Katrin var stadig syg lørdag, så dagen gik på hotellet og hotellets strandklub. Der er faktisk ikke ret meget at berette om dagen, andet end sol, varme og vand til Kristine og et hotelværelse til Katrin. Det skulle lige være, at det også blev dagen, hvor jeg fik erfaring med at hente læge og gå på apoteket i Grækenland - og Katrin med at snakke med sin rejseforsikring. Det eneste foto der er kommet ud af dagen, var et enkelt fra stranden. Det må være en eller anden form for ferierekord.
Søndag gik jeg igen på stranden. Men inden længe trængte jeg til at komme udenfor hotellets nærområde. Katrin var stadig ikke frisk, så jeg besluttede at tage ind til Chania by igen og kigge lidt nærmere på kirkerne, og måske gå lidt på indkøb. Efter busturen startede jeg da også med at bruge noget tid på at kigge op og ned af lædergaden. Jeg har jo købt den pæneste taske, synes jeg, så måske jeg kunne hitte en lillesøster.
Jeg gik lidt frem og tilbage og til sidst fandt jeg en, som jeg kunne lide. Den var lavet af en ældre mand, som sad på værkstedet ved siden af den lille butik og smilede, så man kunne se, at jeg har flere tænder end ham. Senere på dagen vendte jeg tilbage for at spørge hvilket dyr skindet kom fra. Da han forstod, hvad jeg spurgte om, svarede han med store øjne "cow". Jeg fik lov at tage et selfie med ham. Men det billede ligger på kameraet, og ikke på telefonen her.
Efter indkøbet gik jeg på kirke-surfing. Der var 2 jeg gerne ville se. Den første var katedralen. Jeg troede jeg var heldig at snige mig ind samtidig med en tour-gruppe, så jeg kunne sniglytte. Men guiden talte desværre ikke højt nok til, at jeg kunne høre hende nede bagved i kirken. I "Turen går til Kreta" står der, at der er en ophøjet ro i kirkerummet. Jeg kunne ikke helt mærke den. Til gengæld blev jeg fascineret af lamperne. Der er nemlig en snedig anordning, så de via et hejsesystem kan trækkes op og ned med en snor, uden at snoren behøver fæstnet.
Jeg beholdt bukser og bluse på, for jeg skulle finde kirke nummer to. For dælen, det blev varmt. Jeg syntes kirken lød spændende, fordi den både havde et kirketårn og en minaret. Det var en meget gammel kirke, som efter en besættelse var blevet til en moske. Og nu er den tilbage som kirke. Af gensidig respekt, har man lavet begge tårne være. Jeg måtte ikke fotografere i kirken. Ærgeligt, for den var ret spændende. overalt man vendte sig var der detaljer og krummelurer. På guld og sølv, træ, billeder og figurer. Bænke, borde og lysekroner. Og herinde var der bestemt en ophøjet ro. Måske fordi jeg havde kirken for mig selv og fordi den lå væk fra turistområderne.
Jeg var egentligt ved at få nok, men en is forlængede min dag i Chania. For mens jeg spiste den drejede jeg op ad en lille hyggelig gade, i stedet for at gå til stationen. Og her åbenbarede den hyggeligste bydel sig af meget smalle gågader med butikker og restauranter. Jeg gik og kiggede og tænkte, at jeg nok ville komme frem til bymuren på et tidspunkt. Og ganske rigtigt. Og lidt head vejen langs med muren dukkede havnen op. Det var som om man næsten kunne røre ved det fyrtårn vi var ude ved sidste gang.
På vej op til busstationen gik jeg forbi en guitarspillende gut, som jeg bare måtte fotografere. Han nikkede, da jeg hev kameraet frem. På hans skilt bad han om en euro til sin nye porche. Jeg var fristet til at lægge en, men fik så lidt skidt samvittighed over for de tiggere der gik og sad rundt omkring.
Tilbage på hotellet sad Katrin og jeg på altanen og nød solnedgangen. Når solen er forsvundet bag bjergene, så er der de dejligste farver på himlen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar