Her til morgen sov vi lidt længere. Og det var dejligt. Men kroppene er stadig ømme - og det er lidt en udfordring at gå ned ad trapper. Men frem kommer vi. Morgenmad og spinning venter forude.
Det er en fin morgenbuffet. Og det et hyggelige omgivelser. Men det er godt, at jeg har Karina fugleskræmmer med. Ikke at de lytter overhovedet. Dybest set er gråspurvene jo søde nok. Men jeg er jo ikke tosset med, at der hopper fugle rundt om mine fødder.
Efter morgenmaden skulle vi spinne. Dejligt med en aktivitet, som kroppen kender og er vant til. Ikke alle har det på samme måde. Mange har ikke rigtig givet sig i kast med spinning tidligere - eller havde trælse oplevelser med i bagagen.
Det lyder dog som om, at de fleste overlevede. Og nogle var endda positive. Karina og jeg gav den gas.
Bagefter fortsatte vi en ny tradition med at svømme en lille smule efter en træning. Det er så lækkert at blive kølet ned, når det hele er overstået.
Et hurtigt smut forbi lejligheden med vores pak, og så hurtigt videre til cykeludlejningen. Charlotte og Stime sagde, at vi ikke behøvede dagens mountainbike-intro, for det gik jo fint sidste år. Men vi ville gerne ud at cykle - fordi det er sjovt.
Og faktisk ikke kun sjovt. Lanzarote har en helt særlig skønhed. En ret gold natur, hvor de alligevel formår at etablere marker - hvor fugten kommer fra nattedisen. Det var vi lige ude at få en forsmag på, inden vi skal på den "rigtige" mountainbike-tur senere på ugen.Resten af deltagerne havde ret hurtigt fået nok, og vendte tilbage til LaSantaSport. Men vi havde booket cyklerne fra 12-15, så Karina og jeg besluttede ret hurtigt at fortsætte lidt. Så længe vi kun kørte ligeud, kunne vi jo sagtens finde hjem.
Da vi snakkede om at vende om, ville jeg gerne liiiige op på toppen aff bakken. Det kunne jo være, at der gemte sig en fantastisk udsigt jeg kunne tage billeder af. Men ak og ve. Min kæde knækkede på vej op af det sidste stejle stykke. Og så glemte jeg alt om udsigten et par meter længere fremme.
Gode råd var dyre. Hvad gør man. Vores instruktør svarede ikke på telefonen, så vi måtte vel gå hjem.
Hvide LaSantaSport så pludselig ud til at være meget langt ude i horisonten. Jeg sagde til Karina, at hun godt måtte køre hjem. Der var ingen grund til, at det skulle gå ud over os begge. Men hun kunne ikke finde på st lade mig i stikken - og det vidste jeg jo egentlig godt.
Men man er vel ikke dum. Jeg kom i tanke om, at det faktisk havde været op ad bakke hele vejen. Og der var dybest ikke grund til en cykelkæde, når der skulle cykles nedad. Først bandt jeg kæden rundt om styret. Men der var meget ujævnt, og på vej ned ad den første stejle bakke, faldt kæden af. Det var vist heller ikke så smart i forhold til ridser. Så min vanddunk blev ofret. Her kunne den fint ligge hjem. Så gik det hu, hej, vilde dyr. Nogle af bakkerne gik det nok lidt rigeligt stærkt nedad. Men jeg tænkte, jo længere jeg kommer, jo mindre behøver vi at gå. Og fantastisk, som Karina jo er, skubbede hun mig der, hvor det gik ligeud. Så vi gik faktisk kun de sidste par 100 m ind på LaSantaSport. Der kan man tale om held i uheld. Og vandunket blev erstattet af venlige cykeldrenge, der var taknemmelige over, at vi ikke bare havde ladet kæden ligge. Vi fik også et kort med telefonnumre, så vi vil kunne ringe efter hjælp næste gang, hvis uheldet er ude.
Hjemme fik vi frokost, og vi slanger os nu ved poolen, indtil vi skal til en af Charlottes psykotimer om et par timer. Og nu skal vi en tur i det blå kølige vand. Livet er dejligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar