstrømmende velkomst. Han hoppede tilbage, og sneg sig forsigtet hen til mig. Om det var det sære tidspunkt, eller fordi jeg lugtede anderledes (måske af sommer), det ved jeg ikke (men gætter på det sidste), men han kom over det, og var præcis lige så kærlig, som han plejede. Hjemme hos mig selv havde mor været forbi et par gange og vandet mine nye planter, og mine små baby-spirer, som engang skal plantes ud i kolonihaven. Og til min store overraskelse, havde hun også vasket mit gulv, ordnet badeværelse og køkken. Er det ikke bare verdens bedste mor? Tak til jer begge to. Nu skal jeg se mine feriebilleder igennem, og nyde min halve fridag. Senere skal jeg så småt begynde arbejdet, med læsning og sortering af mails. Det frister ikke helt så meget. Nu glæder jeg mig så til min næste ferie. Den går til Sicilien.

Det mest øv på rejsen...

...har været, at jeg ikke kunne komme på dagsudflugten til øen Santiago. Og så tror jeg, at nummer 2 er at lande i Kastrup ved midnatstid, og på den ene side være hjemme, og på den anden side stadig have 4 timer, til jeg kan hoppe på hovedet i min egen seng. Jeg har fundet et sted, hvor der ikke trækker, og ligger med kufferten som sovepude, langs væggen på række med en håndfuld andre. Jeg orker ikke at sidde mere - mellem os - så er jeg lidt øm bagi efter 9 timer plantet i flysædet. Men der er en time til toget kører, og herefter er der lidt mere end 2 timer, til toget ankommer i Odense. Nu glæder jeg mig, til jeg er hjemme. Når det så er sagt, så er alt gået helt og aldeles efter planen. Dejligt.

Sidste dag i solen

I dag er der ikke meget at berette om. Jeg har nydt  min sidste dag her, og suget det sidste sol til mig. I morgen flyver jeg hjem til kølige Danmark - sidst jeg læste lidt nyheder varslede det vildt snevejr mandag-tirsdag. Puuh. Gad vide hvad jeg kommer hjem til?

Jeg er vild med morgenmaden. Jeg har tidligere skrevet, at jeg frygter, at jeg kommer til at trille. På billedet herunder ses en af grundende. Og jeg nøjes ikke med en lille portion. Om lidt er det jo tilbage til havregryn og morgenspinning, så det går nok. To af det hele skal der til. Ristede toasts, skinke, æg, appelsiner, pandekager - hmmm... indrømmet, der har været morgener, hvor jeg har rundet pandekagefadet en ekstra gang. Der er så lækre søde, at jeg ikke kommer noget på. Til gengæld springer jeg nu baconen over. Der skal gumles lidt for meget på deres version. Heldigvis har jeg lige en enkelt morgenmad tilbage. Jeg giver den gas - men det har jeg jo sådan set gjort hver morgen.



Jeg startede dagen ved poolen. Jeg vil indrømme, at jeg helt er kommet til at holde af den lidt støjende underholdning omkring frokosttid. Jeg deltager ikke, men hopper sædvanligvis i poolen for flyde lidt rundt og kigge på vandpolokampen. Og når det bliver kedeligt, har jeg udsigt til vandgymnastikken i den næste pool. Jeg har været med igen. Det er altså sjovere at se på. Jeg tvivler også på, at deltagerne gør det for motionens skyld. Instruktørerne er ret gode til underholdning - jeg tror, det er derfor, at så mange er med.



Jeg har læst igennem i dag. Jeg har jo slæbt to store mobbedrenge med, og jeg ville nødig, at det skulle være spildt. Så jeg blev færdig med nr. 2 i den serie jeg startede med at læse på Samos, og så fik jeg endelig pillet filmen af den bog, som jeg fik af Lars, Rikke og ungerne til jul. Det er fine bøger at læse på en ferie.



Efter jeg havde spist frokost var jeg tilbage på solsengen. Jeg var lige ved at gå i panik, da jeg ikke kunne finde mine ting. Indtil en flink englænder vinkede til mig, og pegede på min plads. HDa jeg takkede ham fortalte han grinende, at han havde oplevet det samme i går. Men gangene ligner nu også hinanden. Jeg har ligget på den samme lille gang alle dage, så jeg kunne heller ikke forstå, hvis jeg ikke kunne finde min plads. Men håndklæder var blæst rundt, så jeg ikke kunne se min bog. Og da alle har samme håndklæder, så var jeg altså spankuleret lige forbi.

Efter jeg havde fået min eftermiddagsis (foretrækker is frem for kaffe), besluttede jeg mig for, at jeg ikke kunne tage hjem uden at have ligget på stranden. Så jeg tog alle mine ting med mig, og gik derned. Jeg havde været nede og dyppe tidligere, hvor der havde været gult flag. Jeg fandt mig en plads, og så læste jeg bare videre. Dejlig dovnedag. Det bliver nok et helt chok at komme hjem igen. Så skal jeg jo til at lave noget.



Men stranden var smuk. Og jeg blev der, indtil jeg begyndte at fryse lidt. Solen var efterhånden også ret lav, og klokken nærmede sig 18.



Jeg gik op i foto-biksen, som har hjemme her på hotellet, for at se de billeder, der var taget af mig på turene. De første billeder jeg var på, så jeg godt gnaven ud, og jeg tænkte, åh nej, jeg må til at smile hvor jeg går og står. Men efterhånden som hun fandt flere og flere blev jeg mere rolig. Der var en del rigtig gode. Især fra turen i går.

Jeg ville gerne købe nogle, og spurgte til prisen. Jeg fik et lille chok, men efter at have tænkt mig lidt om, og overvejet, besluttede jeg mig for at købe hele baduljen, som jeg får med hjem på et CD-rom. Jeg får lidt rabat, fordi jeg køber 3 pakker, og fordi jeg ikke er på mange billeder i den ene pakke. Men ikke desto mindre, så kommer jeg af med en slat, når jeg har været oppe og hæve nogle euro i automaten i lobbyen. Men som jeg skrev i går. Jeg synes virkelig, at det er et godt initiativ at give unge kap verdere job som fotografer, Og det er nogle fine billeder (jeg er ikke sikker på, jeg viser nogen de billeder, hvor jeg blev overtalt til at slange mig på stranden som en anden havfrue - ha - men dem hvor jeg kaster mig rundt i bølgerne, dem skal I nok få at se).

Nu vil jeg gå op og lægge indlægget på bloggen, og så ned og spise. Jeg ser nok også showet på scenen. Jeg kunne forestille mig at pakke bagefter, så jeg kan sove længe i morgen, og måske få en sidste dybbetur i poolen eller ved stranden. Vi skal checke ud kl. 11. Og så forlader vi hotellet 11.45, og kører mod lufthavenen. Flyet letter 14.20. Til det skal lægges to timer, hvis det skal være danske tider. Flyet lander vist i Kastrup 0.50 (dansk tid). Og så håber jeg virkelig, at jeg kan nå det sidste tog hjem. Det bliver vist en lang dag. Men jeg håber på, at hjemrejsen bliver ligeså problemfri som udrejsen.

Dette bliver det sidste I hører fra mig, inden jeg igen sætter fødderne på danske grund. Vi ses.

På hovedet i havet - næsten

Der gik lidt kage i indlægget i går. Det var sådan set færdigt, men da jeg kom ned for at spise, blev jeg vinket over til et bord af naboen til mit værelse. Han og hans datter på 6 trængte vist til lidt nyt selskab. Og jeg skal love for, at hun kunne fortælle historier, den lille dame. Så jeg spiste med dem, og så underholdningsshowet bagefter. Og jeg sneg mig til hurtigt at lægge teksten op, imens de var på toilettet. He. Men teksten endte på min mors blog, som jeg også kan skrive på, fordi det skulle gå så stærkt. Jeg har selvfølgelig rettet det til, og har også tilføjet billederne.

I dag skulle jeg på endnu en tur. For første gang en formiddagstur. Himlen er igen skyfri, og her er en dejlig varme. Ude foran hotellets hovedindgang holdt allerede en god portion jeeps og ventede på os. Denne gang var jeg ikke så heldig at få ærespladsen foran, men måtte tage til takke med en plads på et af de sidelæns sæder i "bagagerummet". Det var nu også fint nok. Turen helt generelt var dejlig. Bedre end de to andre.

Mens vi ventede på de sidste jeeps skulle ankomme, lagde jeg mærke til, hvordan hotellet holdes så pænt. Kan man se mændende på taget?



Første stop på udflugten var i byen Rabil. Vi skulle se et lille værksted, hvor der fremstilles keramik-souvenirs. Værkstedet var meget lille, og tidligere brugt til at brænde sten, men var så blevet forladt. En mand "indtog" stedet, og begyndte at fremstille souenirs. Efterfølgende blev han betalt for at lære nogle drenge op, og i dag er der 5 mand i produktionen. Souvenirs blev solgt direkte fra værkstedet, og hvor gerne jeg end vil lægge min penge sådanne steder, så fandt jeg ikke noget, jeg kunne tænke mig.



Der var ret mange deltagere på turen - både en dansk, svensk og finsk gruppe - som alle blev stuvet ind i jeeps. Jeg tror jeg talte 9 stk. Det var lidt sjovt, for når vi kørte, var der helt fast orden i, hvem der kørte hvor. Det samme var på den første udflugt. Der kørte jeg i jeep nummer 2. Denne gang var jeg helt nede i nummer 4. Men det var lidt af et syn at se alle de mennesker, som vimsede rundt om de mange biler, når mødetiderne nærmede sig.



Stop nummer 2 var i en af de små ørkener, som ligger på øen. Guiden fortalte, at sandet var fløjet hertil fra Sahara. Det er ret specielt, for når først sandet af landet, så vandrer det ikke. Ørkenen bliver liggende hvor den er. En anden speciel ting var, at sandet var helt køligt. Lidt sjovt, når man kan risikere at brænde tærerne, når man går barfodet på stranden. Sandet var fint og lækkert, så jeg smed selvfølgelig skoene.



På turene er også lokale fotografer. De tager billeder af turisterne, og så kan man efterfølgende købe dem. På den første tur syntes jeg, at det var lidt sært. Men efterhånden som jeg ser, hvordan folk lever her, er jeg kommet til at synes, at det er en charmerende måde, at beskæftige unge mennesker. Det er i hvert fald langt bedre, end de påtrængende sælgere af souvenirs. Synes jeg. Jeg tror jeg i morgen vil tjekke billederne, for der blev taget en del, hvor jeg er på, kunne jeg ligesom fornemme. Jeg kunne godt overtales til at købe et par stykker, hvis de er gode. Det håber jeg de er.



Næste stop var den ældste by på øen. Inden vi nåede dertil, kørte vi en lidt længere tur. På vejen kørte vi forbi en ko. Vi sænkede farten, så vi kunne tage billeder. En af de andre turister kommenterede tørt og let provokerende: hvem gider tage billeder af en ko, når man kommer fra ko-land. Det gad jeg godt, så jeg sagde ikke noget, men stak kameraet over til vinduet, hvor han sad. Hæ. Jeg synes nu, at det var meget sjovt at se en ko vandre langs landevejen ude midt i ingenting. Det samme gør geder og æsler. Gad vide om de tilhører nogen, eller bare er BoaVistas vilde dyr?



Vi stoppede i den gamle by. Vi skulle egentlig ikke noget, andet end have muligheden for en toilet-tur, og indkøb af forfriskninger. Det foregik samme sted. Det er ret primitive barer, vi bliver præsenteret for, i de her småbyer. Men det er heller ikke underligt, eftersom byen vist kun havde 150 indbyggere. De er heller ikke lige hurtige, dem som stod bag disken. Men jeg fik da en colaa med mig til vejen.



Stranden var fantastisk. Flot og fint sand. Jeg kunne ikke lade være med at følge den mængde mennesker, som begav sig ud i bølgerne. At sige, at jeg kastede mig ud i dem, er nok lige meget nok. Men det var skønt at stå derude og mærke de fine sand, det klare vand og bølgernes kræfter. Og man kan godt mærke, at der er noget at passe på. Men det var fantastisk, og jeg gik ikke længere ud, end at jeg havde en masse mennesker mellem mig og den store atlant.



Men jeg fik lidt af et chok, da jeg efter en rum tid kom tilbage til min taske. En kæmpefugle hoppede rundt, lettede, og fandt et ny sted at hoppe rundt. Og den styrede lige mod mig og mine ting. Jeg behøver vel ikke sige, at jeg flygtede. Jeg var lidt spændt på, og den kunne finde på at tage nogle af mine ting. Måske mit kamera, som lå og glimtede i solen (jeg elsker mit lille kamera, forresten - rigtig godt køb). Men en lille pige kastede sand efter den, og lidt efter lettede den, og fløj op til bilerne. Jeg er fristet til at kalde den en rovfugl, både fordi den var stor, og havde et krumt næb. Men sadt at sige, så kunne det ligeså godt være noget der svarer til vores krager. Jeg kom under alle omstændigheder helskindet igennem mit møde med kæmpefuglen. Og selvom jeg i mine indlæg har brugt noget tid på at irriteres over fugle, så er der en glædelig ting ved øen, når det kommer til netop fugle. Jeg har ikke set noget, der så meget som minder om en due. I like!



På vej til stranden kørte vi et ganske langt stykke uden vej. Det var gratis massage - man skulle holde fast. På vej derfra, kørte vi noget af vejen off road, men lige pludselig, ud af ingenting, startede en afalteret landevej. Flere steder stopper/starter vejen brat. Det er ret sjovt at se. F.eks. kørte vi forbi en rundkørsel, hvor den ene afkørsel ikke var længere end 20 meter. Ved siden af stod et reklameskilt for en nye hotel: "Coming soon", men vi var ikke i nærheden af at kunne se andet end ødeland. Men det var en lækker strand, og den er 18 kilometer lang. Land er åbenbart billigt, så der er ikke noget at sige til, at der pønses på opførelse af flere hoteller.



Tilbage på hotellet ved 1-tiden gik jeg ned for at spise frokost. Bagefter var jeg atter at fide ved poolen. Men jeg havde faktisk fået lidt mod på havet, og da flaget på stranden var skiftet fra rødt til gult, og der var masser ude at bade, så var jeg et par gange i vandet her ved hotellet også. Der var stadig store bølger, man det var som om at vandet ikke løb så voldsomt tilbage. Der har heller ikke rigtig være så meget vind de sidste par dage.

Jeg lå nu stadig og gassede den oppe ved poolen. Og i dag havde jeg udsigt til nogle fine palmer. Det har været en rigtig dejlig dag.

Dovnedag

Dagen i dag er hurtigt fortalt. Den har stået på morgenmad, læsning ved poolen, kort tur på stranden, læsning ved poolen, frokost, læsning ved poolen, og nu har jeg været på værelset og ordnet dagens billeder. Og selvom jeg ikke har lavet det helt store, er der alligevel nok til et lille indlæg her på bloggen.

Jeg springer lige tilbage til i går aftes. Når jeg uploader indlægget, er aftenen som regel ikke helt slut for mig. Her er nogle billeder med aftenstemning her på hotellet.

På Kap Verde ser månen ikke helt ud som derhjemme. Den er vendt en kvart omgang. Det var det samme i Thailand. Men himlen er helt sort, og har været fyldt med stjerner de foregående aftener. I dag kan jeg have mine tvivl, for det har været overskyet fra jeg stod op.



Jeg blev ædt op af myg i går på restauranten. Jeg kan bedst lide at finde et hjørne udenfor, som på billedet - her er dejligt roligt. Men jeg slugte nærmest maden i går, fordi det kløede lige pludselig alle vegne. Jeg tror, jeg tiltrækker myg. Og stikkene resulterer ofte i store røde buler, som jeg næsten ikke kan lade være i fred. Så jeg panikkede lidt. Jeg tror ikke, at jeg var 10 minutter om min mad, efter de første stik. Og desserten spiste jeg indefor ved et nyt bord, men hyggen af den middag var forsvundet. Og hvis jeg skal være ærlig, så gentog det sig her til morgen. Denne gang tog jeg konsekvensen, og gik ind og fandt et nyt bord. En god beslutning. Jeg ved ikke, om personalet synes jeg er lidt mærkelig, for jeg tager mig en ordentlig portion på tallerkene, slår mig ned og hiver min 8-900 siders bog frem. Og så sidder jeg der, indtil jeg synes jeg skal finde et nyt sted at læse. Myggene lod mig heller ikke være ved poolen. Så jeg tog en antihistamin (høfeberpillerne) - de plejer at klare kløen hurtigt - så levede jeg med de småsvulmende røde pletter i armhule, på albue, bryst, mave og ben. Mærkeligt, at de først bliver en plage nu.



Da jeg i går aftes var ret hurtigt færdig med maden, blev indlægget også lagt på hurtigere end planlagt. Jeg sad oppe i lobbyen med min bog, mens den lille og langsomme pc fik uploadet alle billederne. Jeg udgiver teksten først, og så tilføjer jeg billederne efterfølgende. Jeg synes selv, jeg har fundet en nogenlunde smart måde at gøre det på. Men computeren arbejder kun så hurtigt, som computeren vil. Det kan selvfølgelig også være netværket, som bidrager. Men så får jeg læst et kapitel mere.

Efter det var ordnet fandt jeg en rigtig fin plads ved hotellets store scene. Jeg kunne se alt, og ingen irriterende hoveder foran mig. Nogle gange er det en fordel, bare at være alene. Underholdningen består af musik og dans. Det er ret hyggeligt. Det slår i hvert fald de kanaler tv´et har på værelset med mange mange længder. Også selvom dansen ikke altid er helt synkron, så er det ret utroligt at se, hvordan de optrædende kan ryste med alt på hele kroppen. Og de får skabt en god og festlig stemning, som kulminerede med, at alle hotellets faggrupper blev repræsenteret på scenen, hvor de hver især fik æren af en lille solodans, til stor hujen fra hotellets gæster. I forgårs aftes var temaet afrikansk, i går kap verdiansk, i aften er temaet bare underholdning. Denne gang tror jeg, at jeg vil have en fadøl til showet. Man udvikler vel sit turistgen hele tiden!



Så er vi tilbge ved poolen i dag. Igen kan jeg ikke andet end forarges, når nogle vælger t smugle brød med fra restauranten til at fodre gråspurvene ved poolen. Jeg ved godt, at jeg er sur gammel dame nu, og at det er ganske harmløst og rigtig sødt for mange. Det er det bare ikke, når man lider af fuglefobi. Problemet er faktisk heller ikke, at de hopper rundt på fliserne - det har jeg efterhånden vænnet mig til - problemet er, at de hele tiden flyver vildt frem og tilbage tæt henover hovedet på mig. Og hvorfor lige mig. Det er ligesom med myggene - jeg må være magnetisk over for væsner med vinger.



Nå, men når det blev for slemt, valgte jeg at gå en tur til havet, i poolen eller til frokost. Så var de som regel forduftet, når jeg kom retur.

Ved vandet var der en del mennesker i dag. Det var der også i går. Der er relativt mange modige sjæle, som kaster sig ud i bølgerne, til trods for de røde flag. Når man går et par skridt ud i vandet, kan man også mærke, hvor meget kraft, der er i bølgerne- både når vandet slår ind på stranden, og når det trækker sig ud igen. Jeg ville da gerne tage en dukkert, men jeg har altså stadig respekt for havet. Bare når jeg sidder her på altanen og skriver, så hører jeg ind imellem et ordentligt tordenskrald af en bølge. Men jeg har vænnet mig til lyden. For da jeg kom i mandags, da syntes jeg bare det var larm. Nu er det der bare - i baggrunden.



Men som jeg skrev i går, så er det småhypnotisk at stå på stranden og kigge bølgerne. Hvornår kommer den næste store bølge rullende? De store af slagsen kan man følge hen langs stranden, når toppen bryder til skum. Nogle bølger rammer på en måde, så der skabes et enormt plask af et springvand, og andre igen ruller bare relativt fredeligt afsted.



Jeg havde tænkt, at jeg ville gå mig en tur langs stranden i dag. Jeg vil indrømme, at jeg kom ikke meget længere, end til udkanten af hotellet. Vel en 500 meter, hvis det kan gøre det. Man synker ned i sandet for hvert skridt. Hvis jeg skal gå en tur, bliver det i hvert fald ikke i vandkanten. Men min lille tur var også hyggelig. Jeg fik set en masse bølger, og fik spottet Sal Rei (billedets øverste venstre hjørne). Det var nok lidt naivt at tro, at jeg bare lige sådan, kunne tilbagelægge den tur. Der er vist 7-8 kilometer, så helt urealistisk ville det ikke være , hvis der var en sti, der var nogenlunde nem at gå på. Jeg kunne også forsøge at gå midt på stranden - jeg tror nu ikke det bliver... Jeg har hørt dem, som har gået til byen og taget en taxa hjem. Historien meldte dog ikke noget om, om det gik langs vandet.

Fodsporerne på billedet er mine.



Strand og bølger bliver taget meget alvorligt her. Der er livreddere på stranden. Og et fint livreddertårn. Og et skilt, som forklarer flagenes betydning. En ulykke ville heller ikke være særlig godt for hotellet, men herudover synes jeg det giver en generel tryghed når man færdes på stranden. Der er masser af liggestole, og man må gerne medbringe de drinks, som man kan hente i pool-baren. Der er også aktiviteter på stranden, som fodbold og volley - alt i alt er det super godt, at der er nogen til også at holde øje med gæsternes velbefindende.



Dagen har som nævnt været overskyet. Først var det en smule skuffende, men jeg fandt det ret hurtigt rart, at solen ikke bagte fra en skyfri himmel. Når dagen nu udelukkende skulle bruges til afslapning, ville det være ærgeligt, hvis jeg skulle jages indenfor, fordi solen havde brændt mig for hårdt. Jeg er jo typen der optager en rød og forbrændt farve, i stedet for den lækre solbrune. Men jeg vil gerne berolige mine måske bekymrede forældre - i dag er det ikke brændt skulder og hovedbund der har plaget - plage er begrænset til flyvende væsener. Så her serveres dagens billede, som endnu engang besviser: Kristine was here.

Sal Rei - Boa Vistas hovedby

Så har jeg været en tur i Sal Rei. Det var en lidt blandet oplevelse, mest fordi jeg er allergisk over for påtrængende souvenirsælgere. Men turen startede et helt andet sted. Efter en kort bustur steg vi ud midt i byen. Første stop på byvandringen var et lille etablissement, hvor vi blev trakteret med lokale kager og drikkevarer. På billedet har jeg en lille shot af grogue. Jeg tænker, at det er den lokale brændevin. Og for dælen, den bed hele vejen igennem systemet. Som det ses på biledet, har jeg fået et hårbånd på - ikke for at holde håret væk fra øjnene, heller ikke for at se smart ud. Jeg er blevet tyndhåret i fronten, og selvom "alle" siger, at det ikke ses, så tror jeg ikke solen er enig. For den har brændt igennem, så der kan føjes endnu et sted på listen. Jeg vil dog sige, at det kun er i hårbunden og på skuldrenen, jeg er øm i dag (derfor har jeg alligevel været kort ved poolen, selvom jeg i går hårdnakket påstod, at det skulle jeg ikke).

Turen gik videre til havnen. Og her lægger både de store skibe til (ét ad gangen) og de små fiskebåde. Det er lidt af et blandet syn. Smukt på en vis, i nogle retninger, og faldefærdigt i andre.



På havnen lå fiskemarkedet selvfølgelig, og det skulle vi se. Det er åbenbart lidt af et lotteri, om man får noget spændende at se. Nogle dage kan man se hajer, tun og sværdfisk, andre dge ingenting. Det kommer selvfølgelig an på, om der er fanget noget.



I Sal Rei er der ingen tvivl om, at man lever af turismen. Man bliver kontaktet af kap verdianere overalt, hvor man går. Nogle mere raffinerede end andre. Jeg kan bedst lide dem, som yder andet, end "kom ind i min butik". Så længe vi gik med guiderne, var vi nogenlunde i fred, men ind imellem stødte der en dame til, som havde småting i en kurv på hovedet. De lod også gerne turisterne tage billeder, og ville gerne have lidt for at posere. Jeg kom til at snige mig til at tage et billede alligevel.



Det er også tydeligt, at livet leves på gader og stræder. Der hænges ud rundt omkring. Foran skolen stod en gruppe mænd og var ved at tænde en grill. Oppe på et lille torv løb tre små børn og spillede fodbold. Ovre i en dør stod en enorm højtaler, hvorfra musikken drønede ud i det fri.



Vi fik lov at besøge en skole. Vi måtte gå ind og kigge os omkring. Vi kunne se ind gennem de åbne vinduer, hvordan de små børn blev undervist. Jeg gik ud igen efter en hurtig rundtur. Jeg synes det var lidt underligt, at gå rundt og stirre på børnene, som om det var en zoo. Det er det jo ikke. Og så køber man sig lidt god samvittighed, ved at lægge et par euro i en grøn sparrebøsse, hvor pengene bliver brugt til at købe blyanter og papir.



Videre på turen kom vi forbi "den store" kirke. Vi fik historien om katolikker og præster endnu engang (den fik jeg også i går), men det var ikke meningen, at vi skulle ind, men jeg sneg mig alligevel til et hurtigt kig indenfor. Gruppen af danske turister bevægede sig alligevel ikke ret hurtigt ned ad gaden, så det kunne jeg sagtens nå.



Byerne på Boa Vista er bygget op omkring rektangulære hævede torvepladser. Det er ret bemærkelsesværdigt. Selv nogle af de mindre byer har sådan et torv, som fungerer som samleplads. I Sal Rei var det første torv dedikeret de små, og var indrettet med en legeplads. Det midterste torv er samlingsplads for de lidt ældre, og festplads, når der er noget at fejre. F.eks. Kap Verdes første og eneste sejr i African Nation Cup (tror jeg nok, det hedder). Det sidste torv var indrettet med lidt udskænkningssteder. Så jeg gætter på, at det er de "voksnes" torv.



Så snart byvandringen var afsluttet, blev vi overfaldet af en gruppe sælgere fra souvenirboderne. Jeg kunne slet ikke have det. Jeg styrede direkte over til den kinesiske butik (kineserne hjalp kap verdianerne financielt, da de rev sig løs fra Portugal - og har derfor privilegier her i landet). Det var en ganske almindelig købmandsbutik, hvor jeg købte en pose saltchips og et par ruller smarties. Det er altså ikke det samme som M&Ms.

Men de 3 kvarter kunne jeg ikke slå ihjel i købmandsbutikken, så gode råd var dyre. Jeg vandrede lidt ned ad gaden, og tænkte, at jeg godt kunne bruge et par minutter mere i kirken. Så den retning tog jeg. Jeg blev passet op ad en mand, som blev ved at spørge om hvor jeg var fra. Endnu en sælger, går jeg ud fra. Jeg sagde ikke en hat, og var egentlig temmelig generet af, at han fulgte mig så tæt på. Og måske var det fordi jeg havde direkte retning mod kirken, at jeg slap af med ham.

Det var fint at sidde lidt roligt i kirken og studere forskelligheden med dem hjemmefra. Jeg har også læst i går, at den nye pave er valgt, så det virkede passende, lige at runde kirken. Men heller ikke her kunne jeg få det sidste kvarter til at gå, så jeg fandt en del af danskergruppen på de voksnes torv, og købte mig en cola. Serveret i de gammeldags klassiske coca cola glasflasker. Det var faktisk lidt sjovt at drikke af sådan en igen.

Så steg vi om bord i bussen. Jeg kunne huske at jeg havde nøjagtigt den samme fornemmelse af lettelse, da jeg tjekkede ind i havnen i Qusidasi i Tyrkiet i sommers. I "sikkerhed" for markedets sælgere. Jeg mener, at jeg lagde et lignende billede på bloggen dengang. Så her er et mere.



På vej hjem kørte vi endnu engang forbi den sammenbraste bro. Den overlevede ikke sidste regntid. Og den er heller ikke genopbygget. Der betales ikke skat i landet, så måske er der ikke penge til det. I stedet er asfaltvejen spærret, og en ny bro/dæmning vedligeholdes med nogle ugers mellemrum. Jeg elsker disse kap verdianske vejspærringer. Gad vide hvor mange steder i verden sådan afspærringer ville kunne holde folk væk?



Jeg vekslede mine euro. Det er slet ikke nødvendigt, for jeg kan betale med euro alle vegne. Men jeg ville nu alligevel gerne prøve at have nogle escudos i hænderne. Jeg fandt 55 euro fra min tur til Samos i sommers, lige inden jeg tog afsted. Så jeg vekslede de 50. Nu må vi se, om jeg overhovedet når at bruge dem, når jeg nu flygter i samme øjeblik, jeg aner en sælger i øjenkrogen. Jeg har en tur mere lørdag, og hvis jeg husker ret, skal vi se det sted, hvor de fine træfigurer laves. Sådan én kunne jeg nok godt tænke mig. En slank afrikansk kvinde med en kurv på hovedet - eller noget i den stil.



Jeg har også købt postkort. Jeg håber, at jeg får dem allesammen skrevet denne gang. Første prioritet er farmor og farfar. Men da vi gjorde stop ved Sal Reis posthus i eftermiddags, fortalte guiden, at kort er 3 uger om at nå hjem. Så jeg når hjem først. Pakker er 3 måneder om at komme frem. Hvis de overhovedet når fra øerne. Postpakker er åbenbart ikke sikre i det kap verdianske postvæsen. Guiderne sender deres pakker med flyene hjem i stedet. Jeg sender nu alligevel postkortene - de er jo sjove nok at få. Og så krydser jeg fingre for, at de når frem før eller siden.



Igen er det tid til aftenmad. Den sene mad i går passede perfekt. Så det gentager jeg i dag. Da jeg var færdig med at spise, og havde siddet lidt med min bog  og spist is til dessert, passede det med, at hotellets show var startet. Det var musik og dans. Det var playback, men dansen var rigtig nok - og udemærket underholdende. Så jeg tror jeg gør det samme igen i dag. Det betyder så nok endnu engang et sent upload af indlægget her, men så er der noget at læse til morgenmaden (mor og far) i stedet for morgenavisen. (Tilføjelse: Jeg blev ædt op af myg under maden. Så selvom maden var god, strøg jeg ret hurtig fra restauranten. Ikke noget med hyggelæsning til desserten i aften. Det er lidt ærgeligt at skynde sig sådan med maden, men jeg kunne mærke myg alle vegne, efter første stik. Øv.)

I morgen er det kun slapaf-tid. Jeg har en lille plan om, at jeg vil gå en tur langs stranden. Hvor kort eller langt ved jeg ikke, men jeg var dernede i dag og stå med fødderne i vandkanten og mærke bølgerne dø ud om fødderne på mig. Det var dejligt, og bølger er lidt ligesom ild. Man kan se på dem længe, uden at det bliver kedeligt. Så en lille gåtur vil nok blive hyggeligt. Nu må vi se. Ikke for mange planer...