The dark side of the moon

Så var hun lige med farmand til koncert. "Hun", det er så mig. Det var tirsdag aften på Fioania Park med Roger Waters. Jeg anede ikke, hvem makkeren var, men blev belært om hans andel i Pink Floyd. Mit kendskab til Pink Floyd begrænsede sig desværre til sangen med børnekoret, der ikke behøver "education" eller "thought control".

Men selvom meget virkede som larm, var der pænt mange imponerende indslag. Som scene-baggrunden der fungerede som en storskærm, der konsekvent viste grafik, billeder eller film koordineret med numrene. Hvor var det tjekket, da Leaving Beirut blev fremført med tilhørende tegneserie og talebobler med sangens tekst. Og hvad med det vildeste surroundsound-anlæg der løbende bidrog med lydeffekter som helikopterlyd, fyrværkeri og hyrdehunden der gøende kæmper med sin brægende fåreflok?

Hvor sejt var det ikke, da man under Perfect Sense så et animeret stadion med vand i stedet for græs, en ubåd, der sejler mod noget midt i vandet, en kollision, masser af ild og eksplosioner på scenen, massive brag i alle højtalere efterfulgt af et kæmpekor skrålende "it all makes perfect sense", så det lyder som om alle publikummer pludselig deltager i koncerten.

For ikke helt at bryde princippet om korte indlæg, vil jeg ikke fortælle om røgmaskiner, masive sæbebobleskyer, en heliumastronaut, avanceret lasershow og den gigantiske lyserøde luftskibsagtige gris med påmalede politiske statements. Jeg vil ikke brokke mig over irriterende medpublikummer eller ondt i benene. Kun tilføje, at jeg er pænt glad for oplevelsen. Så tak til mor for billetten og tak til far for selskabet. Det var i virkeligheden ret fedt.