Jeg fik sat mig i den røde Polo, og gjort mig klar til et nyt eventyr. Jeg fandt ud på "New national road", som egentlig ikke virkede specielt ny. Lad mig sige det med det samme. Grækerne kører sært. Og jeg havde været så ubetænksom, ikke på forhånd at undersøge hastighedsgrænserne. Jeg havde hørt, at der var en del fotofælder, så det gjorde mig nervøs. Jeg kørte derfor af for at undersøge det nærmere på nettet. Da det var på det rene fortsatte jeg - men egentlig ikke så meget klogere. For hvilken type bej kørte jeg mon på. Og hvorfor var det lige, at når jeg kørte som de temmelig mange skilte med hastigheder, så blev jeg alligevel overhalet igen og igen. Og nu vi er ved overhalinger... Hvis man kører pænt midt på vejbanen, går der ikke lang tid, før der ligger en bil helt oppe i bagen på dig. Det er nemlig helt almindeligt at køre halvvejs ude i det vi kender som nødsporet. Så er det nemmere at overhale, selvom der kun er et spor hver vej - og i nogle tilfælde er det muligt at overhale, selvom der er fuldt optrukne streger. Smart? Jeg kørte og kørte. Igennem smukke bjergrige landskaber. Desværre fik jeg ingen billeder af dem. Man kan jo ikke både køre og fotografere.
Nå, men jeg kom frem til Knossos efter nogle timer. Det var ganske nemt at finde, selvom jeg begyndte at tvivle lidt midt i Heraklions (største by på Kreta) trafikkaos. Jeg fik parkeret og taget billeder af hvor, i fald jeg skulle fare vild som i går. Jeg fandt indgangen og løste billet til både ruinerne og til museet i byen. Knossos, den del der er udgravet, er et palads, som har huset 1000vis af mennesker. Herskeren Minos, der har lagt navn til en civilisation (igen, hvis jeg har forstået ret). Jeg startede med at gå lidt rundt om i kanten af området. Der var træer, det skyggede lidt for middagssolen. Ruinerne blev udgravet for mere end 100 år siden af en fyr, der hed Evans. Han genskabte delvist nogle af bygningerne med beton, som han mente de havde set ud.
Et sted stod krukker så store, at jeg nok kunne stå oprejst inde i dem. Det var vist kopier, alle de originale genstande opbevares på arkæologisk museum i Heraklion, hvis jeg har forstået ret. Jeg mener at have læst på et skilt, at så store krukker blev brugt til at vise sin rigdom. Pynt.
Betondelene var ofte malet røde (søjler) eller havde fået struktur som træ. Umiddelbart var det ret tydeligt, hvad der var skabt efter fundet af Knossos.
Hvis man ind imellem lige holdt en lille pause fra ruinerne og kiggede rundt, var der endnu engang de dejligste omgivelser.
Lad det være sagt med det samme. "Turen går til Kreta" havde ret. Der var stinkende hedt. Men bogen tog fejl på et punkt. Der virkede til at være rigeligt plads til at kigge sig omkring - Ingen køer.
Igen belært af i går, hvor jeg returnerede fra Elafonisis uden energi, satte jeg mig for at få lidt frokost på en café på stedet. Turen ville alligevel koste knaster, så jeg bestilte hvad jeg havde lyst til.
Efter jeg havde spist fandt jeg bilen og havde besluttet at finde de arkæologiske museum, som jeg var blevet anbefalet. Jeg kørte lige ud indtil centrum af Heraklion. På et tidspunkt ved et lyskryds kom en og ville vaske forruden. Jeg rystede ihærdigt på hovedet, men han gik i gang. Jeg tænkte nej, nej, nej. Ikke desto mindre blev han megasur, da han fandt ud af, at jeg ikke ville betale. Og jeg sad bare og ønskede grønt lys efter bedste evne. Faktisk har jeg på fornemmelsen, at hovedrysten måske betyder ja. Men hvad ved jeg...
Jeg fortsatte i hvert fald, og lige pludselig var jeg ved museet. Men der var selvfølgelig ikke nogen parkeringsplads. Jeg kørt på må og få for at finde en, men lige pludselig var jeg temmelig langt fra museet igen. Jeg så et skilt til "City Center Parking", og tænkte, at det var lige mig. Men puha, skiltene ledte da godt nok gennem minigader. Jeg tænkte, at det vist var godt, at der var fuld forsikring. Da jeg kom frem blev jeg bedt om at overlade bilen til en mand. Så ville han parkere. Tja... så der overlod jeg så en lejet bil til en fremmed. Var jeg tryg? Ikke helt. Men jeg fik en lille kvittering, som jeg skulle aflevere, når jeg kom tilbage.
Jeg studerede kortet, biludlejningsmanden havde givet mig, og fandt ret hurtigt gennem by og hede frem til det kølige museum. Jeg var ved at være lidt træt, og vidste at køreturen hjem ville vare et par timer. Men nu havde jeg billetten og havde fundet frem til stedet. Så det skulle tjekkes ud.
Det var stoppet med en masse fund. En del af metal og sten, men rigtig meget af ler. Krukker og beholdere i massevis.
Der var også en model over Knossos, og den bekræftede lidt følelsen jeg havde derude, af at gå rundt i en labyrint.
Jeg var rundt i alle rum - men jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg så alt. Og jeg læste bestemt heller ikke alle skiltene. Alligevel var der nok at kigge på - og jeg tror, at jeg var der halvanden times tid.
Jeg var lidt spændt på, om jeg havde en bil at køre hjem i. Men kortet kom frem igen - havde fået sat en ring om p-huset, og kvitteringen.
Og selvfølgelig fandt jeg p-huset. Og bilen blev henter til mig. Jeg blæste på datatakster og koblede GPS i telefonen til. Jeg havde kørt temmelig meget rundt i ensrettede smalle gader for at finde et sted at parkere. Og nu ville jeg bare hjem. Men damen guide mig til højre og til venstre i et væk - hvad ved hun om det. Jeg kunne ikke få mig selv til at kante bilen rundt på den måde, hun instruerede. Så det blev simpelthen et spørgsmål om at køre bilen nogenlunde i samme retning, og så måtte hun finde en ny rute til mig, når jeg kom ud på en lidt mere menneskelig vej. Og det jeg selvfølgelig efter lidt tid. Og så sukkede jeg for damen, da skiltene begyndte at vise bynavne, som jeg kendte. Og så var jeg på vej, og kom også tilbage og fik fyldt tanken, inden jeg satte den fra mig på hotellets p-plads.
Jeg havde sikkert fået mere viden ud af at deltage på en tur. Det havde helt sikkert også været billigere. Jeg kunne tydeligvis også have taget offentlige busser, hvis jeg havde haft is i maven. Og det ville jeg nok, hvis jeg en anden gang skulle besøge Knossos. Men denne gang fik jeg opfyldt en gammel feriedrøm. At leje en bil og køre ud i det blå.
Aftenen sluttede jeg af med lidt badning i solnedgangen, et brusebad, og så ellers afslapning med aftensmad og en Mythos i baren ved vandet. Det er sådan et dejligt sted - især når der ikke længere er badende turister overalt. Så føles det helt som mit sted.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar