fredag den 4. juli 2008

Sidste dag på uni inden...

Så sidder jeg her på det lånte kontor, hvor Bo og jeg skriver speciale. Det er sidste arbejdsdag inden afrejsen på mandag. Jeg kan ikke lade være med at tænke på alle de ting, jeg skal nå inden. Jeg fik aldrig rigtig skrevet pakkelisten. Så ved endt arbejdsdag er det igang med at pakke. Der skulle jo gerne være tid til at handle, hvis jeg alligevel mangler noget. Kommer i hvert fald til at skulle købe lidt til mini-førstehjælpskassen og toilettasken. Tror jeg vil have en ny tandbørste. Nå, men så interessant er det jo heller ikke at skrive om.

Jeg skal også have tid til at vurdere garderoben. Jeg skal jo slæbe den selv, så det er med at ramme den rigtige kombination af smart og praktisk tøj, der kan kombineres på forskellig vis og dække 3 uger på den anden side af jorden. Ligesom de nye Ekko-sko jeg købte på udsalg, som både er smarte, og som også gerne skal kunne bære mig rundt i Sydneys gader kilometer for kilometer. Jeg er stadig i tvivl om regntøjet. Vi kommer jo til Sydney i en tid, hvor vi nemt risikerer regn. Det bliver nok HH-jakken, da min gamle regnfrakke ikke længere er tæt. Men jeg gider altså ikke slæbe på gummistøvlerne. Bliver det ALT for slemt, så køber jeg et par, når jeg er fremme.

Og hvad med håndtasken. Endnu et dilemma. På tidligere verdensungdomsdage har de udleveret tasker. Sidste gang stod jeg pludselig med den store bagagetaske + computertaske (havde DUKs computer med)+ rygsæk x3, fordi vi fik 2 i løbet af de 14 dage. Jeg overvejer, at tage den lille smarte shopper med, som kan pakkes sammen til ingenting. Men hvad nu hvis de har besluttet ikke at udlevere tasker. Så skal jeg vandre rund med en taske over skulderen i 3 uger. Nej, må nok hellere tage en rygsæk med. Der skal jo også være plads til grej til mere end et døgn, eftersom vi skal indlogeres på et hotel i Bangkok i 8 timer udover de 10½ + 9 timers flyvetid, for ikke at snakke om ventetider i lufthavnene.

Nå. Ved det egentlig er uinteressante småbekymringer, men jeg har jo lovet at give et indblik i de oplevelser, jeg får i forbindelse med min pilgrimsrejse til Sydney. Men nu vil jeg komme tilbage til de sidste sider, som jeg mangler at skrive på specialet inden afrejse.

Ingen kommentarer: