fredag den 29. oktober 2010

Myreturen Phi Phi

Turen til Phi Phi øerne blev, hvis jeg skal være ærlig, lidt en skuffelse. Det har været en dejlig dag, og det var nogle utroligt smukke øer. Men der var så mange andre turiter, end nordjyderne, svenskeren og jeg, der havde fundet på at ville se disse fantastisk smukke øer.

Første ø var Phi Phi Ley, og vi lagde til ved stranden i Maya Bay. Det var en ren myreture af speedbåde og turister. Der kommer så mange speedbåde, at man har afsat et område i vandet, hvor speedbådende ikke må "parkere", for at der er plads til at bade også.
Jeg gik en tur rundt på øen, vi havde en halv times tid. Jeg så en stor sort sommerfugl, og jeg viser gerne billeder engang.
Det er her filmen "The Beach" med Leonardo DeCaprio er blevet optaget. Jeg købte den i Patong forleden, og skal se den, når jeg kommer hjem til Danmark. Jeg var også i vandet, og det var virkelig skønt. Jeg kunne lige forestille mig det som et fantastisk paradis, hvis man kunne få det lidt for sig selv. Men det er jo noget egoistisk at forestille sig.

Efter vi endelig havde fået de sidste folk om bord på båden (ikke alle er lige gode til klokken) sejlede vi rundt om øen og videre til den næste. Vi sejlede forbi Monkey Beach, hvor aberne lokkes ned på stranden med bananer, der kastes ud fra speedbådene. Vi var dog ikke i land.


Et sted i mellem ovenstående program var der også 40 minutters snorkeltur. Jeg var lidt loren ved det, for båden stoppede noget længere fra land - det var ligefør det var åbent hav (nej, det var ikke). Men jeg tænkte, at det jo var gået fint sidst. Der var ikke smukk koreller, det har jeg stadig til gode. Men der var masser af fisk i alle mulige farver og størrelse. Det var virkelig imponerende.

Ved den anden af Phi Phi øerne blev vi sat i land og vist op til store åbne telte, hvor maden blev serveret som mget stor buffet. Igen lækker mad, med masser at vælge mellem. Efter maden var der mulighed for at nusse lidt rundt og kigge, men det blev kun til et kig i souvenir-butikken, uden at jeg købte noget. Vi var ikke de eneste, der skulle spise ved buffeten. Stranden var fyldt med speedbåde.


Efter besøgene på Phi Phi øerne, var det tid til afslapning på endnu en ø. Den lå ca. halvvejs tilbage til Phuket. På Khai Nok Island var der 1½ time til valgfri leg. Vi lagde ud med at leje liggestole, og så kom barfolkene ellers og overfaldt os som sultne hunde. Drinks og is blev tilbudt. Nu hvor ferien lakker mod enden for mig og svenskeren, blev vi enige om at smage den drink vi havde snakket så meget om hjemme i poolen, når nogle havde bestilt den. Mai Tai serveret i Ananas. Den var lige så god som den ser ud.



Jeg nåede også 5 min. volley med en gruppe malaysiske skolekammerater der altid tager på ferie sammen, og endnu en tur i bølgen blå, inden vi hoppede på speedbåden igen.

Noget af det, der gjorde turen god til trods for en dag med overskyet vejr, var nogle af de mennesker der var med. De malaysiske drenge havde det så fint med hinanden, og deres glæde løftede også humøret på båden. Ligesom vi havde meget grin over argentineren, der ikke var tilbage ved båden til tiden, og hans mexicanske ven med de vilde tømmermænd (han var ganske bleg, og sad med en plasticpose på turen ud - hans skulle nok blive sjov for konen at få tilbage) så ud til at være ved at gå i panik i frygt for, at båden sejlede uden kammeraten. Argentineren kom tilbage med et smil på læben og en undskyldende attitude.
Men kun lige indtil det gik op for alle, at de to mænd i de matchene Heinikken-undertrøjer heller ikke var kommet endnu. Så blev argentineren kæk, og råbte, at de skulle give Heinikken til hele båden. Der var mange sjove folk, der var "happy", som guiden på båden hele tiden ville have bekræftet, at vi var. "Are you happy? Smile to the camela", sagde hun, hver gang der skulle tages billeder.

Her til aften var der atter Thai-buffet på hotellet med forskellig underholdning. Så der var vi selvfølgelig at finde.


Det var det næstsidste måltid inden jeg skal herfra tidligt søndag morgen. Flyet er allerede meldt to timer forsinket, så nu skal vi først afsted ved 5-tiden om morgenen. Jeg tror, jeg begynder at pakke i morgen formiddag, så jeg ikke skal panikpakke sent i morgen aften.
Indtil kl. 15 i morgen eftermiddag, har jeg planer om at skulle ned og bade ved vores egen strand. Det har jeg endnu ikke prøvet. Jeg har kun gået små ture i starten af ferien. Og så vil jeg gerne have en fodmassage nede ved poolen. En ting jeg heller ikke har prøvet, men gerne har villet.

Nordjyderne, svenskeren og jeg tager ved frokosttid ind til en stor outlet med sportstøj og et stort shoppingcenter, hvor der også skulle være masser af elektronik. Det er jeg lidt spændt på. Og bagefter tager vi på weekendmarkedet, hvor vi er mens det bliver mærkt. Det er jeg også spændt på. Og når vi kommer hjem, spiser vi afskedsmiddag sammen. Nordjyderne skal være her en uge mere.

Jeg ved ikke om jeg når at opdatere bloggen i morgen aften, hvor det måske bliver lidt senere, jeg kommer tilbage. Men jeg skal nok prøve at få de sidste oplevelser med hurtigst muligt. Jeg har også prøvet at hente Skype til computeren, så jeg kunne få fat i mutter og fatter, men den vil stadig ikke. Jeg tror ikke det her trådløse netværk er det hurtigste, det tager en time at hente programmet, og jeg får besked om "timeout længe inden".

Uanset, selvom her er dejligt, så glæder jeg mig faktisk også til at komme hjem igen. Jeg har jo et par dage til at komme mig, inden jeg atter skal på arbejde igen. Og så har jeg set på mors blog, at Quinto er blevet dygtig efter at være startet på træning. Det glæder jeg mig til at se. Jeg håber også, at vi skal spise sammen, når jeg kommer hjem. Og hvis jeg overhovedet vågner om mandagen, så tror jeg 206eren skal tage mig en tur til Dalby. Men nu må vi se (jeg er tilsyneladende ikke god til IKKE at lægge planer!!!).

Ingen kommentarer: