Mit Instagram

onsdag den 29. juli 2015

Sidste dag - men ikke for mig

Her på den sene formiddag, gik jeg en tur langs stranden. Der er en lille havn ikke så langt herfra. Det gik ret hurtigt op for mig, at det var et dumt tidspunkt til sådan en aktivitet. Det er simpelthen for varmt. Jeg havde monteret sandalerne på rygsækken og gik i bare tæer. Men selv få skridt i det tørre sand, når jeg skulle passere badende i vandkanten, brændte mine fødder. Havnen var temmelig bitte. Jeg tror primært den blev brugt til udlejning af både til turister og afgang for små turistture på vandet.
Til trods for varmen gik jeg rundt om havnen og lidt videre. Planen var at gå tilbage ad vejen. Men det var ikke uden problemer, at finde et sted at gå op. For det virkede som om, at hotellerne lå side om side. Det viste sig dog bare at være et spørgsmål om at beslutte sig. Jeg gik op mellem nogle særligt sofistikerede solsenge, og vupti, så var der en lille bitte sidevej, med masser af hoteller på begge sider, som ledte lige op til den store strandvej.
Tilbage på hotellet var jeg lige ved at omkomme af varme. Min mave skreg på mad, men jeg er begyndt ikke rigtig at have lyst til at noget. Jeg kan i hvert fald ikke finde ud af hvad. Alligevel satte jeg mig i pool/strandbaren, og fik bestilt vand og en forret. Mere var vist ikke nødvendigt. 

Jeg er ved at komme mig over mit lille uheld med tåen. Den er ikke længere blå/lilla/rød, og den gør næsten ikke ondt mere. Jeg troede jo, at det var klipper der var i vandkanten, men nu har jeg fået en anden forklaring af en af mændene i baren. Man har åbenbart forsøgt at tage trykket fra havnen ved at bygge en slags bølgebrydere. Men det har åbenbart øget trykket ind på stranden, så sand og småsten er trykket sammen til plader af sten. Det lyder lidt utroligt, og jeg er da heller ikke sikker på, at jeg har forstået ret. Men på en måde hiver det mening. For når jeg kigger efter, så ligner det plader af cement iblandet en masse småsten. Så det er i hvert fald ikke klipper.
Når aften timerne kommer, så er her meget smukt. Man burde tilbringe mange flere aftener ved vandet.
Men her til aften nusse jeg op til Katrin. Hun rejser hjem i morgen formiddag, så det er vores sidste aften sammen. Ja. Denne Kreta-ferie har på ingen måde udviklet sig som planlagt. Men når hverken plan a eller b lykkes, så må man jo finde på en plan c. Jeg er ked af, at Katrin blev syg, mest på hendes vegne. Det må simpelthen tage toppen af listen over dårlige ferier. En uge spærret inde på et hotelværelse. Jeg håber, at hendes tur hjem går uden problemer, og at hun får mulighed for at komme sig rigtigt, inden hun starter nyt arbejde på mandag. 

Så nu starter altså plan c.

Ingen kommentarer: