Tekst kommer senere. Men jeg kan afsløre, at dagen har været fyldt med op og nedture.
Vi stod op meget tidligt. Vi havde jo bil, og havde fået meget varme anbefalinger på solopgang ved klosteret, og så en tur op ad bjerget til et lille kloster på toppen i morgensolen. Det lød også helt fantastisk. Så vi pakkede en morgenmadpakke og vores kameraer. Vi havde inviteret belgierne til at komme med, så dem mødtes vi med kl. 5.30 og listede os gennem byen til parkeringspladsen.
Da vi kom frem var det begyndt at lysne. Vi gik rundt om klosteret, hvor vi også var i går. Og vi var ikke nået ret langt, før solen begyndtr at kigge op. Vi stod stille og nød solopgangen i tavshed. Bortset fra lejlighedsvise klik fra kameraerne.
Lyset gjorde, hvis muligt, landskabet endnu smukkere. Jeg var helt forelsket i stedet. Vi fortsatte lidt opad, og fandt så et sted, hvor vi spiste vores medbragte morgenmad. Men jeg kan allerede nu afsløre, at idyllen snart skulle ophøre for mit vedkommende. Jeg håber bare, at min frygt og opførsel ikke ødelagde oplevelsen for de andre tre.
Oostigningen blev stejlere og stierne smallere. Det føltes som om, jeg balancerede på kanten af afgrunden. Jo højere op vi kom, jo værre. Det giver næsten sig selv, der er længere at falde ned. Og jeg var ret overbevist om, at jeg ikke ville overleve et fald. Men mod mig kom en ung mand med en taske på ryggen og en sovepose i hånden. Han kom gående som gik han på et helt almindeligt fortorv. Og jeg spurgte mig selv mange gange, om hvorfor jeg var så bange. For jeg plejer jo ikke at falde når jeg går. Ikke engang når det stormer. Manden havde overnattet på toppen i det lille kloster. Han smilede og sagde til mig: "It's a bit windy, but it's not difficult" ("det blæser lidt, men det er ikke svært"). Det gav mig mod på et stræk mere. Men jeg var begyndt at læne mig ind mod bjerget og klyngede mig samtidig til alt hvad jeg kunne få fat i. Jeg gik nærmest sidelæns, og nogle steder kravlede jeg næsten.
To gange stoppede jeg op og sagde til de andre, at jeg ikke ville længere. Hvorfor i al verden tvinge mig selv til noget, jeg fandt livsfarligt og på ingen måde nød. For hvis skyld. Og så tænkte jeg meget på nin fsmilie hjemme. Men første gang jeg tænkte tanken, kom jeg på andre tanker, fordi jeg nok endnu mindre havde lyst til at skulle alene den anden vej - eller vente på stedet til de andre kom tilbage. Anden gang sagde belgierne, at nu var klosteret lige om hjørnet - og så havde jeg samtidig samme forbehold, som første gang. Og ned kom spadserende en håndfuld mennesker med tasker og rygsække. Men vi kom frem til klosteret, og kunne nyde udsigten og roen på stedet.
Jeg tror godt man kan se på billedet, at jeg ikke er specielt stolt ved situationen.
De sagde alle tre til mig, at de var stolte af mig, og at jeg skulle være stolt af mug selv fordi jeg gjorde det. Og jeg kan da også godt se, at der var masser, som nemt valsede op og ned ad bjerget. Jeg kan også godt se, hvorfor de gør det. For der var helt ubeskriveligt smukt. Men jeg var faktisk ikke stolt af mig selv. Og jeg sagde, at jeg måske ville være stolt, hvis jeg kom sikkert ned igen. De rettede mig naturligvis, og sagde "når" jeg kom ned igen. Jeg følte, vi var der i en evighed. Jeg er meget ked af, at jeg ikke kunne nyde stedet mere. For der var virkelig smukt, og et helt fantastisk morgenlys. Men jeg tænkte kun på at komme ned i en vis fart. Og på dem derhjemme. Jeg bad et par bønner - ikke fordi vi var på et kloster, men simpelthen fordi jeg vsr så skrækslagen. Jeg tør jo ikke engang kravle på en stige, uden nogen holder. Den ene belgier var helt overbevist om, at hun kunne hjælpe mig med meditation og energier. Eftersom jeg hellere ville holde mig til mine bønner, fik jeg afvist hende lidt for hårdt. Men jeg ville egentlig bare være i fred. Det var lidt synd, for hun ønskede jo bare at hjælpe mig, så jeg kunne nyde turen lige så meget som hun gjorde. Så da hun efter nogen tid kom igen, lod jeg hende. Jeg tror, at tro kan flytte bjerge. Men jeg var ikke særlig modtagelig, og jeg følte mig egentlig rigeligt fokuseret på at komme helskindet ned. Ikke noget med, at jeg ikke turde. Det var faktisk, mod forventning nemmere ned, for der havde jeg ingen diskussioner med mig selv om, hvorvidt jeg skulle fortsætte eller ej. Belgierne var søde. Deforsøgte at tale mig iigennem med opmuntrende ord og oversatte belgiske jokes. Det var ikke alt jeg hørte. Hun gik hele tiden foran mig med armen ude, så jeg kunne gribe fat. Men hun er en bette sag, så jeg tænkte, at jeg da ville hive hende med i faldet, hvis jeg snublede. Så jeg fortsatte med at kramme bjerget. Ind imellem stoppede jeg op for at høre, hbor Kasia blev af. Jeg turde ikke kigge op fra sti og bjergvæg, så jeg vsr tilfreds, når de sagde, at hun havde det fint - og gik og tog billeder. Hvad belgierne måske ikke lige indså var, at jeg faktisk også var bange på deres vegne. Så når hun "dansede" rundt på stien ved siden af mig, for at få mig til at føle mig sikker, så gjorde det bare det hele værre. Heldigvis spurgte hun mig på et tidspunkt, hvad jeg helst ville have hun gjorde. Gik ved siden af, eller foran. Så det blev foran.
Da jeg begyndte at føle mig på sikker grund igen, så skal jeg love for, at jeg fik fart på. Jeg blev vist også lidt mere snakkende. Og jeg begyndte at kunne nyde den sidste del af turen mod det større kloster og bilen.
Jeg er stadig ikke stolt af mig selv. Jeg har ikke den der "Yes, du gjorde det"-følelse i kroppen. Måske kommer det. Jeg ved det ikke. Men jeg synes, at det er ekstremt vildt, at jeg har været deroppe. Men jeg skal ikke bestige flere bjerge lige forløbig.
Tilbage på hotellet var vi begge trætte. Kasia var lidt køresyg, tror jeg, så jeg var mest ovenpå og tilbød at hente mad. Men det meste af byen holdt siesta og jeg gik derfor ind til bageren med det lækre hjemmebag og købte et brød. 1 euro. Det er ikke til at forstå. Og så kreaerede jeg en masse snask af vores rester herhjemme på hotellet. Jeg bryster mig lidt af en selvopfunden marmeladekaramelliseret løgkompot over oreganoristede squashskiver. Nøj, det smagte godt. Men jeg tror ikke, det var feriens sundeste måltid. Men det var sjovt at lave.
Dagen sluttede med en tur på stranden. Jeg fik en iskold frappe med på vejen. Vi fortalte cafemanden hvad vi havde lavet. Vi har været inde ved ham et par gange, og han spurgte om vi kunn kunne lide turen til klosteret. Jeg sagde, at Kadia gjorde, og tilføjede at jeg jo "hverken bader nøgen på stranden elker bestiger bjerge". Så spurgte han med et glimt i øjet: "but why did yoy come to Anafi, then?" (men hvorfor er du så kommet til Anafi?). Og det kan han måske have ret i. Men øen ER smuk, byen ekstrem hyggelig og menneskene her er utroligt venlige.
Det blev den nærmeste strand. Jeg valgte, at vi skulle tage vandrestien i stedet for æselstien, for den er mindre stejl. Men heg fortrød. Jeg havde helt glemt, at der også var langt ned fra de små stier. Men vi kom frem. Og vandet var skønt. Vi blev i små to timer, inden vi tog bussen op til aftensmad og pakkeri. For i morgen tidlig venter Santorini.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar