onsdag den 27. oktober 2010

Pausedag med regn

I dag kunne jeg sove længe, og det gjorde jeg. Ud på formiddagen stod jeg op, kastede en hat på hovedet, og hoppede i det nærmeste tøj. Efter morgenmaden ville jeg læse lidt, men faldt i søvn mens jeg surfede lidt på nettet. Jeg havde valgt at blive på værelset, for det var nemlig styrt regnvejr.


Kl. 13 var det tid til thaimassage. Jeg havde forventet smerte og knæk, men det var en rigtig god oplevelse. Hotellet har jo en spa, hvor massagen er noget dyrere, end nede på gaden. Til gengæld er det et pænt sted med rigtig fine omgivelser. Jeg har vist skrevet lidt om det tidligere. Hende, der masserede mig, hoppede op på massagebænken og satte sig ovenpå mig, lagde hænderne de rigtige steder, og lagde hele vægten i - først i den ene side, så den anden og så rykke lidt længere frem i den ene side og så den anden side. Hun var dog ikke oppe at gå på min ryg, som jeg ellers havde frygtet. Sådan går det, når man ser for mange film. Jeg har også tidligere skrevet om de stille loungemusik, som lyder i foyeren og i spaen. Pludselig klimpede "Kære John" roligt ud af højtalerne, og jeg sendte mine kolleger på kontoren en kærlig tanke. Det må nok betragtes som "vores sang" trods alt. Det var jo den første (kontoret ved, hvad jeg mener!!!).

Bagefter hoppede jeg i poolen, selvom det regnede. Jeg plaskede over til nordjydernes terrasse (som ligger ved den pool i ser på ovenstående billede), og fik en god snak i poolen mellem vanddråberne. Frokosten blev sen og indtaget på hotellet sammen med dem. Jeg havde troet maden ville være stærk og ikke til at spise. Det er ikke tilfældet, og jeg kunne bare spise og spise. Det er nu noget lækkert mad, de disker op med. Og så koster det sjældent mere end 40 kr. inkl. drikkelse.

Jeg hoppede i poolen igen bagefter, inden jeg skulle ned til skrædderen og se det færdige resultat af mit jakkesæt. Jeg tog den dybe pool (jaja, vandet når mig helt til halsen i den dybe ende), som ligger i "min ende" af hotellet.  Her svømmede jeg straks over til boblerne, som jeg ikke har nydt at sidde i de seneste par dage, efter jeg "opdagede" nordjydernes pool. Med boblerne mener jeg den halvcirkel med "undervandsbænk" der sender bobler op ved fusserne. Det er skønt at sidde og nyde bobler op langs kroppen, mens regnen plopper i vandoverfladen. Der er en duft af jasmin overalt, og nu hvor jeg har vænnet mig til den tætte luft, så kan jeg rigtig nyde blomsterne - både duft og udseende.

Jasmintræet med de hvide voksagtige blomster, som falder ned i poolen og flyder smukt rundt som om det var med vilje, kan lige anes

Jeg skal love for, at jakken er blev flot. Jeg er rigtig glad. Den ene nordjyde gik med, og hun var helt misundelig. Jakken var blevet syet lidt mere ind de rigtige steder, og den passer nu helt til mig. Fordi det regnede sådan, tilbød skrædderen at få sættet bragt til hotellet senere aftenen, så jeg ikke behøvede at komme endnu engang.


Men snat var jeg tilbage i badetøjet, og selvom regnen atter var taget til, så endte jeg tilbage på nordjydenes trappe, hvor vi igen hyggesnakkede lidt til det blev helt mørkt, hvorefter vi gik ned for at spise. Efter aftensmaden, var det for tredje gang i dag, at jeg hoppede tilbage i badetøjet, hvorefter vi indtog et par øl i poolen på deres trapper. På vej op så jeg et lille fint dyr, som jeg også lige må nævne. Det er nemlig ikke mange dyr, man ser, når man er på ferie i Thailand.


Klik på billedet, og se den lille fætters fine fødder.

Så nu har jeg hvilet ud på en regnfuld dag efter mange oplevelsesrige dage. Og jeg er klar til morgendagens udflugt, som tæller lidt af hvert. Men mere om det i morgen.

Ingen kommentarer: