WYDs Korsveje

Et af VUDernes obligatoriske arrangementer er Korsvejen. Til jer der ikke er inde i den katolske jargon er det en lille procession mellem 14 stationer, hvor man stopper op for at bede. I alle katolske kirker er de 14 stationer repræsenteret ved 14 kunstværker, der viser 14 episoder i Jesu lidelseshistorie - mere populært, men hårdt, vist af Mel Gibson i filmen Passion of the Christ.

I 2000 i Rom, min første VUD - alt var nyt, var det lidt af en tilfældighed, at vi en aften ved skumringstid faldt over arrangementet midt i Roms historiske centrum. Sært at vi ikke havde vidst det, for det var virkelig stort. Vi 4 greb hinanden i hænderne, hårdt, og slangede os gennem menneskemængden, og fulgte så godt vi kunne processionen af præster, biskopper og kardinaler samt hvidklædte unge med store kors eller palmegrene i hænderne. Stationerne var repræsenteret ved enorme fotostater, og bønnen lød overalt i højtalerne. I virkeligheden husker jeg ikke detaljerne præcist, men stemningen gjorde enormt indtryk. Den var ydmyg og eftertænksom, men samtidig præget af glæde og følelse af fællesskab hos de tusindvis af deltagende unge.

I Toronto i 2002 var det helt anderledes. Her var det ikke meningen, at man skulle gå i procession. Man fandt et sted på ruten, foran en af de 14 scener eller en af de mange storskærme. Korsvejen blev opført, eller gennemført, af skuespillere, der spillede Jesus, Pilatus og de andre. Efter gruppen af skuespillere kom præster, biskopper og de unge. Vi kunne følge hele spillet på storskærm, indtil optoget kom forbi os og opførte en af stationerne, på scenen vi sad i nærheden af. Herefter fortsatte de til næste scene, næste station.

I Køln 2005 var det igen helt anderledes. Her foregik korsvejen overalt i Køln i de forskellige menigheder, som man boede hos. Dvs. lokale korsveje arrangeret af den lokale kirke. Hos os startede den med første station i regnvejr bagved kirken. Vi fulgte efter i procession rundt i lokalområdet, hvor hver station indeholdt bøn og sang. Vi gik hele aftenen, igennem, by, skov og villakvarter. Efter mørkets frembrud var der lys og fakler, og det var en eftertænksom og stille flok, der kom tilbage til den mørklagte kirke og kunne slutte den 14 station med en fantastisk lille koncert med en operasanger, der fik gåeshuden til at pible frem overalt.

Nu er det så spændende, hvad de finder på i Sydney. Jeg kan næsten ikke forestille mig en ny måde at holde korsvejen på. Men mon ikke de har noget i ærmet?