Mit Instagram

mandag den 28. oktober 2013

Overraskelsernes morgentur

Der er varsler om en slem storm i dag, så jeg tænkte, at Quinto skulle have en god morgentur. Hvis nu det bliver svært at komme ud senere. Men han ville en anden vej end jeg. Hans vej var ret svær at gå. I mors regntøj og med gummistøvler, gled jeg rundt i mudderet af jord, grus og visne blade. Så jeg drejede hurtigst muligt ud af skovstierne, og ud på de lidt større etablerede stier. Men så var turen ikke lang nok, og derfor drejede jeg ned mod åen for at runde Jernalderlandsbyen. Han kunne ikke helt forstå, at vi skulle den vej.


Han er blevet lidt af en fotomodelhund. Og satte sig villigt midt på broen, så jeg kunne tage et fint regnvejrsbillede. På det tidspunkt havde hverken han eller jeg nogen anelse om, hvilken slags tur, det ville ende ud i.


Køerne stod lige så fint placeret midt i maden. De er ikke til at stå for, og kigger nysgerrigt på Quinto, tror jeg, når vi går forbi.


På stien fik han lov at løbe lidt fri. Der var ingen i nærheden. Men så så jeg på afstand, at der kom en anden hund, så jeg kaldte ham tilbage, og satte snor i ham. Men den anden hund var også løs, så der gik ikke længe, inden Quinto uden snor fik stiftet bekendtskab med den. Vi fortsatte sammen af stien, og hundende elskede det. Endnu en hund blev spottet på afstand, og endnu en gang fik jeg sor i Quinto. Men de to andre hunde hilste på hinanden, og det skulle Quinto da ikke snydes for. Så vi endte med at vende om, for at følges alle tre. Der var heller ikke tvivl om, hvem der havde godbidder i lommen.


Hundene elskede det, og Quinto sponsede frem og tilbage mellem de to andre hunde og os mennesker. Jeg tror altså, at det var hyrdehundegenet, som fik den til det. Der gik heller ikke lang tid, inden jeg indså, at eventyret nok ville kræve endnu en spuletur til vovsen, når vi kom hjem.


Så sagde vi farvel til den brune hunds mor, og vi to tilbage plus hunde, fortsatte hjemad. Forresten var det den sorte retriever Sally, som Quinto, mor og jeg mødte sidste vinter oppe på marken, hvor de legede så godt i sneen. Hundemor fortalte, at hun faktisk lige havde kigget på billederne derfra i går. Pudsigt! Men Sally og Quinto legede så fint, og på et tidspunkt var det den helt store jagt. Da vi også sagde farvel til Sally og hendes mor, var der ikke noget at se på Quinto. Men de var ikke forsvundet langt ned af et vænge, før jeg tydeligt kunne mærke, at han var helt baldret. Nu ligger han og sover, imens jeg arbejder hjemme. Det var vist den perfekte morgentur for Quinto, på trods af regnen.

Ingen kommentarer: