Mit Instagram

tirsdag den 26. oktober 2010

Phang Nga og James Bond øen

Tidligt op og med minibus kl. 8, var tirsdagens barske realiteter. Men jeg havde jo ønsket mig at se øen fra James Bond-film "Manden med den gyldne pistol", så det var faktisk ikke så svært.

Der var en times kørsel i minibussen på Phukets travle veje. Men så befndt vi, det nordjyske par, svenskeren og jeg, os på en vakkelvorn sammenflækket platform af gamle brædder, der trænkte til et vaterpas.

Man er vel frisk på flere eventyr?!

Langt om længe blev vi gelejdet op i en åben bus (man kunne måske kalde det en "shuttle", som busser i n lufthavn), som kørte os ud af en mole. Vi kravlede ned i speedbåden, hvor der blev stimlet 41 passagerer ind. Og så drønede vi ellers afsted i et larmende tempo.

Efter at have sejlet et karters tid gik det op for mig, at vi sejlede rundt mellem de øer, som jeg havde forelsket mig sådan i under indflyvningen i torsdags. Og området, som er nationalpark, er bestemt ikke kun smukt fra luften. Øerne er klippeøer, der er grønne af de træer, som tilsyneladende kan vokse på stenene. Der blev sejlet tæt på Panak Island, som var fyldt med drybsten. Vandet har gennem tiden åbenbart ædt sig ind på øen ved havoverfladen.

Speedbåden her er i store træk som den vi var med. Men det er nu øen der er det spændende her...

Da vi så småt sejlede videre, blev der smidt råt kød ud fra båden, og pludselig væltede det frem med ørne. 10-15 stykker var der i hvert fald. De dykkede i vandet efter kødet, og så tilbage op på himlen.


Vi var heldige med vejret. Vi oplevede ikke regn. Og så alligevel. Hele området lå som i en dis, når man kiggede rundt omkring. Og det passer fint med den oplevelse jeg havde under indflyvningen. Der troede jeg bare, at det skyldtes morgenstunden. Selvom det ikke regnede, hvor vi var, er jeg sikker på, at der kom ordentlig skyllere andre steder.


Vi nærmede os James Bond Island. Mon ikke den har et andet navn? Jeg kender det i givet fald ikke. Men her (og andre steder) er "Manden med den gyldne pistol" optaget. Ved "landingspladsen" skiftedes speedbådende og Long tail-bådende til at smide passagerere af/hente dem igen. Long tail boats er meget almindelige. Det er en aflang træbåd, hvor der er påhæftet en stor bil/lastbilsmotor på, hvor skruen er fastmonteret på et langt rør, som bruges til at styre båden med.


Det var et sidespring. James Bond øen var befolket af flere boder, der solgte souvenirs til os turistet. Jeg var ikke fristet. Ingen bor på øen. Vi havde 20 min. til at kigge os omkring og tage billeder. Vi gik lidt rundt og nød stedet. Det er virkeligt et smukt sted, men lidt for fyldt med sådan nogle som mig, turister. Men det kan jeg jo ikke rigtigt brokke mig over. Den sjove høje smalle ø midt den lille bugt syntes jeg i øvrigt at kunne huske at have set før.


Så var det ellers tilbage på speedbåden, som lagde sig ventende med de andre turistbåde lidt uden for kysten. Et par syntes ikke de behøvede at overholde tidsfristen, for da alle vi andre i båden var pakket og klar, manglede de stadig. Båden blev nødt til at sejle ud, for af- og pålæsningerne foregik som på samlebånd. Guiden var noget knotten, da vi alle måtte vente ude i bugten et kvarters penge på, at de to skulle få nusset sig sammen - og så måtte båden atter lægge sig i kø for at komme ind efter dem.

Turen fortsatte til Panyee Island. Også kaldet den flydende ø. Det er nu så meget sagt, for byen er bygget på pæle ud for en af klippeøerne. Beboerne er muslimer og er vist kun en 2-3 familier, hvis man skal tro guiden. Det er lidt sært at e asiatiske piger med tørkæder. De fleste thailændere er da også budhister.  Der er også bygget en moske øen, men vi kunne desværre ikke finde uden for den restaurant, som vi skulle spise på. Jeg tror beboerne levede af de mange restaurnter i udkanten af bebyggelsen, og jeg kan godt forstå, hvis de gerne ville skærme privaten for alle turisterne. Maden var i store træk samme menu som på Raya. Jeg fandt ud af hvad det er for en fisk, som ligger og kigger på os fra fadet. Hvid snepper. Den smager ikke af meget, men ganske glimrende, når man lige kommer forbi de stirrende øjne og spidse tænder. Vi sad denne gang plantet om runde borde, og vi endte sammen med et par fra Sydafrika og en amerikaner. Vi snakkede lidt, men spiste mest. Så var der, inden afgang, tid til shopping bagerst i restauranten, men intet fristede rigtigt.


Næste stop var Hong Island. Jeg havde været en lille smule nervøs for kanosejladset, men efter mine snorkelture forleden tænkte jeg, at så længe jeg fik en redningsvest på, så kunne det ikke gå helt galt. Men det viste sig, at der ikke ville være mere end 1½ meter dybt, så hvad skulle man med sådan en? Fra speedbåden blev vi gelejdet i 2- eller 3-mandspar ned i kanoer af gummi.


Og så blev vi ellers padlet rundt i de smukke omgivelser, hvor vi kunne se hvad tid og vand havde gjort ved klipperne. Ind imellem skulle vi lægge os ned i kanoerne, så vi kunne sejle gennem lave huller og ind i hulrum. Det var så stille og smukt (undtagen mens en speedbåd lå og gassede sig, og spyede larm og os ud i hovederne på os kanofarere. Vi var blevet advaret om, at vi ville blive våde, så jeg undlod at tage mit fine kamera med i vores kano. Jeg har dog aftalt med nordjyderne, at vi udveksler billeder. Men de er ikke klar her til aften.

Det sidste programpunkt var 1½ times afslapning og badning på Naka Island. Jeg var lige ude og dukke mig, men det var ikke helt så fristende som på Raya, og der blev hurtigt dybt. Og de fleste ved, hvordan jeg har det med dybt vand, hvor jeg ikke kan bunde. Til gengæld fik jeg prøvet en ud af to drinks, som jeg skal nå at have, mens jeg er her. Pinja Colãda serveret i en kæmpe kokusnød. Den smagte sødt og dejligt - hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg ikke tro, at der var sprut i.


Efter en forholdsvis hurtig tur i speedbåden var vi tilbage på Phuket, og efter lidt ventetid kom vi om bord i minibussen, og strøg tilbage mod Kata. Jeg havde en tid til Thai-massage, men jeg havde ikke skyggen af chance for at nå den, fordi vi var noget forsinkede (fik senere tiden flyttet, for thailændere er så høflige, og kunne ikke finde på at blive mopsede - jeg fik helt dårlig samvittighed, men der var ikke meget at gøre). Til gengæld sad jeg ved siden af den søde sydafrikanske dame (fra frokosten), og vi snakkede hele vejen. Om Thailand, Sydafrika, Danmark og os selv. De bor i Johannesburg, og hun tilbød, at hvis jeg havde tænkt mig at komme til Sydafrika, så skulle jeg besøge dem. Vi udvekslede mails, men vi ses nok i løbet af de næste dage, for de bor også her på hotellet. Hvor kan folk dog være søde.

Efter et hurtigt smut i poolen da jeg kom hjem, og et turbobad, mødtes jeg med skrædderen for den sidste tilretning. Den bliver syet endnu lidt ind, for den var alligvel blevet lidt kasseformet. Jeg tror nu stdig den bliver flot. Særlig vild er jeg med jakken.

Bagefter mødtes jeg med de 3 på en italiensk resturant i den dyrere ende. Bare rolig, det blev stadig ikke mere end lige over 100 kr. for mad, dessert og drikkevarer. Det var rigtig hyggeligt, men jeg er nu fuldstændig bombet, og glæder mig vildt til en afslapningsdag i morgen, hvor der ikke er planlagt andet end massage. Imens jeg har skrevet på indlægget her, har jeg blundet indtil flere gange. Nu skal jeg bare slappe af til den store guldmedalje i morgen.

Igen i dag kommer der lige et bonusbillede til sidst, som jeg ikke rigtig fandt plads til, men som jeg alligevel synes skal vises frem. Det har været n utrolig smuk dag.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Hej Kris.
Nøj, hvor du oplever, og hvor er det dejligt at kunne følge dig herinde.. Jeg elsker også elefanter, og Mary ser rigtig sød ud. Jeg glæder mig til at følge med i resten af dine "udflugter", men som du også selv nævner idag, skal du jo huske at slappe af ;)
Du skal bare vide, at vi savner dig frygteligt. Vi har indset, at man ikke ved, hvad man har, før det er væk, og håndboldtrænere som dig hænger ikke på træerne!!!
Nyd resten af din ferie og pas på dig selv.
Mange hilsner 1. division :)