søndag den 6. juli 2014

Strand- & snakkedag

Vi sov igen længe. Det var dejligt. Morgenmaden blev sen og overdådig. Kasias røræg er de bedste. Efter morgenmaden slog vi mave inden vi hoppede i vandreskoene. Dagens mål var stranden Roukounas. Vi har fået den strand anbefalet af flere - også af Kasias bror. Det skulle være hippiestranden, hvor frie sjæle bor på stranden i deres telte. Vi tog samme sti, som de andre gange, vi er gået til stranden. Vi kom derfor også forbi cikadetræerne. Når vi er gået forbi, har der hver gang været en syndig larm af cikader, der synger i kor. Kasia forsøgte at optage lyden.
Udsigten på turen er utrolig smuk, og selvom jeg stadig kigger mest ned, så lægger jeg mere og mere mærke til landskabet. Når vi går ud af byen er det meste af udsigten præget af visne brune farver, kun afbrudt lejlighedsvis af grønt, og selvfølgelig lilla fra timian, som endnu står smukt i blomst.
Da vi endelig kom til en strand, mente Kasia ikke, det ville være noget for mig. Store sten og klippe. Jeg havde lidt svært ved at tro, at det skulle være den så rostehippiestrand. Så selvom Kasia kæmpede med en vabel på foden, blev vi enige om at fortsætte lidt endnu, rundt om en klippe. Vi kom til en privat strand, som vi selvfølgelig skyndt os forbi. Den næste lille strand var heller ikke, hvad vi havde forestillet os, men Kasia kravlede ud på nogle sten, hvor hun kunne se rundt om et klippefremspring. Og der, bagved, var den fineste strand. Vi ville dog finde en mere sikker vej, end rundt om klippen. Den mest oplagte vej var spærret med pigtråd. Sikkert mere privat grund. Vi så vejen fra den private strand, og tog den op til asfaltvejen, som vi fortsatte af. Vi fik en kold cola på en hyggelig taverna, inden vi gik det sidste lille stykke til stranden. Det var en dejlig strand med rullesten i vandkanten, og meget klart vand. Alle steder med skygge var optaget af telte og små lejre, så vi lagde vores håndklæder tæt på vandkanten, og slog os ned der. Jeg var i vandet mange gange. Og Kasia svømmede rundt og spottede fisk - noget længere ude, end jeg turde komme.

Det var lidt svært at tage billeder. For de fleste var splitter Hans Jørgen, og jeg synes ikke jeg ville forevige nøgne mennesker, jeg ikke kender, og lægge billederne på internettet. Men jeg fik da et enkelt, der på ingen måde viser, at der faktisk var meget liv på stranden. Det var ikke mit indtryk, at det er en nudiststrand - men blot en strand, hvor folk gør som det passer dem bedst. 
Her er bidende insekter. Vi har hidtil troet, at det var meget tørstige fluer - for det er dem vi har set og forsøgt at klapse. Men på stranden fik vi endnu en fjende. Små sorte biller med grimme nåle i enden. 
Det var en god dag på stranden. Men da vi evaluerede på oplevelsen udtrykte Kadia det meget godt - det er som om de prøver for meget at være hippier. Folk virker meget bevidste. Vi gik op til vejen, hvor vi ventede på bussen, der kørte op til byen. Her faldt vi i snak med en mand, som forsøgte at gætte på hvor vi kom fra, ud fra vores sprog. Han gættede forkert. Bagefter fortalte han, at han "plejede" at være en hippie. Han var oprindeligt fra Anafi, men var vokset op i USA. Nu var han tilbage på øen, hvor han dyrkede sine egne grøntsager og havde et æsel som selskab. Så kom bussen. Inden vi steg på nåede han at fortælle, at han engang havde haft en dansk ven, som havde sagt til ham, at i livet fandt man 3-4 gode venner, som man skulle holde fast ved. Det råd fulgte han stadig.
Tilbage i byen blev vi enige om at købe os en frappe (kold kaffe) med hjem til lejligheden. Vi gik samme sted hen, vi har været et par gange, men til vores bestilling sagde "kaffemanden" "are you sure you want frappe?" (Er i sikre på, I vil have frappe). Han mente vi trængte til mojitos, og det kunne vi ikke rigtig sige nej tak til. Imens han lavede dem, faldt Kasia i snak med en schweizer, som har forladt Schweiz for at åbne en restaurant her på øen. Hver gang vi har besøgt kaffebaren, har vi hørt gode historier. Vi blev spurgt om vi kunne lide Roukounas-stranden. "Kaffemanden" havde anbefalet stranden til os i går. Da Kasia kom med sin betragtning, nikkede og smilede de begge forstående. Jeg tror de var enige.
Tilbage på hotellet var aftenen ved at vise sig på himlen. Vi faldt for alvor i snak med de hviskende belgiere, som var i et gevaldigt snakkehumør. Vi så billeder og fik historier skiftevis, imens den anden gik i bad.
Belgierne skulle også spise ude. Og vi besluttede at følges. Når vi gik ned gennem byen til restauranten, var det tydeligt at de kender byen godt, og byen kender dem. De er kommet her gennem 17 år. Og de hilste på mange af de lokale, og udpegede de gode stedet for os. I restauranten skulle de også lige snakke med kokken og nogle gæster, inden vi satte os ovenpå for at spise.
De var meget snaksagelige, og vi hørte masser af historier om Anafi, men fik også snakket om både Danmark og Belgien.

Da vi kom hjem var Kasia og jeg begge helt øre i hovederne af al den snak. Og nu venter forhåbentlig en skøn dag. I morgen regner vi med at leje en bil. Men først en god nats søvn.

Ingen kommentarer: