Mit Instagram

lørdag den 16. marts 2013

På hovedet i havet - næsten

Der gik lidt kage i indlægget i går. Det var sådan set færdigt, men da jeg kom ned for at spise, blev jeg vinket over til et bord af naboen til mit værelse. Han og hans datter på 6 trængte vist til lidt nyt selskab. Og jeg skal love for, at hun kunne fortælle historier, den lille dame. Så jeg spiste med dem, og så underholdningsshowet bagefter. Og jeg sneg mig til hurtigt at lægge teksten op, imens de var på toilettet. He. Men teksten endte på min mors blog, som jeg også kan skrive på, fordi det skulle gå så stærkt. Jeg har selvfølgelig rettet det til, og har også tilføjet billederne.

I dag skulle jeg på endnu en tur. For første gang en formiddagstur. Himlen er igen skyfri, og her er en dejlig varme. Ude foran hotellets hovedindgang holdt allerede en god portion jeeps og ventede på os. Denne gang var jeg ikke så heldig at få ærespladsen foran, men måtte tage til takke med en plads på et af de sidelæns sæder i "bagagerummet". Det var nu også fint nok. Turen helt generelt var dejlig. Bedre end de to andre.

Mens vi ventede på de sidste jeeps skulle ankomme, lagde jeg mærke til, hvordan hotellet holdes så pænt. Kan man se mændende på taget?



Første stop på udflugten var i byen Rabil. Vi skulle se et lille værksted, hvor der fremstilles keramik-souvenirs. Værkstedet var meget lille, og tidligere brugt til at brænde sten, men var så blevet forladt. En mand "indtog" stedet, og begyndte at fremstille souenirs. Efterfølgende blev han betalt for at lære nogle drenge op, og i dag er der 5 mand i produktionen. Souvenirs blev solgt direkte fra værkstedet, og hvor gerne jeg end vil lægge min penge sådanne steder, så fandt jeg ikke noget, jeg kunne tænke mig.



Der var ret mange deltagere på turen - både en dansk, svensk og finsk gruppe - som alle blev stuvet ind i jeeps. Jeg tror jeg talte 9 stk. Det var lidt sjovt, for når vi kørte, var der helt fast orden i, hvem der kørte hvor. Det samme var på den første udflugt. Der kørte jeg i jeep nummer 2. Denne gang var jeg helt nede i nummer 4. Men det var lidt af et syn at se alle de mennesker, som vimsede rundt om de mange biler, når mødetiderne nærmede sig.



Stop nummer 2 var i en af de små ørkener, som ligger på øen. Guiden fortalte, at sandet var fløjet hertil fra Sahara. Det er ret specielt, for når først sandet af landet, så vandrer det ikke. Ørkenen bliver liggende hvor den er. En anden speciel ting var, at sandet var helt køligt. Lidt sjovt, når man kan risikere at brænde tærerne, når man går barfodet på stranden. Sandet var fint og lækkert, så jeg smed selvfølgelig skoene.



På turene er også lokale fotografer. De tager billeder af turisterne, og så kan man efterfølgende købe dem. På den første tur syntes jeg, at det var lidt sært. Men efterhånden som jeg ser, hvordan folk lever her, er jeg kommet til at synes, at det er en charmerende måde, at beskæftige unge mennesker. Det er i hvert fald langt bedre, end de påtrængende sælgere af souvenirs. Synes jeg. Jeg tror jeg i morgen vil tjekke billederne, for der blev taget en del, hvor jeg er på, kunne jeg ligesom fornemme. Jeg kunne godt overtales til at købe et par stykker, hvis de er gode. Det håber jeg de er.



Næste stop var den ældste by på øen. Inden vi nåede dertil, kørte vi en lidt længere tur. På vejen kørte vi forbi en ko. Vi sænkede farten, så vi kunne tage billeder. En af de andre turister kommenterede tørt og let provokerende: hvem gider tage billeder af en ko, når man kommer fra ko-land. Det gad jeg godt, så jeg sagde ikke noget, men stak kameraet over til vinduet, hvor han sad. Hæ. Jeg synes nu, at det var meget sjovt at se en ko vandre langs landevejen ude midt i ingenting. Det samme gør geder og æsler. Gad vide om de tilhører nogen, eller bare er BoaVistas vilde dyr?



Vi stoppede i den gamle by. Vi skulle egentlig ikke noget, andet end have muligheden for en toilet-tur, og indkøb af forfriskninger. Det foregik samme sted. Det er ret primitive barer, vi bliver præsenteret for, i de her småbyer. Men det er heller ikke underligt, eftersom byen vist kun havde 150 indbyggere. De er heller ikke lige hurtige, dem som stod bag disken. Men jeg fik da en colaa med mig til vejen.



Stranden var fantastisk. Flot og fint sand. Jeg kunne ikke lade være med at følge den mængde mennesker, som begav sig ud i bølgerne. At sige, at jeg kastede mig ud i dem, er nok lige meget nok. Men det var skønt at stå derude og mærke de fine sand, det klare vand og bølgernes kræfter. Og man kan godt mærke, at der er noget at passe på. Men det var fantastisk, og jeg gik ikke længere ud, end at jeg havde en masse mennesker mellem mig og den store atlant.



Men jeg fik lidt af et chok, da jeg efter en rum tid kom tilbage til min taske. En kæmpefugle hoppede rundt, lettede, og fandt et ny sted at hoppe rundt. Og den styrede lige mod mig og mine ting. Jeg behøver vel ikke sige, at jeg flygtede. Jeg var lidt spændt på, og den kunne finde på at tage nogle af mine ting. Måske mit kamera, som lå og glimtede i solen (jeg elsker mit lille kamera, forresten - rigtig godt køb). Men en lille pige kastede sand efter den, og lidt efter lettede den, og fløj op til bilerne. Jeg er fristet til at kalde den en rovfugl, både fordi den var stor, og havde et krumt næb. Men sadt at sige, så kunne det ligeså godt være noget der svarer til vores krager. Jeg kom under alle omstændigheder helskindet igennem mit møde med kæmpefuglen. Og selvom jeg i mine indlæg har brugt noget tid på at irriteres over fugle, så er der en glædelig ting ved øen, når det kommer til netop fugle. Jeg har ikke set noget, der så meget som minder om en due. I like!



På vej til stranden kørte vi et ganske langt stykke uden vej. Det var gratis massage - man skulle holde fast. På vej derfra, kørte vi noget af vejen off road, men lige pludselig, ud af ingenting, startede en afalteret landevej. Flere steder stopper/starter vejen brat. Det er ret sjovt at se. F.eks. kørte vi forbi en rundkørsel, hvor den ene afkørsel ikke var længere end 20 meter. Ved siden af stod et reklameskilt for en nye hotel: "Coming soon", men vi var ikke i nærheden af at kunne se andet end ødeland. Men det var en lækker strand, og den er 18 kilometer lang. Land er åbenbart billigt, så der er ikke noget at sige til, at der pønses på opførelse af flere hoteller.



Tilbage på hotellet ved 1-tiden gik jeg ned for at spise frokost. Bagefter var jeg atter at fide ved poolen. Men jeg havde faktisk fået lidt mod på havet, og da flaget på stranden var skiftet fra rødt til gult, og der var masser ude at bade, så var jeg et par gange i vandet her ved hotellet også. Der var stadig store bølger, man det var som om at vandet ikke løb så voldsomt tilbage. Der har heller ikke rigtig være så meget vind de sidste par dage.

Jeg lå nu stadig og gassede den oppe ved poolen. Og i dag havde jeg udsigt til nogle fine palmer. Det har været en rigtig dejlig dag.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Hold da op hvor du har oplevet meget. Glæder mig til vi ses på arbejde. :-) Hanne