Gummi, skildpadder og bambus

Vi blev hentet 7.30 på hotellet af en minibus, som skulle tage os på Khao Lak Safari. Khao Lak er en by, et område, en nationalpark, der ligger lige nord for øen Phuket på fastlandet 1½ times penge fra Kata. Første stop var en pause ved et ”Coffee house”, som er en thai-pendant til Monarch. Men meget mere indbydende. Jeg nævner det blot for at få mulighed for at vise nedstående billede taget på toilettet.

Hvis ikke det kan ses, så står der "Danmark" på hanen. Tænk, et tilfældigt sted i Thailand, og så "Danmark"!!!

Vi ankom til ”Elephant Camp” og blev straks vist op på en platform, hvorfra vi kunne stige på. Da vi var 5 deltagere på turen, endte jeg endnu engang med at ride på ”min egen” elefant. Thong, hed den, en 22 år gammel han. Omgivelserne var en tilgroet gummiplantage, og var som sådan mere autentisk end min tidligere elefantridetur henad stien på bjerget forbi maskiner og stenbrud.
Men Thong viste ikke personlighed som Mary, der gjorde, hvad hun ville, når mahutten (har jeg fundet ud af føreren hedder) kiggede væk. Der var heller ingen ridning alene på elefantens hals. Måske fik jeg særbehandling på den første elefanttur, fordi jeg kom alene. Til gengæld var jeg ikke nervøs denne gang. Der var ingen stejle skrænter til at skræmme mig, eller maskiner til at skræmme elefanten.
Da turen var slut, kunne vi købe kurve med bananer til at fodre elefanterne med. Thong tog de bananer, som jeg rakte ham, uden i øvrigt at ænse mig, og der var faktisk ikke videre spas over ham. Russernes (de sidste to deltagere på turen) elefant var der mere spræl i. Den stak snablen over til mig, og prikkede mig på det nærmeste på armen med spidsen af snablen, da den havde opdaget, at jeg kunne charmeres til give den bananer.

Her i området er det mange plantager med gummitræer. Indtil jeg kom til Phuket anede jeg ikke, at gummi kom fra træer. Men det gør det. De skærer skrå snit i de mindst 5 år gamle træer, og så løber en mælkehvid væske ned i et bæger, som er spændt fast på træet. Det tager ca. en uge at fylde et bæger op. Så der skal mange træer til at lave nye 4 nye vinterdæk til 206eren, når dem jeg har, ikke kan længere. De træer, vi så i dag, gav råmateriale til latex, skosåler, kondomer mm. Træerne er overalt og står i snorlige rækker (se f.eks. billedet herover). Vi prøvede at lave snit i et træ, og vi kunne se hvordan der ganske hurtigt strømmede hvidt flydende materiale ned i bægeret.

Turen skulle vise sig at blive lidt som kinesiske og japanske turister i København. Ud af bussen, tag et billede, og videre igen. Da vi hverken ville se ”Snakeshow” eller ”monkeyshow” i Elefantlejren, drønede vi videre med bussen. Vi skulle se det, som guiden betegnede som ”Tsunami museum”. Det var en stor politibåd, som lå alene på en mark og kukkelurede. Den store tsunamibølge havde flyttet skibet 2 km ind på land. 10 ud af 11 på båden havde overlevet. De var vist blevet inden døre på skibet. Området var godt sjappet efter gårsdagens regn, der vist havde været noget kraftigere i Khao Lak-området.

Det skal noget af en bølge til at skylle så stort et skib to km ind på land

Så gik turen til en Skildpaddefarm. Den thailandske stat opdrætter havskildpadder, i noget der minder om et dansk dambrug, og sætter dem herefter ud i havet, når de når en vis alder. Vi blev kørt ind i et militært område, og fik lov at kigge i bassiner med skildpadder i forskellige aldre. Skildpadderne var søde og ikke til at stå for, og det var både dejligt og spændende at se, hvordan man forsøger at værne om de her fantastiske dyr, som kan blive op mod 500 år, hvis ikke de lander i fiskernes net inden.

På vej ud af militærområdet bremsede minibussen pludselig op og holdt ind til siden. Chaufføren havde fået øje på en stor varan, der lå død påkørt af en bil midt på vejen. Han steg ud, løftede den i halen og smed den i en plasticpose. Guiden så at jeg prøvede at fotografere ud af vinduet, så hun sagde noget til chaufføren, som åbnede døren og lagde den pænt til rette for os. Det føltes en smule makabert, at fotografere et dyr der er kørt ned, men det var bare så sært, at det måtte foreviges. Hjemme er det ræve og duer, der ligger påkørte langs vejene, men der er ikke rigtig nogen, der tænker på at fjerne dem. Jeg spurgte guiden, hvad chaufføren ville gøre med den. ”Feed the fish”, sagde hun. Nordjyderne og jeg blev enige om, at han måtte have et hold piratfisk derhjemme.

Så var det tid til frokost på en lille restaurant ved stranden. Den er altid inkluderet i disse dagture. Det virkede øde, men der var så småt gang i byggeriet i området. Måske er de stadig ved at komme sig oven på tsunamien.
Jeg har læst i min Lonely Planet guidebog, at Thailand nu har etableret et varslingssystem, i tilfælde af, at der skulle komme flere tsunamier. Og pludselig gik det op for mig, hvad de højerød/hvide tårne langs kysterne er til for.

Lokalbefolkningen advares gennem thailandsk radio og tv, og de, der ikke taler thai, bliver advaret på forskellige sprog via højtalere på advarselstårne og monterede blinkende lygter. Tårnene er placeret i højrisikoområder. Vi hoppede ikke i bølgerne blå ved denne strand, da der utrolig hurtigt blev dybt. Og jeg er tilsyneladende ikke den eneste, der gerne vil have lidt sand under fødderne, når jeg bader.
Næste punkt på turen var muligheden for at bade ved et vandfald i en flod i regnskoven. Da jeg først havde forceret de meget glatte sten (”slippery wet”, som guiden på Raya-turen sagde), stak jeg fusserne i det noget kolde vand. Men, men, men… det var nu ikke koldere end vandet hjemme i Danmark om sommeren. Der var også glat nede i vandet, og sammen med den stærke kraft som vandet fra vandfaldet kom imod mig med, udgjorde det en lille udfordring at kæmpe mig over mod bruset. Jeg nåede heller ikke helt over til, hvor vandet faldt ned fra klippen, men badet, det har jeg. Og vandet var skønt klart, og bunden af sand. Jeg havde forestillet mig noget mudret stads, men det var så langt fra…

Turen inkluderede jungletrekking. Men arrangørerne tager altid forbehold for ændringer på grund af vejrmæssige forhold. Guiden sagde, at der var for mange myg, hvorfor vi skulle kører videre til næste stop, frem for at gå.
Næste stop var ”Bamboo rafting” på floden. Jeg tænkte, at der måtte vel også være myg, men egentlig var det fint nok bare at køre. Et stykke længere ”nede”, gjorde vi atter holdt. Her blev vi ledt ud på tømmerflåder bygget af bambusrør. Vi var blevet opfordret til kun at sidde i badetøj, for vi ville blive våde.
Vi fik små plastikposer til vores kameraer. Jeg var lige ved at lægge mit tilbage i bussen, for jeg ville ikke risikere, at det havnede på bunden af floden. Men guiden sagde, det var sikkert nok, så jeg tog det med og knipsede lystigt løs.

Jeg fik endnu engang min helt egen tur, da der ikke måtte være mere end 2 på en flåde, plus ham der styrede. Han stod ude i forenden af flåden, og med en stav sørgede for, at vi ikke ramlede ind i for mange træer langs bredden. Ind imellem brusede vandet henover flåden. Dejligt med lidt afkøling i den meget fugtige hede, vi er i (jeg har egentlig vænnet mig fint til det).
Inden vi nåede slutningen af turen holdt vi pause for at bade i flodens klare vand. Nordjydinden var ikke helt tryk ved situationen, da vi efter få minutter fra start var blevet præsenteret for en ”water snake”, der lå og gassede sig oppe i et træ. Jeg tror først hun slappede af igen, da vi nåede sikkert i land.
Jeg er efterhånden af den overbevisning, at det vi bliver udsat for på disse ture er sikkert nok, og at det farligste egentlig er busturene i den thailandske trafik, hvor den danske kørestil endnu ikke har vundet rigtig frem. Det virker umiddelbart som kaos og rent anarki.
Det var sidste punkt på dagens program, og den forholdsvis lange tur hjem begyndte. Jeg havde svært ved at holde mig vågen, så jeg blundede noget undervejs.
Hjemme sprang jeg i ”min” pool og bestilte en is i poolbaren. Jeg kravlede dog op ad vandet, da den var klar, og satte mig over på en liggestol og nød den, imens jeg kom lidt videre i ”Manden der blev 100 år og kravlede ud af et vindue og forsvandt”. Tilbage i poolen sad jeg i boblebads-hjørnet og nød skumringen, og mørket der faldt på. Det er simpelthen et skønt tidspunkt på dagen.

Efter et godt bad var det tid til at spise. Der var bryllup i restauranten, men der var stadig plads til os. Så vi sad i udkanten af bryllupsfesten og nød stemningen. Vi gik forholdsvis tidligt hver til sit. Selvom det er meget søde mennesker, er jeg nu også glad for noget tid alene i ny og næ. Så nu kigger jeg lidt tennis i TV og kigger i dagens billeder. Udenfor er det begyndt at regne kraftigt igen. Indimellem er der et lysglimt efterfulgt af et ordenligt rabalder, der lyder som om, det er lige ude ved poolen, samtidig med det giver genlyd, måske pga. bjergene...

I morgen er der endnu en udflugt, som bliver feriens sidste dagtur. Der må det meget gerne være super dejligt vejt! Vi skal til Phi Phi øerne, og der skal vi snorkle igen. Det skulle være virkelig flot med fine koreller og farverige fisk. Jeg ved ikke, om jeg er sej nok til endnu at nyde det for alvor, men jeg er temmelig stolt over, at jeg overhovedet kommer i bølgen blå. Og jeg glæder mig til endnu en naturoplevelse. Jeg har hørt, at det skulle være virkelig smukt.