tirsdag den 31. juli 2012

Giouvetsi, håndbold og M&Ms på altanen


Så er jeg tilbage på altanen med benene oppe. Jeg er ikke sikker på, at stolen oprindeligt er ment som fodskammel, men det fungerer nu meget godt. Jeg holdt ikke helt, hvad jeg lovede mig selv. Jeg fandt tilbage til restauranten fra den første aften. Ret overbevist om, at jeg skulle have Carbonarra. Stedet har de venligste unge piger som tjenere. Og jeg blev taget imod med et smil og et 'alone again?' Og jeg blev vist hen til det samme bord, tæt på havnepromenaden, så jeg kunne sidde og kigge rundt i havnen. Jeg endte altså alligevel med at bestille giouvetsi, frem for den noget mere velkendte pastaret. Det er en græsk pastaret. Man er vel i Grækenland. Retten blev serveret i en skål. Pastaen lignede forvoksne ris, og oksekødet var lidt sejt i ny og næ. Men jeg kunne vældig godt lige det, da jeg lige havde vænnet mig til den velkendte smag af kanel, som mindede mig lidt rigeligt om de elskelige kanelsnegle. Men det kunne retten jo ikke gøre for. Når jeg lige fik overbevist mig selv om, at det er et krydderi, som kan bruges til andet end kage, så var det en rigtig lækker ret. Da jeg havde betalt gik jeg lidt rundt på hovedgaden. Men det er det samme turistgejl over det hele. En del af det, tøjet, er faktisk det samme som jeg kan mindes fra Thailand. Så det varede ikke længe før jeg vendte næsen tilbage til hotellet, hentede høretelefoner på værelset, og erobrede computeren i receptionen. 'OL på P3'. Herrehåndboldlandskamp imellem musiknumrene. Hvad skal musik dog også i radioen. Halvleg blev lig med et tiltrængt bad, og så tilbage til pinden. Det er ikke helt det samme, når man ikke kan se. Og selvom spændingen var der til sidst, og selvom jeg ikke vil gå så langt at jeg hellere ville være hjemme, så glæder jeg mig til at kunne søbe i OL hele næste uge. Nu er jeg så tilbage på altanen med M&Ms, rosé og cola. Skal ikke læse hele natten, for skal på 'Lazy Day Cruise' i morgen allerede kl. 9. HAR pakket. Det er en sejltur med stop på lækre strande og med grillmad lavet af kaptajnen til frokost. Strand, der har jeg ikke været endnu, så det skal nok blive super. Bare den øverste del af mine lår er kommet sig nogenlunde over gårsdagens mindre forbrænding. Det er næsten helt godt her til aften. Jeg tror jeg i dag vil hoppe i seng og læse. Det var ikke helt naturligt med telefonlygteløsningen i går. Omend det dog fungerede. God nat.

Ingen kommentarer: